Slutningen af Rachmaninoffs tredje klaverkoncert

Nu hvor jeg endelig har fået en blog, skal det saftsuseme bruges. Og når jeg nu ligesom har reklameret for, at det kommer til at handle om musik, må jeg nok også hellere skrive noget om det. Af hensyn til den imaginære læser, der afgjort ikke findes, som eventuelt måtte have lyst til at læse mine skriblerier om musik, vil formatet blive nogenlunde det følgende: Korte lydbidder, højst et par minutter, af forholdsvist let tilgængelig musik. Så skriver jeg en lille tekst om, hvorfor netop den bid har gjort sig fortjent til den ærefulde optagelse i min blog. Som sagt er det følgende mere fordi jeg synes det er rart at skrive om musik, end fordi jeg håber en masse vil læse det. Så undskyld hvis kvaliteten er svingende.

Det første forsøg bli'r gjort med slutningen af Rachmaninoffs tredje klaverkoncert.
Rachmaninoffs tredje, slutningen

Det er delen fra 5:45 og til slut, jeg vil omtale. Forud er gået 40 minutters intens, senromantisk følelsesudladen fra den mest følelsesfulde af komponisterne. Vi er blevet udsat for de største dybder etc. Tilbage gemmer sig kun slutningen, og et grundlæggende filosofisk spørgsmål om, hvilken retning den vil få. Fra 5:45 starter et meget dramatisk sted, hvor klaveret overtager fra orkestret, og i de dybeste registre spiller djævelske akkorder i et vildt tempo. Pianisten kæmper sig herefter op gennem klaveret i en vanvittig kamp. Det kulminerer i den momentane vaklende vanvid ved 6:10, inden et udbrud af den mest ekstreme, gale ekstase ved 6:20. Herefter en kort klaverkadence, inden det langsomme tema gentages så storslået og grandiøst som muligt, fuldt udfoldet, skønhedens triumf over mørket. Det hele kulminerer til sidst i de hæsblæsende klaveroktaver, der afslutter værket og publikums hyldest til den triumferende solist, Horowitz, der netop har begået en af de mest legendariske koncerter i musikhistorien.