Reflektioner over en de-Ruth

Så står man der pludselig, med en flaske rødvin i den ene hånd, en cigaret i den anden, og prøver at lade som om man aldrig har lavet andet end at stå der og fryse, og lade som om man kan finde ud af at ryge, og man fornemmer ligesom at den der scene i film, hvor drengen på 15 bliver presset til at ryge af de andre, og hoster og harker, kun afholder sig fra at udspille sig idet man ikke kan finde ud af at inhalere.

Så kan man stå og spekulere på, hvorvidt ens personlighed ændrer sig, fordi ens livsstil ændrer sig, eller ens livsstil ændrer sig, fordi ens personlighed gør det. Den slags kausalitetsspørgsmål beskæftigede jeg mig nu ikke med i situationen, men retrospektivt, da jeg fik chancen for en halvanden times gåtur i Botanisk Have. Det meste af tiden spenderede jeg på at overveje, hvor den livsglæde, der fik en til at klatre op i de træer, med de krogede grene, at kælke ned af bakkerne, og at vade rundt på de frosne søer uden at bekymre sig om, hvorvidt man falder i, er blevet af. Det er den slags glæder, man får, når man er hjemløs for et døgn.

For nu at starte fra begyndelsen, så var jeg fuld. I onsdags var jeg fuld, i torsdags var jeg fuld, i fredags var jeg fuld. Og lørdag skulle jeg tidligt op. Klokken 9:30, for jeg skulle ned i opgangens kælder og flytte ting op. Der var gamle potteplanter og træ. Nej, jeg ved ikke, hvad 10 døde potteplanter lavede i kælderrummet. Derudover var der også et mikroskop - nej, forstørrelsesglas, fortalte Stig, da vi spurgte ham - for Stig havde engang en drøm om at indrette et mørkekammer i kælderen. Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive noget om, hvordan man fik Stigs eget bifald til at smide den drøm ud, men det var før Stig truede mig på livet.

Vi fik da også Fernet Branca. Og guldøl. Og nej, jeg er ikke endnu så alkoholiseret, at jeg kan synes det er fantastisk fedt når man i forvejen har tømmermænd. Men vi blev da færdige på et tidspunkt. Resten af dagen brugte jeg på at udvikle en mindre tristesse, der blev gjort des mere trist af dens egen tilsyneladende manglende raison d'etre. Indtil videre en ret almindelig dårlig dag. Hvis jeg havde vidst, hvordan den skulle fortsætte, havde jeg muligvis bare gjort en ende på tilværelsen der. Nogle gange tænker jeg, at hvis mennesker hver dag aktivt skulle fravælge selvmord, ville der være mange flere selvmord. Det er mere fordi man ikke gider dø end fordi man gider leve.

Nå, men så skal vi holde fællesmiddag i opgangen. I præcist samme øjeblik, sker der to ting:
- Min dørs lås siger klik, og smækker i.
- Jeg indser kun alt for klart, at jeg ikke har min nøgle på mig. Jeg mærker, velvidende at Gud er død, efter i min lomme. Jeg har smækket mig selv ude.

Jeg er så tilpas nærig, at det, at et øjebliks total tankeløshed koster mig 600 kr., forbitrer mig komplet i en halv times tid. Herefter indser jeg så småt, at det er for sent at ændre. Bitterheden har dog bidt sig fast. Efterhånden som middagen skrider frem, er det faktisk meget hyggeligt. De andre er flinke, almindelige mennesker. Som jeg godt kan lide dem. Min nabo er gammel tysklærer i gymnasiet, og kan i øvrigt godt lide klassisk musik. Han har den største samling af tysk litteratur og klassiske CD'er, jeg nogensinde har set. Stig er godt nok lidt en spøjs fætter. Men han er da meget flink.

Indtil han har fået tre glas rødvin. Vi har flere gange småsludret om en lidt for højlydt fest jeg holdte en lidt for almindelig hverdag, og han har hver gang godtaget min undskyldning, og sagt at han jo også selv larmer lidt indimellem. På dette tidspunkt har vi en samtale der forløber cirka sådan her:

"Det der onsdag nat, onsdag klokken halv 5, hvis det nogen sinde sker igen, så smadrer jeg dig, smadrer dig, hvis det sker igen, slår dig ihjel. Jeg skulle på arbejde næste morgen og så er jeg sådan set pissehamrende ligeglad med hvad du skal." De første sætninger med en meget seriøs, dæmpet stemme. Det sidste råbende.

