Hvorfor jeg hører klassisk musik

For det første, og for at få det på det rene, er det ikke fordi nogen mener, det er "finkulturelt" eller elitært, heller ikke fordi jeg er vokset op med klassisk musik (jeg har aldrig, bogstaveligt talt, haft nogen nær ven eller familie, der hørte klassisk musik). Og det lyder sikkert mærkeligt, eftersom de fleste mennesker sikkert tænker, at det er grunden til, man hører det "klassiske lort", for nu at citere en af mine ærede læsere.

Nå, men hvad skyldes det så? Jeg vil opstille nogle forskelle mellem klassisk musik og popmusik (som her inkluderer al musik, der ikke er klassisk - jeg har ikke tænkt mig at gøre nogen metodiske overvejelser vedr. definitionen af ordene eller deres eventuelle ulemper osv. - Det er et blogindlæg, bitches):

Kompositionens stramhed: I ethvert stykke klassisk musik er det umuligt at skære nogen væsentlig del af musikken bort uden at musikken mister mening. I de mestvelkomponerede stykker kan man ikke fjerne en enkelt takt, i de mere løse (og lange) kan man procentvist vel aldrig fjerne over 4-5%.

I et stykke popmusik kan man til gengæld uden store problemer i alle sange fjerne, hurtigt slag-på-tasken-gennemsnit, 70-80%. Hvis, og nu tager vi bare en helt igennem kedelig (men udbredt) opbygning et stykke popmusik formmæssigt kan beskrives som ABABABABAB, kan det altså reduceres til AB uden mening går tabt. Det er den samme musik, der bare gentages. På den måde er musikken blevet reduceret til baggrundsmosaik, der faciliterer at man kan lave alle mulige mærkelige aktiviteter, som fx at tale eller læse mens man hører musik.

Tidslighed: Hvor der i klassisk musik er forløb, er der i popmusik stilstand. Et stykke klassisk musik indebærer udvikling af temaer og spænding, mens et stykke popmusik indebærer - allerhøjest - en veksling mellem to ligevægter. Igen medfører dette, at popmusikken bliver ligegyldig, fordi enhver mindre koncentreret tilgang til musik, medfører at klassisk musik er noget mærkeligt rodet noget, som ikke giver mening - som en trappe, der mangler et trin.

Ambition: Symfonien må rumme alt, sagde Mahler, og med alt mener han hele verden med alle dens følelser. Hvis man tror på musik som et udtryk for følelser, eller som et udtryk for en realistisk virkelighedsgengivelse, eller i det hele taget som kunstnerisk udtryk for alt hvad det vil sige at være menneske, må man finde dette i den klassiske musik. Heroverfor har popmusikken kun den umiddelbare tilfredsstillelse der ligger i et kompromissøgende, banalt lydbillede, en slags ørernes fast-food.

Kunstnerisk indsats: Den klassiske musiks professionelle udøvere er og har historisk alle som én været udelukkende optaget af deres kunst. Hvadenten der er tale om komponister eller optrædende musikere, viger de alle deres hele tilværelse til tilegnelsen af evner og musikalitet. Den klassiske musikers musikalske, tekniske og teoretiske evner er så mange lysår foran den gennemsnitlige popmusikers, at det i sig selv siger noget om den klassiske musiks ambition. Langt de fleste popmusikere er ikke interesserede i andet end at spille et par akkorder og synge lidt.

--

Men er dette ikke bare teoretiske betragtninger, der ikke har noget med lytteoplevelsen at gøre? Nej, det er det ikke. Det er teoretiske refleksioner over et emne, der er funderet basalt i lytteoplevelsen, en skriftlig beskrivelse af det, sanserne allerede har opfattet.

Dette må også forstås som et opgør med en ahistorisk idé - som jeg har indtryk af, at en del mennesker har - om klassisk musik som værende intrinsisk gammelt og popmusik nyt. Dette er ikke tilfældet. Historisk er de to genrer adskilt af kvalitative forskelle, men aldrig tidsligt, hvor skellet før i tiden gik mellem romantisk musik og folkemusik, går det i dag mellem den moderne kompositionsmusik og popmusik, men under ingen omstændigheder giver det mening at opfatte popmusikken som en slags evolution af den klassiske. I det hele taget giver det ikke mening at opfatte kunstarter som noget, der udvikler sig positivt, men det er et andet blogindlæg (som T.S. Eliot har skrevet og kaldte Tradition and the individual talent). Og en lille nuancering til sidst - det skal ikke forstås absolut firkantet. Der er skrevet ambitiøs popmusik og dårlig klassisk musik, men så er den ambitiøse popmusik netop ambitiøs idet den trækker på den klassiske musiks træk. Derfor kan jeg sagtens sympatisere med, at folk vælger at høre popmusik, ligesom nogle vælger at læse svenske krimier eller andre ikke gider gå op i finere madlavning (fx det sidste, i mit eget tilfælde) - sådan prioriterer folk. Her er blot et bud på, hvorfor flere burde høre noget mere klassisk musik. Hej hej.