Tom Waits, skal det handle om. Mest bare om musik, men for nu at prøve noget populistisk-folkeligt og tilfredsstille min vildtvoksende læserskare, kommer det ikke til at være den klassiske af slagsen, i hvert fald ikke som udgangspunkt.
Anywhere I lay my head afslutter Rain Dogs-albummet af Tom Waits, og det er en strålende og genial afslutning. Længe tror man, albummet skal have en typisk Tom Waits velskåret-sentimental, men totalt forudsigelig afslutning, indtil de sidste 45 sekunder af pladen, hvor en smilende jazz-katarsis gør sin entre og forvandler nummeret til et buk, en nobel afsked. Nok om det. Pointen er, at man ikke kan høre nummeret to gange. Dets mening kan kun opleves fuldt én gang, den første gang man hører det. Det betyder ikke, at nummeret bliver værdiløst herefter, men det ændrer karakter.
Det forholder sig tilsyneladende sådan med nærmest al stor musik. Uforudsigeligheden eller bruddet er afgørende karakteristika ved de mest berømte musikstykker. Der er også en vis nostalgi forbundet med i det hele taget at gøre den betragtning. Den virkning, et fantastisk stykke musik har, findes kun én gang. Man kan kun høre de barbariske hammerslag efter 3-4 minutters rolig fløjten i Stravinskijs Le Sacre du Printemps én gang (til gengæld fik man udnyttet den ene gang, premieren, til vanvittige slåskampe over musikken), før det barbariske bliver kedsomt, det banebrydende trivielt. Det samme gælder selvfølgelig litteratur. Man kan selv drage de sentimentale paralleller til livet som sådan og altings forgængelighed og den slags klicherede halløj. Det her blev lidt mere et tilfældighedsindlæg end jeg havde forestillet mig. Hej hej.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar