I min have, nej, mine forældres have, ligger et træ. Det ligger der, fordi det ikke gad stå længere, og så lagde det sig ned, midt på græsplænen. Det er et ret stort træ, og i kraft af det har det en vis autoritet, som det udnytter til den slags ligegyldighed, som rigtigt store træer kan udvise overfor omverdenen. Det har bare lagt sig ned på alle de andre små buske, der stod i vejen, og ligger stille og snedækket midt på en stor, grøn scene. Nogen ville sige, det er dødt, men det har altså aldrig været mere levende.

Det skal ikke forstås symbolsk eller allegorisk. Det er bare betragtninger.

Derudover har jeg lige set Tina Lund i fjernsynet. Hun ser flot ud, og derfor har man lavet et fjernsynsprogram om hende. Og så er hun vist nok også god til at ride. I programmet fortæller hun stolt om, hvordan der er nogen, der har produceret en sang kun til hende, som hun så skal lægge stemme til. Ikke fordi hun synger godt. Næh, pladeselskabet er glade fordi hun ser godt ud, og hun er glad fordi hun får reklame. Musikken er produceret med det formål at sælge så mange kopier som muligt, det er dens eneste eksistensgrundlag (jeg ville have skrevet raison d'etre men det skrev jeg i mit sidste indlæg, og det er sådan lidt et påtaget intellektuelt udtryk, men der findes bare ikke rigtigt noget på dansk. Gør der?) og det eneste formål, hver tone i musikken har. Samlebåndet som kulturelt imperativ (jeg ved ikke om den sætning giver mening, men den lyder flot). Imens er der om 6 måneder endnu en årgang af dimittender fra konservatorier rundt omkring, der i 90 % af tilfældene kommer til at beskæftige sig med undervisning af møgunger, der ikke gider musik, altimens de i deres sparsomme fritid måske gør på forhånd umulige forsøg på at få en pladekontrakt. Der er altså bare nogen, der burde stå foran Tina Lund i den pladekontrakt-kø.

I går var jeg til fest. Det første lange stykke tid var der kun piger, og det er ikke fordi jeg er bange for pigelus, men altså, det er rart nok lige at have en eller anden, man kan hviske sjofle kommentarer om hende blondinen på den anden side af bordet til. Udover hende blondinen og en masse andre piger, er verdens sjoveste menneske også til stede. Hun er en asiat, og så siger hun bare en masse mærkelige ting. I min bagstivhed kniber det med eksempler, men jeg kan huske at hun på et tidspunkt fortalte mig om, at hun egentlig godt kunne lide at lave jokes om spædbørn osv., men var lidt i tvivl om, hvorvidt det indimellem var upassende, fordi nogen folk bliver ret sure over den slags. Man ved ikke helt om man griner med hende eller af hende, men man griner i hvert fald. Hun er desværre ikke så pæn, så efterhånden som jeg fik stabiliseret min alkohol/blod-ratio på et passende niveau, begyndte jeg at fokusere på hende blondinen. Jeg synes selv, jeg var ret subtil, men jeg har ladet mig fortælle, at piger er nogen satans psykologer, og på et eller andet tidspunkt bekendtgjorde hun så, at hun havde en kæreste, men i øvrigt synes, jeg er pisseflink. Der er virkelig få ting, der er mere trælse at få af vide af en pige. Hun måtte virkelig hellere synes jeg var en kæmpe-nar.

Jeg fortæller kun det sidste for at man ligesom kan stykke min egen hykleriske overfladiskhed sammen med Tina Lund-historien. Det med træet giver stadig ingen mening.