Popmusik revisited

Hej. Først en indrømmelse: Der er et behov og en plads for populærmusik. Godt nok en kulturelt konstrueret plads, men okay. Man kan simpelthen bare ikke sidde til en fest og høre Stravinskij. Fester, og i det hele taget selskaber bestående af mere end to mennesker, kan kun høre rytmisk musik. Det hænger snævert sammen med det Adorno identificerer som populærmusikkens væsentligste karakteristika i social sammenhæng: "Distraction" og "inattention". Det distraherer en fra virkeligheden - akavet stilhed, lydene omkring en osv., men i dets underholdningskarakter kræver det alligevel ikke vores opmærksomhed. På den måde er populærmusik perfekt egnet til fester, som et lydtæppe, der uinteressant kan træde i baggrunden. Hører man klassisk musik vil man, hvis ikke man rent faktisk lytter til musikken, konstant blive overrumplet af dissonanser, kraftige dynamiske udsving osv.

Hvad er populærmusikkens hovedtræk i et musikalsk perspektiv? For Adorno er det standardisering. Alt er konstrueret af samme virkemidler - og indrømmet, nogle numre er bedre konstrueret end andre -, det er de samme formelle træk der går igen i al musik. Populærmusikken er groft sagt et sæt legoklodser, af hvilke man kan bygge forskellige ting. Men man kan aldrig bygge andet end lego.

For at illustrere dette, har jeg konstrueret en legoanalyse af to numre, Fake Empire og Womanizer af Britney Spears. De er med vilje valgt fuldstændigt tilfældigt, og jeg vil gerne understrege, at jeg kunne have valgt to helt andre sange og påvist præcist det samme. Her er analysen:



Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at det ikke er min analysemodel, der er så forsimplet, at alt vil komme til at se sådan ud. De to numre er bare karakteristiske for en musik, der i snart hundrede år ikke har eksperimenteret det mindste med noget som helst, den har fastholdt fuldstændigt samme rytmik, harmonik og form, og det er fint nok, for så ved man jo hvad man får og så bliver man ikke overrasket eller tvunget til at tage stilling til noget eller til at revidere sine opfattelser af ting, man kan leve trygt i sin 4/4-delsverden med vægge bygget af tonalkadencer og pæne melodier hængende på væggene. Det er rart og godt og konformt.

Jeg går hermed død in-medias-blogindlæg. Jeg er med på at man ikke kommer til at høre klassisk musik fordi man har læst nogle teoretiske betragtninger, men kun hvis man en dag finder ud af, hvad det er den klassiske musik kan. I skal lære at elske, at elske livet og musikken. Hej.