Boganmeldelse

Hvis "Fear and Loathing" skal forstås lidt meta som en reference til de følelser, der vækkes i læseren ved udsigten til endnu en gang at skulle kæmpe sig igennem et kapitel i teksten - her bruger jeg det begreb en smule løst - så er det den største indsigt, der findes i bogen. Det var ikke uden en vis forventningens glæde at jeg åbnede bogen, der jo skulle være så god, men hurtigt blev jeg klogere.

Grundlæggende lider Hunter S. Thompsons kluntede skrivestil af ét problem - han tror, han ved referat kan kompensere for sin manglende skriveevne. Men god litteratur opstår ikke, idet man skriver "We were speeding down the highway, 100 miles per hour", fordi det er et tal. Om der står 1, 100 eller 250 er fuldstændigt ligegyldigt, indtrykket på læseren er mere eller mindre ens. Man får ikke dobbelt så vild litteratur ved at skrive 200 i stedet for 100. Ligeledes de to hovedpersoners overforbrug af stoffer. Jeg er pikkehamrendeligeglad om de så har taget 150 piller af det halløj de tager, så længe det bare er en regnskabskonstatering i bogen, er det dødt.

Det virker måske som en mindre anke, men har man læst bogen, vil man vide, at det er det ikke, for langt størstedelen af bogen udgøres af den slags ligegyldige talfedteri. Resten udgøres af endeløse oceaner af ekstremt banale indre overvejelser, som helt sikkert er set bedre i Dan Brown eller Twilight. Se følgende, da hovedpersonen overvejer de mulige konsekvenser af at affyre en revolver i ørkenen (han forestiller sig samtalen med betjenten):

Awkward questions would arise: "Well now, Mister . . . ah . . . Duke; you understand, of course, that it is illegal to discharge a firearm of any kind while standing on a federal highway?"
"What? Even in self-defense? This goddamn gun has a hair trigger, officer. The truth is I only meant to fire once - just to scare the little bastards."
A heavy stare, then speaking very slowly: "Are you saying, Mister Duke . . . that you were attacked out here?"
"Well . . . no . . . not literally attacked, officer, but seriously menaced. I stopped to piss and the minute I stepped out of the car these filthy little bags of poison were all around me. They moved like greased lightning!"
Would this story hold up? [Argh!]
No. They would place me under arrest, then routinely search the car - and when that happened all kinds of savage hell would break loose. They would never believe all these drugs were necessary to my work; that in truth I was a professional journalist on my way to Las Vegas to cover the National District Attorneys' Conference on Narcotics and Dangerous Drugs.
"Just samples, officer. I got this stuff off a road man for the Neo-American Church back in Barstow. He started acting funny, so I worked him over."
Would they buy this? [AAARGGHHH!!]
No. [At svare på sine egne retoriske spørgsmål. To gange.] They would lock me in some hellhole of a jail and beat me on the kidneys with big branches - causing me to piss blood for years to come. . . .

Bemærk hvordan hele historien er skruet sammen udelukkende med det formål at få alt til at fremstå så vildt som muligt. I sit forsøg på rent faktisk at få læseren til at tro på, at det sørme er vildt og spændende, overdynger han os med sine endeløse overvejelser om, hvor utrolig hans forklaring vil virke på politiet. Det hjælper ikke på det, at læseren på dette tidspunkt er så træt af at læse bogen, at man er fuldstændigt ligeglad med, hvorvidt hovedpersonen møder politiet eller ej. Man har ikke det fjerneste forhold til hovedpersonen, eller bogen i det hele taget. Handlingen er i virkeligheden givet efter få sider, og så går resten ellers op i en krampagtig fastholdelse af skrivestilen. Hold kæft hvor jeg keder mig.

Hvis man igen skulle tro, at jeg med vilje har fundet det dårligst skrevne sted i hele bogen, må man tro om. Sådan skriver han simpelthen. Hunter S. Thompson skal brænde op i helvede, og alle der kan lide hans bøger (undtagen Jakob og Rolf) må gerne brænde med.