Nogle regnvejrsdage er smukke dage. Man kan stå udenfor, perfekt stille i regnvejret, og lade sig blive overhældt, uden at dets karakter synes at røre ens indre. En sådan regnvejrsdag beror en med en fornemmelse af hygge, at man er afgørende adskilt fra det dårlige vejr og kan observere det udefra, hvad enten man sidder indenfor eller står i det, er man holdt fri for dets egentlige effekt, man kan hånligt grine af det og dets manglende evne til at trænge indenfor. At man for en gangs skyld er afgørende adskilt fra tristheden og trygt kan afvise dens angreb uden at røre en finger.
Og så er der de grimme regnvejrsdage. De dage, hvor vinduerne ikke holder stand mod dråbernes angreb, hvor regnvejrets ånd umærkeligt siver gennem gardiner, vægge og hud, selv huden, for til sidst at mærke en med en surrealistisk fornemmelse af klaustrofobi, af at man er omringet af regnens trøstesløshed, hvor end man befinder sig. I dag tilhører den sidste kategori.
Vintersår
heler ikke
Er jeg den eneste
der aldrig glemmer?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar