"Appelsiner. Æbler er kedelige"
"Jeg går i 1. g"
"Hvaeh, frugtdreng, hva' hedder du egentlig?"
"Det har jeg aldrig prøvet før."
"Jeg skal sove hjemme"
"Sytten."
Og nogen, man ikke havde regnet med at bruge:
"Hvad er din yndlingsfrugt?"
"Ja, lad os bare gå ud og ryge." (Nu er jeg blevet sådan en sej festryger-type)
og sidst, men ikke mindst:
"Dit ansigt er alt for kønt til ikke at have mit sæd udover det hele".
Jeg vidste det jo ikke, dammit.
Nogen gange ville jeg ønske, den her blog var lidt mere anonym.
torsdag den 31. december 2009
søndag den 27. december 2009
Tendrement - Alfred Cortot
Det er svært at skrive et indlæg om Alfred Cortot. For mange er han den største kunstner i det 20. århundrede, og alligevel har han aldrig skabt et eneste kunstværk. Han beskæftiger sig kun med opførsel, ikke skabelse. Han er pianist, ikke komponist. Men en enestående legendarisk af slagsen. Han er den radikale, romantiske kunstner, der aldrig skyer ekstremerne og det syge, udstående i musikken. Født i 1877, skabte sine største optagelser i tiden op til 2. verdenskrig, blev efter 2. verdenskrig lagt for had for sit nære forhold til nazismen, men skabte hen mod sin død i 1962 alligevel helt unikke optagelser.
Hans musikalitet er alt andet end det glatte, overfladiske. Den er alt andet end det teknisk perfekte, den er alt andet end det, man kan høre i koncertsalene i dag. Den er det umenneskeligt vovede, en konstant sig-kasten-i-afgrunden, aldrig holdende tilbage, den totale ligegladhed overfor pianisme, og derigennem den totale musikalitet.
En kunstner som Cortot måtte nødvendigvis beskæftige sig med romantisk musik. Hans største optagelser er af Chopin og Schumanns klaverværker, og alle som en er de gaver, som man skal høre. Det er stort set umuligt at vælge en video frem for andre. Men for nu at tage en video, der modsat gårsdagens også har en stærk visuel appel, følger her en kort lektion i Schumanns "Der Dichter spricht" - Digteren taler:
Der Dichter spricht
Skulle man have lyst til mere (og det bør man) er det bare at finde de andre videoer med Cortot. Hans indspilninger af Chopins 2. sonate og 4 ballader er særligt fantastiske. Dem skriver jeg nok lidt om en anden gang.
Hans musikalitet er alt andet end det glatte, overfladiske. Den er alt andet end det teknisk perfekte, den er alt andet end det, man kan høre i koncertsalene i dag. Den er det umenneskeligt vovede, en konstant sig-kasten-i-afgrunden, aldrig holdende tilbage, den totale ligegladhed overfor pianisme, og derigennem den totale musikalitet.
En kunstner som Cortot måtte nødvendigvis beskæftige sig med romantisk musik. Hans største optagelser er af Chopin og Schumanns klaverværker, og alle som en er de gaver, som man skal høre. Det er stort set umuligt at vælge en video frem for andre. Men for nu at tage en video, der modsat gårsdagens også har en stærk visuel appel, følger her en kort lektion i Schumanns "Der Dichter spricht" - Digteren taler:
Der Dichter spricht
Skulle man have lyst til mere (og det bør man) er det bare at finde de andre videoer med Cortot. Hans indspilninger af Chopins 2. sonate og 4 ballader er særligt fantastiske. Dem skriver jeg nok lidt om en anden gang.
lørdag den 26. december 2009
Slutningen af Rachmaninoffs tredje klaverkoncert
Nu hvor jeg endelig har fået en blog, skal det saftsuseme bruges. Og når jeg nu ligesom har reklameret for, at det kommer til at handle om musik, må jeg nok også hellere skrive noget om det. Af hensyn til den imaginære læser, der afgjort ikke findes, som eventuelt måtte have lyst til at læse mine skriblerier om musik, vil formatet blive nogenlunde det følgende: Korte lydbidder, højst et par minutter, af forholdsvist let tilgængelig musik. Så skriver jeg en lille tekst om, hvorfor netop den bid har gjort sig fortjent til den ærefulde optagelse i min blog. Som sagt er det følgende mere fordi jeg synes det er rart at skrive om musik, end fordi jeg håber en masse vil læse det. Så undskyld hvis kvaliteten er svingende.
