I nogenlunde kronologisk rækkefølge, anmeldelser af de koncerter jeg så. Der uddeles antal skabeloner fra 1 til 5, hvor 5 er det bedste.
Torsdag:
Rebekkamaria: Eneste forsonende aspekt var, at sangerinden eftersigende ser godt ud. Men meget lidt afvekslende trommerytmer er altså ikke interessante længe. 2 skabeloner.
Efterklang: Retrospektivt nok det bedste musik, jeg hørte. Jeg husker i hvert fald ikke andet, der var lige så ambitiøst. 5 skabeloner.
Wild Beasts: Konklusionen på det der viste sig at blive en udmærket musikdag. Så vidt jeg husker ganske okay musik fra indiefabrikken. 4 skabeloner.
Fredag:
Boban I Marko Markovic Orkestar: Helt klart en contender til "Mest elendige musik"-prisen. Uopfindsomt, ensformigt, balkan, banalt, brænd. 0 skabeloner til jer.
DJ Umb: Fed dubstep. Men okay, hvem kan ikke lave fed dubstep? Trækker op at han brugte et stykke fra Prokofjevs 2. klaverkoncert. 4 skabeloner.
Dirty Projectors: Jeg har hørt at jeg var med til koncerten, men jeg var fuld og skæv. Det skulle eftersigende have været godt. 3 useriøse skabeloner.
Lørdag, her fik jeg hørt lidt mere:
Kings of Convenience: Det var sgu meget hyggeligt og sødt. Og helt ens. 3 store skabeloner fordi de passede til mit på det tidspunkt døde humør.
Vampire Weekend: Seriøst? Okay, man kan bruge bandnavnet til at øve sig på udtalen af v vs. w på engelsk, men det er også det. Helt igennem elendig uopfindsom musik. Sammen med det balkanlort det dårligste jeg hørte. 0 skabeloner, og så er jeg pisseligeglad med at man kan hoppe og danse mens man hører deres lort.
Beach House: Ikke helt vildt opfindsomt, men okay, det lød sgu meget behageligt. Det trækker lidt ned at Bianca, den sæk, brændte mig af bagefter. 4 skabeloner, fordi jeg er så godt et menneske.
Muse: Muse laver god rytmisk musik, og jeg har aldrig hørt nogen argumentere troværdigt for det modsatte. Nej, "Det er lort" er ikke et gyldigt argument. Måtte gerne have spillet lidt flere af deres gamle numre. 4 skabeloner.
Titus Andronicus: Det var fedt og jeg var fuld. 5 skabeloner.
Moderat: Elektronisk musik af den dårlige slags. 2 skabeloner.
Søndag:
Mouritz/Hørslev: Blød mellemvare. 3 skabeloner.
Die Antwoord: Hvis man var i helt vanvittigt festhumør var det her musik sgu nok okay. Det var jeg ikke. 2 skabeloner for forsøget.
The National: Noget af det eneste musik, der havde den ære at have mit bekendtskab i forvejen, jeg vil måske endda gå så vidt som at sige at jeg egentlig godt kan lide meget af det. Men forsangerens stemme er desværre væsentligt mere unuanceret i virkeligheden, og desuden var der også blevet skruet disproportionalt op for vokal og trommer, så harmonierne bare forsvandt. Det ku' ha' været så godt. 3 skabeloner.
torsdag den 8. juli 2010
torsdag den 17. juni 2010
22:02
Eftersom jeg har fået smag for det der med dårlige digte, værsgo:
22:02
Et kvarter er alt.
Dommeren ser på uret.
45 grader er en enorm afstand.
Et flimrende fjernsyn.
Det er for længst for sent;
Helst ville jeg vende mig.
Tyndt tæppe skiller fortid fra nutid.
En uendelig afgrund af ord, der ikke findes.
Glassets genskin, der bryder rummet.
22:02
Et kvarter er alt.
Dommeren ser på uret.
45 grader er en enorm afstand.
Et flimrende fjernsyn.
Det er for længst for sent;
Helst ville jeg vende mig.
Tyndt tæppe skiller fortid fra nutid.
En uendelig afgrund af ord, der ikke findes.
Glassets genskin, der bryder rummet.
fredag den 4. juni 2010
Forslag til reform af Folketinget
- Folketingsmedlemmer har ferie 10 måneder om året. De er aktive januar og juli.
- Man får ikke løn for at sidde i Folketinget. Slut med levebrødspolitikere.
- Alle vedtagelser, love, regulationer osv. vedtaget efter 1960 afskaffes. De kan dog, ved 2/3 flertal, bevares.
- Nye love skal stemmes igennem 3 på hinanden følgende folketing med 2/3 flertal. Efter en lovs vedtagelse går der 10 år inden den implementeres.
Tadaa.
- Man får ikke løn for at sidde i Folketinget. Slut med levebrødspolitikere.
- Alle vedtagelser, love, regulationer osv. vedtaget efter 1960 afskaffes. De kan dog, ved 2/3 flertal, bevares.
- Nye love skal stemmes igennem 3 på hinanden følgende folketing med 2/3 flertal. Efter en lovs vedtagelse går der 10 år inden den implementeres.
Tadaa.
10:58
Endnu en formiddag.
Hvor længe kan vi udskyde livet
og morgenmaden?
Døende drømme smuldrer bort,
mens uret truer med endnu en time.
En globus griner.
Hvor længe kan vi udskyde livet
og morgenmaden?
Døende drømme smuldrer bort,
mens uret truer med endnu en time.
En globus griner.
mandag den 31. maj 2010
SU
Mange af jer derude, kære læsere, sidder sikkert og tænker: "Dit højreorienterede svin, hvad synes du egentlig om SU'en, når du nu selv er studerende?"
Jeg synes det samme som jeg synes om alle andre universelle velfærdsydelser, der ikke fordeles efter behov: Den skal afskaffes.
Og hvorfor skal den så det? For det første er der ikke nogen rimelig grund til at den eksisterer. I min verden er det simpelthen bare ikke en kvalifikation for at få andre folks penge, at man har valgt at uddanne sig på et universitet.
Men det væsentligste, og ofte oversete argument, er, at SU'en omfordeler penge fra underklassen til overklassen. Det er simpelthen et redskab, der flytter penge fra samfundets svagere, eller i hvert fald almindelige grupper, til den gruppe af mennesker, der kan forventes at få den højeste indtjening. SU'en fungerer stik modsat den almindelige idé om at omfordeling foregår fra stærk til svag.
Hvorfor findes systemet så? Nu hypotiserer jeg bare, men det skulle vel ikke have noget at gøre med, at over halvdelen af folketingets medlemmer er akademikere, mere end ti gange flere end resten af befolkningen? Den regerende klasse opretholder sig selv ved omfordelingen af midler fra de lavere klasser til sin egen.
Nåja, og hvad skal man så som stakkels studerende gøre? Man skal låne penge i det omfang, det er nødvendigt. Det fungerer glimrende i alle andre lande, og nej, der er ikke flere, der bliver uddannede i Danmark fordi man har SU, så pak det argument sammen. SU'en er undertrykkelsen af håndværk og fysisk arbejde til fordel for en overklasse af akademikere, sjovt nok i et system styret af de selv samme akademikere.
Jeg synes det samme som jeg synes om alle andre universelle velfærdsydelser, der ikke fordeles efter behov: Den skal afskaffes.
Og hvorfor skal den så det? For det første er der ikke nogen rimelig grund til at den eksisterer. I min verden er det simpelthen bare ikke en kvalifikation for at få andre folks penge, at man har valgt at uddanne sig på et universitet.
Men det væsentligste, og ofte oversete argument, er, at SU'en omfordeler penge fra underklassen til overklassen. Det er simpelthen et redskab, der flytter penge fra samfundets svagere, eller i hvert fald almindelige grupper, til den gruppe af mennesker, der kan forventes at få den højeste indtjening. SU'en fungerer stik modsat den almindelige idé om at omfordeling foregår fra stærk til svag.
Hvorfor findes systemet så? Nu hypotiserer jeg bare, men det skulle vel ikke have noget at gøre med, at over halvdelen af folketingets medlemmer er akademikere, mere end ti gange flere end resten af befolkningen? Den regerende klasse opretholder sig selv ved omfordelingen af midler fra de lavere klasser til sin egen.
Nåja, og hvad skal man så som stakkels studerende gøre? Man skal låne penge i det omfang, det er nødvendigt. Det fungerer glimrende i alle andre lande, og nej, der er ikke flere, der bliver uddannede i Danmark fordi man har SU, så pak det argument sammen. SU'en er undertrykkelsen af håndværk og fysisk arbejde til fordel for en overklasse af akademikere, sjovt nok i et system styret af de selv samme akademikere.
søndag den 30. maj 2010
søndag den 23. maj 2010
Popmusik revisited
Hej. Først en indrømmelse: Der er et behov og en plads for populærmusik. Godt nok en kulturelt konstrueret plads, men okay. Man kan simpelthen bare ikke sidde til en fest og høre Stravinskij. Fester, og i det hele taget selskaber bestående af mere end to mennesker, kan kun høre rytmisk musik. Det hænger snævert sammen med det Adorno identificerer som populærmusikkens væsentligste karakteristika i social sammenhæng: "Distraction" og "inattention". Det distraherer en fra virkeligheden - akavet stilhed, lydene omkring en osv., men i dets underholdningskarakter kræver det alligevel ikke vores opmærksomhed. På den måde er populærmusik perfekt egnet til fester, som et lydtæppe, der uinteressant kan træde i baggrunden. Hører man klassisk musik vil man, hvis ikke man rent faktisk lytter til musikken, konstant blive overrumplet af dissonanser, kraftige dynamiske udsving osv.
Hvad er populærmusikkens hovedtræk i et musikalsk perspektiv? For Adorno er det standardisering. Alt er konstrueret af samme virkemidler - og indrømmet, nogle numre er bedre konstrueret end andre -, det er de samme formelle træk der går igen i al musik. Populærmusikken er groft sagt et sæt legoklodser, af hvilke man kan bygge forskellige ting. Men man kan aldrig bygge andet end lego.
For at illustrere dette, har jeg konstrueret en legoanalyse af to numre, Fake Empire og Womanizer af Britney Spears. De er med vilje valgt fuldstændigt tilfældigt, og jeg vil gerne understrege, at jeg kunne have valgt to helt andre sange og påvist præcist det samme. Her er analysen:
Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at det ikke er min analysemodel, der er så forsimplet, at alt vil komme til at se sådan ud. De to numre er bare karakteristiske for en musik, der i snart hundrede år ikke har eksperimenteret det mindste med noget som helst, den har fastholdt fuldstændigt samme rytmik, harmonik og form, og det er fint nok, for så ved man jo hvad man får og så bliver man ikke overrasket eller tvunget til at tage stilling til noget eller til at revidere sine opfattelser af ting, man kan leve trygt i sin 4/4-delsverden med vægge bygget af tonalkadencer og pæne melodier hængende på væggene. Det er rart og godt og konformt.
Jeg går hermed død in-medias-blogindlæg. Jeg er med på at man ikke kommer til at høre klassisk musik fordi man har læst nogle teoretiske betragtninger, men kun hvis man en dag finder ud af, hvad det er den klassiske musik kan. I skal lære at elske, at elske livet og musikken. Hej.
Hvad er populærmusikkens hovedtræk i et musikalsk perspektiv? For Adorno er det standardisering. Alt er konstrueret af samme virkemidler - og indrømmet, nogle numre er bedre konstrueret end andre -, det er de samme formelle træk der går igen i al musik. Populærmusikken er groft sagt et sæt legoklodser, af hvilke man kan bygge forskellige ting. Men man kan aldrig bygge andet end lego.
For at illustrere dette, har jeg konstrueret en legoanalyse af to numre, Fake Empire og Womanizer af Britney Spears. De er med vilje valgt fuldstændigt tilfældigt, og jeg vil gerne understrege, at jeg kunne have valgt to helt andre sange og påvist præcist det samme. Her er analysen:
Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at det ikke er min analysemodel, der er så forsimplet, at alt vil komme til at se sådan ud. De to numre er bare karakteristiske for en musik, der i snart hundrede år ikke har eksperimenteret det mindste med noget som helst, den har fastholdt fuldstændigt samme rytmik, harmonik og form, og det er fint nok, for så ved man jo hvad man får og så bliver man ikke overrasket eller tvunget til at tage stilling til noget eller til at revidere sine opfattelser af ting, man kan leve trygt i sin 4/4-delsverden med vægge bygget af tonalkadencer og pæne melodier hængende på væggene. Det er rart og godt og konformt.
Jeg går hermed død in-medias-blogindlæg. Jeg er med på at man ikke kommer til at høre klassisk musik fordi man har læst nogle teoretiske betragtninger, men kun hvis man en dag finder ud af, hvad det er den klassiske musik kan. I skal lære at elske, at elske livet og musikken. Hej.
Abonner på:
Opslag (Atom)