Anden deltager: "Hov hov Stig, der er ingen grund til at bande."

Mig: (Lang pause. Lamslået.) "Vi har allerede snakket om det, og du kunne jo sparke i gulvet, hvis du var utilfreds, så kunne jeg jo have gjort noget. Det kan jeg ikke nu."

Ham: "Men jeg sparkede ikke i gulvet."

Jeg undskyldte mig 10 minutter senere, og gik, mens jeg langsomt indså, at et menneske meget seriøst havde sagt til mig, at han ville slå mig ihjel. Jeg tror alle har prøvet at stå i en situation, hvor de bagefter har fortrudt, at de ikke sagde noget andet, eller gjorde noget andet. Jeg tvivler på, at særlig mange i så høj grad har fortrudt, at de ikke hidsede sig op og gav manden en gigantisk skideballe, som jeg gjorde. Men jeg var simpelthen bare mundlam, og brugte resten af aftenen på at fortryde mit eget kujoneri.

Nå, men så skulle tilværelsen druknes i rødvin, og for nu at gøre en lang historie kort, står jeg pludselig i et kollektiv med Karl Marx-plakater på væggen, mærkelige mennesker overalt. De eneste rimelige mennesker i lokalet er tilsyneladende dem, jeg kom med, og en af dem taler jeg med, da en abe vælter ind i ham, og jeg får spildt rødvin udover det hele.

Jeg står udenfor, da det rimelige menneske tilbyder mig en cigaret, og hvis det nogensinde har givet mening at stå med en cigaret i højre hånd og en flaske rødvin i venstre, må det være i det øjeblik. Jeg har fået sovelejlighed hos et af den slags mennesker, der hjælper en, når man har brug for det, og på et relativt tidligt tidspunkt beslutter vi, at det ligesom er nok med den fest, og går tilbage. Her sker der tre ting: Min ven ringer til den føromtalte 17-årige pige, og skræmmer hende med plat poesi (du er det sidste jordbær i skålen, wtf). Jeg taler kort med hende. Man har svært ved at forestille sig, at min dag kan blive værre, indtil den 17-årige psykolog konstaterer at det nok er lang tid siden jeg har fået noget, siden jeg ringede til hende både i nat og sidste nat. Fuck hende. Så bliver min ven kimet ned af piger, og jeg husker, at jeg læser halvdelen af Tom Kristensens "Til Ruth" op for en københavnsk pige, jeg ikke aner hvem er. Jeg var længe sikker på, at digtet hed Deroute, og det havde ligesom også været mere passende.

-----

En lille epilog:
For fire måneder siden havde jeg en sød kæreste og var bare sådan godt tilfreds med det hele. Nu har jeg konsekvente tømmermænd, dårlig samvittighed - uden at være i stand til at afgøre om det er af hensyn til mig selv eller andre mennesker - og en mere og mere zombielignende tilværelse. Det føles ikke så slemt som det lyder. Nogen gange føles det helt godt. I går var bare ikke en af de dage. Som jeg i min patetiske fuldskab i går gentog sikkert et par gange, har en af mine sergenter fra Livgarden sagt noget klogt - og det var vitterligt det eneste kloge, han sagde i de 4 måneder, jeg kendte ham, for han var fandme en nar - nemlig at tiden kan ingen stoppe. Det bli'r altid fredag eftermiddag. Eller i det her tilfælde, søndag formiddag. Indimellem er det ret rart, at ingenting er permanent. Og i dag viste det sig, at alle andre i min opgang synes Stig er en nar, han er alkoholiker, og jeg tvivler på, jeg behøver frygte for mit liv. Det lykkedes mig også at bryde ind i min egen lejlighed, så jeg slap for at betale penge for en låsesmed. Botanisk have er et rigtigt flot og dejligt sted at opholde sig i det her vejr. Det skulle man gøre noget mere.

Så er der fandme heller ikke grund til at være mere emo over at en eller anden alkoholiker siger noget pis til en, og at man smækker sig ude, herregud. Nu gider jeg ikke have ondt af mig selv længere. Det har sgu varet længe nok.