Redaktionens vejledning i, hvordan man som almindeligt menneske bør forholde sig til katastrofer i andre dele af verdenen

Gang på gang sker det at folk kommer til mig og spørger, "Hvordan bør jeg som dansker forholde mig til den mængde af terrorisme og ulykke, der eksisterer i verdenen? Jeg vil jo gerne både være in og trendy, men jeg føler dårligt nok, at jeg kan overskue alle katastroferne, og nogen gange har jeg indtryk af, at der dør mennesker et sted i verden, uden at jeg har doneret penge til det, og når nu alle mennesker går og snakker om indsamlinger hele tiden, bør jeg så ikke også give penge?"

For nu at spare mig selv for den tid, det tager at besvare alle disse spørgsmål seperat, vil jeg her komme med guiden til, hvordan man skal forholde sig til indsamlinger, hvadenten det er til Haiti og Thailand, ofrene for terrorangreb på USA, Bali, Påskeøerne, Rømø eller hvor ved jeg.

Problematikken i forbindelse med indsamlinger (i denne forbindelse forstået bredt som alle, hvis vilje til at interagere med dig kun eksisterer i det omfang, du giver dem penge - herunder folk på gaden, folk der ringer på din dørklokke, indsamlingsshows i fjernsynet etc.) er flerdelt. Jeg starter bare et tilfældigt sted.

I den katolske kirke kunne man som bekendt i middelalderen købe sig til aflad for sine synder, altså betale sig fra at få en kortere tid i skærsilden. Det kan godt være, Gud er død, men synden - og særligt skylden - lever i bedste velgående. I den vestlige verden lever den paradoksale idé - idet den netop er et resultat af vores overlegne civilisation - at vi er skyldige. I kraft af imperialisme, i kraft af teknologisk og økonomisk overlegenhed er vi skyldige. Det er en idé, der konkret i Danmark reproduceres gennem den daglige mediedækning og især gennem skolesystemet - det er i denne sammenhæng uvæsentligt. Det væsentlige er at konstatere, at denne forestilling findes, og er en af de vigtigste årsager til det vestlige menneskes trang til at donere penge.

Nu har jeg indrømmet ikke læst en brik af Nietzsche, men namedropping er fedt, og han står bag en demokratikritik, der i det store og hele går ud på, at demokratiet vil udrydde smerten og livets hårdhed. Det er ikke fordi smerte er noget, man bevidst skal opsøge, men man må være sig bevidst om, at lidelse er en del af den menneskelige tilværelse. Lidelse eksisterer i det omfang, den bliver belyst, og lidelse lader sig dårligt gradbøje. Et andet grundlæggende aspekt ved indsamlingernes appel er altså deres utopiske forestilling om en verden uden lidelse eller død - en idé, der kan synes harmløs i sig selv, men må ligge bag enhver form for totalitarisme, i det 20. århundrede personificeret ved Sovjetunionens organiserede mord på et 8-cifret antal mennesker i lighedens navn.

Også i selve donationen findes noget problematisk. Det er den ultimative reduktion af et menneskes skyld og ansvar til dets monetære kapacitet. Et menneske, der kan donere mere, må nødvendigvis i det omfang det i det hele taget er godt at donere noget, være bedre end et andet menneske. Den sociale interaktion mellem mennesker nedbrydes altså til at være en udveksling af skyldforladelse for penge. Men er det at donere penge så at tage ansvar eller fralægge sig ansvar? Hvis ansvar er nemt, er det ligegyldigt. I afladskøbet ligger jo netop skyldforladelsen, og dermed har man opgivet sit ansvar - man har sagt "jeg har betalt penge", og så går man ud på gaden og går forbi folk der falder på cykel uden at spørge, om de har det godt, eller man ser den anden vej, når man en nat ser et voldeligt overfald. Man har købt sig fri af sin forpligtelse overfor sine nære omgivelser og altså populært sagt deponeret sit sociale ansvar hos sin bankrådgiver.

Lidelse findes kun i det omfang, man er den bevidst, og således gælder altså det fuldstændigt banale faktum, at vi kun er bevidste om ulykken på eksempelvis Haiti i det omfang, vi får den smidt ind ad fjernsynet. Lige nu er der masser af mennesker, der er døende rundt omkring i verden uden der er nogen, der laver indsamlinger til deres fordel. Der er ingen, der læser dette her, der kan afvise, at der måtte være 200.000 andre mennesker et andet sted, der fortjener hjælp lige så meget som ofrene på Haiti. Det vedrører os ikke konkret, hvad end man måtte bilde sig selv det ind. Tabstallene er en statistik. Hvis man går ned på gaden, og tilfældigvis bliver udsat for at se et menneske blive skudt, har dette en uendeligt større betydning for ens liv, end det har hvorvidt tabstallet fra Haiti er 185.768 eller 185.769. Eller 0, eller 1.000.000. På den måde er Haiti altså ikke noget, vi som mennesker kan involvere os i. Og hvorfor er der så så mange der gør det? Det er af mange årsager - det er for at købe sig fri af sine synder, det er for at kunne sige, man har gjort det, det er for at have noget at snakke om så man ikke skal udsættes for den pinlige tavshed, man hader med andre mennesker. Fælles for enhver, der donerer, er, at den egentlige vilje til at hjælpe andre mennesker er forsvindende lille, for man har så mange andre muligheder for at hjælpe andre mennesker, at det slet ikke er noget problem at hjælpe andre mennesker - hvis man ville det kunne man gå rundt hele dagen og hjælpe andre mennesker, man kunne arbejde frivilligt på et børnehjem eller et herberg, og så behøvedes man aldrig nogensinde bekymre sig om fjernsyn eller show eller kommercialisme eller nogen dikkedarer. Men de mennesker, der donerer en masse penge til Haiti, er ikke nede i børnehjemmene på mandag, og det er de ikke, fordi de grundlæggende slet ikke har noget mål om at hjælpe andre mennesker. De vil være en del af den statusindustri, som godhedsindustrien er.