En kontrakt mellem læser og blogger

... om at man afsætter 15 minutter eller noget til at læse hele dette indlæg. Det er ikke fordi jeg er specielt selvtilfreds med det, men snarere fordi jeg citerer et stykke fremragende litteratur, og I har bare at læse det hele. I anledning af så mange ting og af at Doktor Faustus for 127. gang blev namedroppet i undervisningen i dag, vil jeg i det følgende citere et af de bedste (jeg kunne indsætte tusind andre superlativer her, men jeg er fra Jylland og Maffe ville antyde min eventuelle homoseksualitet, såfremt jeg gjorde det) stykker fra værket. Vi befinder os i 8. kapitel, den unge (homodiegetiske) fortæller er til et meget småt besøgt foredrag med byens musiklærer, Wendell Kretzschmar, sammen med bogens hovedperson. Det er klart, at det citerede er skrevet med stor inspiration og hjælp af Adorno, så hvis man er vild med ham (who isn't) er der også en masse at hente. Værket der omtales er Beethovens sidste klaversonate nr. 32, op. 111. Here we go (første afsnit er lidt kedeligt måske, men nødvendigt):

"Og så satte han sig til klaveret og spillede hele kompositionen udenad, både den første og den enorme anden sats, på den måde, at han jævnlig råbte sine kommentarer ind i spillet for at gøre os rigtigt opmærksom på enkelthederne eller undertiden sang med på begejstret-demonstrativ måde, hvilket alt sammen dannede en dels henførende, dels komisk helhedseffekt og af det lille auditorium også gentagne gange blev modtaget med munterhed. Da han havde et meget stærkt anslag og gik meget voldsomt på i forte, måtte han råbe meget højt for at gøre sine kommentarer nogenlunde forståelige og synge med fuld kraft for vokalt at understrege det spillede. Med munden efterlignede han, hvad hænderne spillede: Bum, bum - Wum, wum - Schrum, schrum, lød det til de bistert fremfarende indledningsakkorder i første sats [Første 15-20 sekunder af dette link], og med høj fistelstemme sang han med i de melodisk yndefulde passager, der undertiden lyser op på stykkets truende stormhimmel ligesom milde lysglimt. Til sidst lagde han hænderne i skødet, hvilede et øjeblik og sagde så: "Nu kommer den". Han begyndte på variationssatsen, "Adagio molto semplice e cantabile".
--
Og nu kommer det så. Læs nu det her, for guds skyld! Satsen, der refereres til findes her: Tadaa!
--
"Arietta-temaet [Ca. første to minutter af linket], der er bestemt til eventyr og omskiftelser, til hvilke det i sin idylliske uskyld på ingen måde synes født, er jo straks til stede og taler til ende i seksten takter, idet det dog kan reduceres til et motiv, der træder frem i slutningen af dets første halvdel som et kort, sjælfuldt råb - kun tre toner, en ottendels-, en sekstendedels- og en punkteret fjerdedelsnode [svarer bare til de tre første toner, man hører i stykket - 0:04-0:06 i videoen], ikke anderledes skanderet end f.eks. "Himmels-blau" eller "Lie-besleid" eller "Leb'-mir-wohl" eller "Der-maleinst" eller endelig "Wie-sengrund" [1] - og det er det hele. Hvad der nu efterhånden rytmisk-harmonisk-kontrapunktisk sker med dette blide udsagn, denne tungsindigt stille formning - hvad mesteren velsigner den med, og hvad han fordømmer den til, i hvilke mørke dyb og strålende lysskær, krystalsfærer, i hvilke kulde og varme, ro og ekstase er ét og samme, han nedstyrter eller opløfter den - ja, det kan man vel kalde vidtløftigt, kalde forunderligt, fremmedartet og utrolig storslået, uden at man dog dermed har betegnet det med det rette navn, for det er i egentligste forstand navnløst; og Kretzschmar spillede med arbejdende hænder alle disse uhyre forvandlinger for os, mens han sang med på det voldsomste: "Løbene!" råbte han. "Fioriturerne og kadencerne! Kan De høre konventionen, som han har lader stå? Her - bliver - sproget - ikke mere renset - fra flosklen - men flosklen - fra skinnet - af dens subjektive - beherskelse - kunstens skin - kastes bort - til sidst kaster - kunsten - altid kunstens skin - bort. Dim-dada! Hør nu, hvordan - melodien overtrumfes af - fugens tyngde! Den bliver statisk, den bliver monoton - to gange d, tre gange d efter hinanden - akkorden gør det - Dim-dada! Pas nu godt på, hvad der sker -" [2]

