Forslag til forbedring af bacheloruddannelsen "Litteraturhistorie" ved Aarhus Universitet som den er udformet i forbindelse med studieordningen 2007

Så sker det igen. Vi læser et farverigt, strålende værk fyldt med liv og alt det der, og i morgen skal vi op og have enhver form for læselyst og livsglæde suget ud af os med 6 timers (okay, det er så et særtilfælde i morgen) langsomt-virkende søvnløshedskurerende medicin i form af Lis Møller og Jakob Ladegaards uendelige talestrømme om alt andet, end det, der egentlig er fedt.

Kommer vi til at høre om, hvordan Derek Walcott skriver, hvordan hans caribiske drømmeverden ser ud, i det hele taget hvorfor hans univers og sprog er så fedt?

Nej. Vi kommer til at høre om postkolonialistiske teoretikere, Bhabha, Spivak, Saïd, og hvordan hele Omeros handler om en postkolonialistisk splittelse mellem englænderen, Major Prunkett, og de indfødte. Vi kommer til at høre om, hvordan "verdenslitteraturen" spiller op mod den vestlige og en masse ævl om kanondannelse eller snarere ikke-kanondannelse. Gad vide hvad Walcott selv ville sige til at man sådan trivialiserer hans værk fordi han nu tilfældigvis kommer fra de Vestindiske Øer?

Og sådan er det igen og igen. Hvad enten faget er tekstanalyse eller litteraturhistorie bliver det egentligt interessante ved litteraturen konsekvent overset til fordel for "at læse de ting, teksten ikke skriver" eller lignende floskuløse bemærkninger, hvis eneste formål er at legitimere ens egen teorilibido og trang til at klemme sit verdensbillede ned over alt og alle. Jeg syntes jo bare, det var fedt at læse - jeg vidste ikke, at man skulle sælge sin sjæl til terrori-regimet (ja, den var sjov hva'?) for at være med her.

Det er næsten lidt forbudt at mene, litteratur er fedt på det her studie. Det skal i hvert fald ikke være "spændende" eller sådan noget. Så er man i hvert fald Dan Brown fan og dermed DF'er, hvis man synes det. Litteratur er tilsyneladende kun brugbart i det omfang det kan strukturaliseres eller dekonstrueres, hvad sjovt nok stort set alle forfattere modsætter sig deres egne værker. Formålet med studiet synes snarere end at få et nært forhold til litteratur at være at stille sig udenfor, at forholde sig så analytisk til litteraturen som muligt, og i det hele taget betragte det som sådan en slags træstykker, vi skal skære til og forme med teori, snarere end som kunst.

Nå, men nok brok, her kommer så mit i al beskeden glimrende løsningsforslag:

Indførelsen af et nyt fag. Udover at skære ned i mængden af teori i de andre fag, vil faget "Litteraturlæsning" blive indført. I dette fag er der intet teori, kun værker. Der vil være en underviser, der forklarer, hvorfor værkerne fungerer og fremhæver de bedste ting ved værkerne. På engelsk kan man i high-schools tage et fag, der hedder music appreciation. Det her kunne passende hedde "literature appreciation". Det handler bare om, hvor fedt litteratur er og hvornår det fungerer. Det bliver et pissefedt fag. Der er heller ingen eksamen, kun mødepligt. Men det blir slet ikke noget problem, for det fag her bli'r så fedt, at folk med glæde står op mandag kl. 7 og bare tænker "Yes mand, litteraturlæsning i dag. Fuck det var lækkert bare lige at læse sådan en 40-50 siders god litteratur i weekenden uden at spekulere over hvordan man kan dekonstruere det, bare nyde det som litteratur og så høre en forelæsning om det i dag."

Hold kæft det er en god idé. Jo mere jeg tænker over det, desto sejere synes jeg, jeg er.