Det første forsøg bli'r gjort med slutningen af Rachmaninoffs tredje klaverkoncert.
Rachmaninoffs tredje, slutningen
Det er delen fra 5:45 og til slut, jeg vil omtale. Forud er gået 40 minutters intens, senromantisk følelsesudladen fra den mest følelsesfulde af komponisterne. Vi er blevet udsat for de største dybder etc. Tilbage gemmer sig kun slutningen, og et grundlæggende filosofisk spørgsmål om, hvilken retning den vil få. Fra 5:45 starter et meget dramatisk sted, hvor klaveret overtager fra orkestret, og i de dybeste registre spiller djævelske akkorder i et vildt tempo. Pianisten kæmper sig herefter op gennem klaveret i en vanvittig kamp. Det kulminerer i den momentane vaklende vanvid ved 6:10, inden et udbrud af den mest ekstreme, gale ekstase ved 6:20. Herefter en kort klaverkadence, inden det langsomme tema gentages så storslået og grandiøst som muligt, fuldt udfoldet, skønhedens triumf over mørket. Det hele kulminerer til sidst i de hæsblæsende klaveroktaver, der afslutter værket og publikums hyldest til den triumferende solist, Horowitz, der netop har begået en af de mest legendariske koncerter i musikhistorien.
Det første forsøg bli'r gjort med slutningen af Rachmaninoffs tredje klaverkoncert.
Rachmaninoffs tredje, slutningen
Det er delen fra 5:45 og til slut, jeg vil omtale. Forud er gået 40 minutters intens, senromantisk følelsesudladen fra den mest følelsesfulde af komponisterne. Vi er blevet udsat for de største dybder etc. Tilbage gemmer sig kun slutningen, og et grundlæggende filosofisk spørgsmål om, hvilken retning den vil få. Fra 5:45 starter et meget dramatisk sted, hvor klaveret overtager fra orkestret, og i de dybeste registre spiller djævelske akkorder i et vildt tempo. Pianisten kæmper sig herefter op gennem klaveret i en vanvittig kamp. Det kulminerer i den momentane vaklende vanvid ved 6:10, inden et udbrud af den mest ekstreme, gale ekstase ved 6:20. Herefter en kort klaverkadence, inden det langsomme tema gentages så storslået og grandiøst som muligt, fuldt udfoldet, skønhedens triumf over mørket. Det hele kulminerer til sidst i de hæsblæsende klaveroktaver, der afslutter værket og publikums hyldest til den triumferende solist, Horowitz, der netop har begået en af de mest legendariske koncerter i musikhistorien.
Aften i fragmenter
Undskyld, hvis navnet lyder som et impressionistisk maleri. Men det er, hvad det følgende bliver - et meget dårligt impressionistisk maleri på litterær form. (Jaja, det var da en indledning man godt ku' arbejdet lidt længere med. Det ville være imod bloggens formål.)
Nå, men i går var det første juledag, og på trods af min velmenende fars forsikringer om, at der da slet ikke var nogen steder der havde åbent årets helligste dag, tog jeg nu alligevel chancen, og havde snakket lidt med min ven (Søren, bare for at kalde ham noget) om at finde ud af noget med alle de gamle venner, jeg kendte. For nu at gøre en kedelig historie kort, ender de andre med at melde pas, og vi aftaler at drikke lidt hos Søren, som siger han vil invitere nogen andre mennesker med. Jeg skal medbringe noget sprut. Søren mener det skal være Bacardi Razz. Måske var det her ikke en god idé.
Jeg ankommer. Jeg åbner døren. Jeg har glemt at spørge, hvem der ellers kom. Et glimt af ekstremt afbleget hår, for meget sol, for meget handelsskole og somersby samlet i et lokale. Jeg sætter mig ved siden af Søren, og forsøger at danne mig et overblik over klientellet. På min venstre side sidder ingen. Overfor sidder, fra den yderste og derefter rundt mod mig om bordet (her optrædende med de navne, jeg døbte dem, da jeg konceptualiserede det her indlæg, og lovede mig selv at NU vil jeg have en blog.)
Tynde - Er virkelig tynd. Er ekstremt (i højere grad end de andre) solbrændt, har mørkt, farvet hår med en art striber i. Han er stille. Jeg troede, højrystethed fulgte med smartheden. Øjensynligt ikke.
Nervøse - Roder med sine fingre, hver gang nogen taler til ham. Siger ellers ikke så meget. Har tilsyneladende ikke farvet sit hår, og ikke taget ekstremt meget sol. Virker som det mest tilforladelige væsen i selskabet, udover Søren.
Japan - Kommer fra Asien. Har mørkt, let bølget hår, der er friseret tilbage på en ekstremt smartass/handelsskole-agtig facon. Jeg bemærker her i dag, at det lader til, at højrystetheden stiger som vi bevæger os rundt om bordet. Gad vide om ikke man skal være antropolog for at bruge det til noget.
Højrystede - taler meget og højt. Har tendens til at være sjov, men samtidig lille og ekstremt irriterende. Minder af udseende en del om Tynde.
Dullen - den kvindelige version af handelsskolearketypen. Har afbleget hår, ser voldsomt sur ud, har en kort kjole.
Søren - er sød.
Jeg konstaterer, at Søren er det eneste menneske jeg vil tale med, og det er et af den slags heldige øjeblikke, der er for få af i min tilværelse, at jeg kommer til at sidde ved siden af ham og kun ham. Jeg hælder Razz op i mit glas.
Det gode ved, at det lige har været jul er, at man nu har et hovedløst og ligegyldigt samtaleemne med alle. Jeg vender julegaverne med Søren. En eller anden foreslår, at vi skal spille det særdeles morsomme (som de nu er flest) drikkespil, der går ud på via bordet at få en mønt i et glas. Søren har mønter. Japan får en mønt fra 1989, og brokker sig, idet "den har været i hænderne på 5 milliarder mennesker". Han beder om at få den nyeste mønt, Søren har. Jeg griber efter Razz-flasken og hælder et ikke uvæsentligt stykke i min drink. Jeg er afklaret omkring min og aftenens skæbne, der kun kan reddes gennem brænd-op-i-helvede druk.
Jeg er den eneste, der vinder i drikkespillet. Jeg er bordets helt. Måske er det her ikke nogen dårlig idé alligevel.
Jeg starter en høflighedssamtale med Nervøse overfor, der først nu får sit tilnavn. Jeg spørger til hvad han laver. Han går på første år på handelsskolen. Han skulle lige sunde sig ovenpå folkeskolen. Razzflasken er uden for rækkevidde.
Jeg hører ud af min øjekrog, at Tynde og Nervøse har en samtale. Tynde bliver spurgt til, hvordan det går med en eller anden pige, som han tilsyneladende har beskæftiget sig med. Han replicerer, at hun ikke var moden nok. Jeg spekulerer på, om hun er 12.
Det er omkring dette tidspunkt af aftenen, at jeg opdager, at Tyndes sociale interaktionsevne kun eksisterer i form af "skål", som er det eneste, han har sagt og kommer til at sige hele aftenen. Som kompensation råbes det højt og med jævne mellemrum. Jeg adlyder velvilligt.
Uventet dukker, lad os sige Mads, op. Mads er Sørens gode ven, og jeg kender Mads ret godt. Mads er sjov og en fin fyr. Mads har en kasse Somersby og Blå Gajol med. Mads har været til julefrokost og er i forvejen lidt fuld. Mads river proppen af og hælder et shot op til os tre. Vi er udenfor solarieselskabet, hvad der tilsyneladende passer alle glimrende. Mads hælder endnu et shot op. Gentager 6 gange. Mads er sgu en fin fyr. Mads konstaterer, at han efterhånden "godt kan mærke alkoholen". Mads ligner en, der kan drikke mere end mig. Jeg overvejer, om det ville være bedre ikke at forsøge at følge Mads' tempo. Jeg afviser tanken som kujoneri. Mads er min bedste ven.
På den ene eller anden måde, ender jeg med at sidde ved siden af dullen, der faktisk ikke er så slem, som først antaget, og virker lidt genert og stille og rolig. Hun spørger, hvad jeg laver. Jeg fortæller at jeg læser litteraturhistorie i Århus. Hun virker dybt fremmedgjort. Hun spørger, hvor gammel jeg er. 21. Hun er 17. Hun virker stærkt imponeret af, at jeg har opnået en alder, omtrent 99% af mennesker opnår.
I mellemtiden er flere gæster kommet. Blandt andet en gut og hans kæreste, som ender med at sidde ved siden af mig. Vi småsludrer. Jeg fortæller hende noget i retning af, at hun er lidt for tyk - jeg er charmerende når jeg er fuld. Jeg tror det var for sjov, ironisk eller noget. Hun tager det meget tungt, og forlader lokalet. Jeg ænser ikke rigtigt noget. Da jeg fem minutter senere går ud i gangen for at finde toilettet, står hun og taler med Søren. Hun virker stærkt oprevet. Jeg møder hendes kæreste, der fortæller mig, at jeg bare har at sige undskyld. Jeg spørger, om jeg ikke lige kan få lov at drikke lidt vand. Det tillader han. Jeg forsikrer ham for, at jeg nok skal undskylde. Jeg undskylder ikke. Jeg tror ikke, jeg har noget at undskylde for. Jeg sidder alene ved bordet og hælder Razz ned så hurtigt som jeg kan komme til det. Aftenen var en dårlig idé. Søren spørger, hvad jeg sagde til pigen. Hun har forladt festen.
Jeg sætter Kings of Leon på - ja, de er altså faktisk ret gode, når det sådan kommer til popmusik. Ligesom Gaga, ikke. Mads har tidligere bekendtgjort at han har inviteret en veninde, og spørger jeg og Søren om det er i orden, hvis der kommer 3-4 andre piger med. Ensidig debat og enstemmighed følger. Resultatet af det kommer nu, idet 2 nydelige blondiner træder ind af døren. De ligner almindelige mennesker. Der er ved at være en overvægt i lokalet af almindelige mennesker. Jeg føler mig bedre tilpas. Blondinen sætter sig ved siden af mig, og bekendtgør, at hun elsker Kings of Leon, som jeg har sat på. Hun spørger, om jeg var til deres koncert i Forum. Jeg ville gerne men kunne ikke den dag (Jeg anede ikke, der var en koncert.) Hun sætter Dizzy Mizz Lizzy på. Jeg synes nu, at Dizzy Mizz Lizzy er det største musikhistoriske fænomen nogensinde. Hun synes, jeg er "fucking sej". Vi snakker. Aftenen er en god idé.
Vi skal i byen. Vi skal ind på et diskotek, jeg aldrig har været på før. Blondinen (eller jeg har måske været fuld nok til at spørge) synes vi skal danse. Vi danser. Jeg indser, at mine motoriske evner efter en aftens kompetitiv drikning af Razz krydret med 7 shots, ikke helt står mål med det påkrævede på et dansegulv. Blondinen foreslår at vi går videre til et andet diskotek. Mads taler også med en blondine. Vi fire går videre til et andet diskotek.
