Konservatisme og dansk realpolitik

Så er det slut med at være følsom. Velkommen til hardcore politisk analyse, inspireret delvist af, at mindst en af mine faste læsere her på siden ikke kan finde hoved og hale/konsistens i min tilgang til politik, dels af Johanne Schmidt-Nielsens hæslige optræden i Go'Morgen Danmark (analyse af hendes retorik følger) dels af, at danskere trænger til at skelne mellem det Konservative Folkeparti og den egentlige konservatisme. Jeg vil forsøge at se på følgende, tror jeg, hvis jeg gider: I hvilket omfang findes der egentlige konservative argumenter i den politiske debat, i hvilke partier findes de, og hvordan er de Konservatives forhold til konservatismen?

For nu at starte med det sidste først, så er der et par ting, vi skal have på det rene. For det første er det min fuldstændigt tilfældige og uprofessionelle vurdering, at omtrent 3/4 (måske mere) af det konservative vælgerkorps ikke som sådan er konservative. Det er folk, der enten har tilknytning til erhvervslivet, eller mener at erhvervslivet bør støttes. Efter at have læst Burkes tanker om den franske revolution, viser det sig, at der ikke står adskillige afsnit om, hvordan marginalskatten skal sænkes til 50 % for at støtte erhvervslivets vilkår, og at det er blevet tilsyneladende det absolut eneste, DKF har formået at præsentere som politik i al den tid, jeg kan huske, er en mindre tragedie for dansk konservatisme. Det betyder også, at konservatismen i Danmark er hjemløs - den har spredt sig ud over en mængde partier, uden at have en særlig fast grobund hos nogen. Umiddelbart rummer følgende partier væsentlige konservative elementer (i nogenlunde anslået rækkefølge efter hvor høj grad jeg anser partierne som konservative): De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet.

Hvad er så de brydninger i politik, der er interessante for den konservative? For mit vedkommende - og for de fleste egentligt konservative - er der først og fremmest to hovedpunkter, som af forskellige konservative prioriteres forskelligt:

1. Ansvaret for sine medmennesker - i praksis gennem nedbrydningen af velfærdsstaten som vi kender den i dag.

2. Forsvaret for et nationalt fællesskab - i praksis gennem regulering af indvandring og en aktiv kulturbevarende politik.

Altså et økonomisk og et værdipolitisk spørgsmål. Faktisk er det første i høj grad også værdipolitisk, men det vedrører nogle økonomiske mekanismer. Det er nu klart, at der ikke er et eneste parti i Danmark, der varetager det første spørgsmål ud fra et egentligt konservativt synspunkt. For det første er der kun et parti, der taler for egentlige nedskæringer i de offentlige budgetter, nemlig Liberal Alliance (Bemærk hvordan De Konservative altid bruger hæslig retorik på det område - man vil kun sænke skatten for at kunne uddele ENDNU flere ydelser). Og selv dette parti, gør det ikke med det formål at afmontere velfærdsstaten, men bare at sikre dens fremtidige beståen. Der er altså ikke noget parti i Danmark, der kan siges at føre en egentlig konservativ økonomisk politik.

Helt omvendt står det til med indvandringspolitikken. Dette område har siden 2001 i den grad været domineret af konservative argumenter, at der helt og aldeles spilles på den konservative bane, og næsten alle partier er i dag enige om en konservativ integrationspolitik (med undtagelse af Enhedslisten - selv SF har lagt sig enormt tæt op ad kernen i den førte politik). Argumentationen for den førte politik har konsekvent handlet om at se på virkeligheden i Danmark, at anlægge et realistisk syn, der erkender at åben indvandring fører til problemer modsat det ideologiske syn, der hidtil havde domineret debatten fuldstændig (det er ikke mange år siden, Poul Nyrup kunne erklære at Dansk Folkeparti ikke er stuerene - debatten har sidenhen vist, at det er ganske stuerent at give udtryk for den virkelighed, der opleves af masser af danskere hver dag.) Hvad angår den politiske teori, er det den væsentligste modsætning mellem konservatisme og liberalisme/socialisme (der for den konservative er to sider af samme sag - omend liberalismen nok anses som den mere realistiske variant), modsætningen mellem et realistisk/pragmatisk syn, og et idealistisk/utopisk, som fører til undertrykkelse - idet man har en utopi, er der ikke langt til den utilitaristiske idé om, at modstandere af idéen er vejbump, der skal fjernes for "the greater good" - den idé, der førte til udryddelsen af 6 mio. jøder i Tyskland og nær 60 mio. systemkritikere i Sovjet (jeg glæder mig i øvrigt til kommunisme bliver lige så udskældt som nazisme, hvilket det burde).

Nå, men der er sikkert noget der skurrer - det her er altsammen fra en konservativ præmis, og jeg anerkender, at man ikke nødvendigvis deler det synspunkt at velfærdsstaten skal afmonteres, eller måske ligefrem ikke kan forstå, at den konservative kæder velfærdsstaten sammen med manglende social ansvarlighed, når den netop for mange danskere er indbegrebet af dette. For den længste beskrivelse af, hvordan velfærdsstaten nedbryder social ansvarlighed, bør man læse Ole Birk Olesens Taberfabrikken, der er et studie i hvordan velfærdsstaten har pacificeret et stigende antal danskere og som helhed gjort danskerne langt mindre ansvarsfulde i deres daglige omgang med hinanden. Jeg vil kort ridse hovedpointerne op i punktform:

1. I det omfang staten overtager opgaver, der normalt blev varetaget af civilsamfundet eller familien - alt fra pasning af børn og ældre til banale vedligeholdelsesmæssige opgaver - overtager staten ansvaret for disse opgaver. Det lyder banalt, men er det ikke, for det betyder, at der sker en flytning af ansvar fra mennesket over på staten. Hvor ofte møder man ikke i det daglige et argument i retning af "Det må staten kunne gøre, jeg har betalt min skat" eller "Jeg har ret til X, jeg har betalt min skat." Man har altså deponeret sit sociale ansvar i velfærdsstaten - ansvaret er blevet forskubbet fra at være fysisk-reelt til at være økonomisk-abstrakt.

2. Det, en stat subsidierer, vil man få mere af. Det er basal økonomisk teori, og grunden til at man fx laver iværksætterpakker eller DF stiller forslag om, at indvandrere skal have penge for at forlade Danmark. Når man understøtter en adfærd, får man mere af den adfærd. Man har altså understøttet at folk ikke går på arbejde, kort sagt understøttet en adfærd, der ikke ellers kunne være mulig i et samfund pga. samfundets normativitet. Man har også fx undergravet kernefamilien som institution ved at gøre det økonomisk gangbart for langt flere at blive skilt.
Det betyder ikke, at den konservative er imod overførselsindkomster, men han mener netop de skal målrettes samfundets svageste, så man undgår at få en middelklasse, der egentlig godt kan klare sig selv, men tror, den har ret til at få alle mulige ydelser som børnecheck. Og få nu afskaffet en SU til hjemmeboende i gymnasiet. Der er mange penge her, der kunne målrettes mod de socialt svageste, men velfærdsstaten (og det politiske system, hvor man er interesseret i at kapre stemmer) har tilladt fremvæksten af et system, hvor middelklassen dominerer på bekostning af den egentlige underklasse.
Man kan mene, at det såkaldte danske "sikkerhedsnet" fungerer godt, men så er man blind overfor statistikken - ikke flere danskere døde på gaden eller sultede i 1960, men alligevel er der i dag over 450% (ja, det er korrekt) så mange danskere på overførselsindkomster - og det er ikke inklusiv SU - altså fra 200.000 til 900.000. Man kan ikke overbevise mig om, at 700.000 flere danskere er blevet så svage, at de ikke kan klare sig uden overførselsindkomster.

Det er hovedpunkterne i en konservativ kritik af velfærdsstaten, og det er disse punkter, der er grunden til, at man som konservativ må være for en sænkning af skatterne og for en kraftig nedskæring af de offentlige budgetter. Det har intet med erhvervslivets vilkår at gøre, og den dag, DKF indser dette, vil de måske få mere end 7 % af stemmerne.

---

Indlægget har vist en vis længde efterhånden. Hovedpunkterne i en egentlig konservativ realpolitik er ridset op. I skal dog ikke snydes for, at jeg lige brokker mig over Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslistens absurde forslag om 90 %, HALVFEMS! procent skat for indtjening over 3,2 mio. om året. Jeg gider slet ikke gå ind i alle de konkrete problemer vedr. virksomheder der udflytter osv. og det faktum at omvendte dynamiske effekter fuldstændigt ville overtrumfe enhver eventuel positiv effekt af sådan et forslag. Hun får også lov til at slippe afsted med, på landsdækkende TV, at forsvare de totalitaristiske regimer, der dræbte 60 mio. mennesker (gad vide, hvordan det var gået hvis en DF'er havde stået og forsvaret Nazityskland som Johanne Schmidt-Nielsen forsvarede DDR - i øvrigt vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg ikke mener, der er noget som helst nazistisk/racistisk aspekt af den politik, DF's top giver udtryk for at ville føre).

Men hvad hun ikke får lov til, er at sige, at forslaget handler om, at vi har nogen penge, som vi så skal fordele på en rimelig måde, og så synes hun egentlig det er rimeligt at de her, der i forvejen tjener 3,2 mio. giver et stort bidrag.

Nej, Johanne Schmidt-Nielsen, "vi" har ingen penge, "vi" skal fordele. En masse individer har tjent en masse penge, der er deres egne, og som du overhovedet ikke har nogen berettigelse til at råde over, bare fordi du har fået en masse liderlige unge drenge til at stemme på dig fordi du har pæne øjne. Hverken du eller nogen af dine 178 kumpaner på Christiansborg ejer som udgangspunkt en eneste øre af de penge, almindelige mennesker går på arbejde og tjener, og derfor er det ikke et spørgsmål om at "vi" har nogen penge, det er et spørgsmål om, at staten kun skal tage penge fra folk, i det omfang det er nødvendigt. Staten ejer ikke som udgangspunkt folks penge - men det implicerer Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslistens retorik at den gør. Og nogen vil måske sige, at det er et økonomisk/materielt spørgsmål, men det er det slet ikke. Folk bruger tid og energi hver eneste dag på deres arbejde, tid, som de egentlig hellere ville bruge med deres familier og interesser, og når man går på arbejde for staten, og ikke sig selv i de første 5,5 timer af en 8 timers arbejdsdag, så er det ikke længere et spørgsmål om økonomi - det er et spørgsmål om moral.