Det var såre vanskeligt på én gang at høre på hans råberi og på den yderst komplicerede musik, som han blandede det ind i. Vi prøvede alle sammen på at følge med og sad anstrengt foroverbøjede med hænderne mellem knæene, idet vi skiftevis så på hans mund og hans hænder. Det karakteristiske for satsen er jo det vide spænd mellem bas og diskant, mellem højre og venstre hånd, og der kommer et øjeblik, en utroligt ekstrem situation, hvor det stakkels motiv synes at svæve ensomt og forladt over en svimlende, gabende afgrund - en proces af bleg ophøjethed, der straks følges i hælene af en ængstelig gøren sig lille, en bange forskræmthed over, at noget sådant overhovedet kunne ske. [Næste del af satsen Passagen starter 3:24 og kulminerer med den største afstand, den "svimlende, gabende afgrund" ved 4:38. Se nu bare det hele, det er en af de mest fantastiske passager i al musik nogensinde.] Der sker meget endnu, før stykket er forbi. Men når det går mod slutningen, og idet det slutter, sker der noget, der i dets mildhed og godhed er fuldstændig uventet og gribende efter så megen harme, ihærdighed, over- og hovmodighed. Med det omtumlede motiv, der tager afsked og derved selv helt igennem bliver til afsked, til en afskedens kalden og vinken, med dette d-g g foregår der en let forandring, det oplever en lille melodisk udvidelse. Efter et indledende c optager det før d'et et cis [der refereres til de sidste to minutter af det sidste link - det omtalte cis optræder præcist ved 8:37 og 8:44] så at det nu ikke længere skanderes "Him-melsblau" eller "Wie-sengrund", men "Oh-du Himmelsblau", "Grü-ner Wiesengrund" eller "Leb'-mir ewig wohl"; og dette tilkommende cis er den mest rørende, trøstende, vemodigt forsonende handling i verden. Det er som en smerteligt kærlighedsfyldt strygning over håret, over kinden, et stille, dybt blik i øjet for sidste gang. Det velsigner objektet, det frygteligt omtumlede tema med overvældende menneskeliggørelse og lægger det så mildt ind til tilhørerens hjerte til afsked, til den evige afsked, at tårerne træder frem i hans øjne. "Nun ver-giss der Qual!" siger det. "Gross war - Gott in uns". "Alles - war nur Traum". "Bleib - mir hold gesinnt". Så bryder det af. Hastige, hårde trioler iler til en vilkårlig slutningsformular, som så mangt et andet stykke også kunne være endt med.

Kretzschmar vendte derefter slet ikke mere tilbage fra klaveret til talerstolen. Med ansigtet vendt mod os blev han siddende på sin drejeskammel i samme stilling som vi, foroverbøjet og med hænderne mellem knæene, og fuldførte nu med få ord sit foredrag om, hvorfor Beethoven ikke havde skrevet nogen tredje sats til opus 111. Han sagde, at vi kun havde behøvet at høre stykket for selv at kunne besvare spørgsmålet. En tredje sats? En ny begyndelse - efter denne afsked? En tilbagekomst - efter denne adskillelse? Umuligt! Der var sket dette, at sonaten havde ført sig selv til ende i denne vældige sats, ført sig til ende for aldrig at vende tilbage. Og nårhan siger : "Sonaten", så mener han ikke blot denne, c-moll sonaten, men sonaten i det hele taget, som overleveret kunstform. Den er selv til ende her, ført til en slutning, har opfyldt sin skæbne, nået sit mål, ud over hvilken den ikke går, den løfter sig og opløser sig, den tager afksed - denne afskedsvinken fra d-gg-motivet, som er trøstet melodisk af hint cis, er også en afsked i denne betydning, vældig som musikstykket selv, afskeden med sonaten."

God fredag.

1. Adornos mellemnavn - ja, man skal sidde og sige de her ting højt med melodien i hovedet for at det giver mening.

2. En ret dunkel, Adorno-inspireret passage. Jeg ved ikke hvad det præcist refererer til i Beethoven-sonaten, men det er klart, at Adornos æstetikfilosofi om det subjektive og objektive i kunsten er på spil.