Vi står i kø ved indgangen. Blondinerne slipper i kraft af deres kvinde-væren hurtigere ind, men er høflige og venter på jeg og Mads i døren. Det viser sig, at vi skal betale deres indgang. Blondinerne bliver væk. Jeg hader blondinerne. Jeg møder en venindes storesøster. Venindes storesøster ser usædvanligt godt ud i aften. (Den degenering, ens åndsevner udsættes for, fra psykologiske betragtninger til PIGER, ÅRRRH!!, under alkoholpåvirkning, kan spores ret klart i dette indlæg.) Venindens storesøster synes, at vi nu skal finde en pige til mig. Vi vader rundt på diskoteket, peger på piger, og taler om dem. Det modtages blandet. Nogle finder det øjensynligt ikke fedt at blive gloet på af to fremmede, der peger og taler. Jeg afviser alle pigerne. Storesøsteren skamroser mig, og bekendtgør, at hun gerne ville være sammen med mig, hvis ikke jeg var hendes søsters riiiigtigt gode ven. Jeg forbander tilværelsen. Jeg forsøger lidt alligevel. Hun fastholder. Vi danser lidt. Hun vil hjem. Jeg har en aftale med min bror om at tage hjem sammen, og idet jeg skal til familiejulefrokost om 6 timer (5 minutter nu), overvejer jeg, om ikke det ville være en god idé at lade den aftale træde i kraft nu. På vej ud møder jeg blondinen. Jeg får hendes nummer. Jeg har svært ved at afgøre, hvorvidt det er et godt bytte for entréen. Jeg finder min bror. Vi spiser pizza og diskuterer aftenens morsomheder. Han misunder tilsyneladende ikke min aften. Min mor henter os - nøj hvor er det godt sådan at være på juleferie hos sine forældre. Jeg sover. Jeg skriver. (Blandet analepse, dér! - eller er det prolepse?)
Nå, men i går var det første juledag, og på trods af min velmenende fars forsikringer om, at der da slet ikke var nogen steder der havde åbent årets helligste dag, tog jeg nu alligevel chancen, og havde snakket lidt med min ven (Søren, bare for at kalde ham noget) om at finde ud af noget med alle de gamle venner, jeg kendte. For nu at gøre en kedelig historie kort, ender de andre med at melde pas, og vi aftaler at drikke lidt hos Søren, som siger han vil invitere nogen andre mennesker med. Jeg skal medbringe noget sprut. Søren mener det skal være Bacardi Razz. Måske var det her ikke en god idé.
Jeg ankommer. Jeg åbner døren. Jeg har glemt at spørge, hvem der ellers kom. Et glimt af ekstremt afbleget hår, for meget sol, for meget handelsskole og somersby samlet i et lokale. Jeg sætter mig ved siden af Søren, og forsøger at danne mig et overblik over klientellet. På min venstre side sidder ingen. Overfor sidder, fra den yderste og derefter rundt mod mig om bordet (her optrædende med de navne, jeg døbte dem, da jeg konceptualiserede det her indlæg, og lovede mig selv at NU vil jeg have en blog.)
Tynde - Er virkelig tynd. Er ekstremt (i højere grad end de andre) solbrændt, har mørkt, farvet hår med en art striber i. Han er stille. Jeg troede, højrystethed fulgte med smartheden. Øjensynligt ikke.
Nervøse - Roder med sine fingre, hver gang nogen taler til ham. Siger ellers ikke så meget. Har tilsyneladende ikke farvet sit hår, og ikke taget ekstremt meget sol. Virker som det mest tilforladelige væsen i selskabet, udover Søren.
Japan - Kommer fra Asien. Har mørkt, let bølget hår, der er friseret tilbage på en ekstremt smartass/handelsskole-agtig facon. Jeg bemærker her i dag, at det lader til, at højrystetheden stiger som vi bevæger os rundt om bordet. Gad vide om ikke man skal være antropolog for at bruge det til noget.
Højrystede - taler meget og højt. Har tendens til at være sjov, men samtidig lille og ekstremt irriterende. Minder af udseende en del om Tynde.
Dullen - den kvindelige version af handelsskolearketypen. Har afbleget hår, ser voldsomt sur ud, har en kort kjole.
Søren - er sød.
Jeg konstaterer, at Søren er det eneste menneske jeg vil tale med, og det er et af den slags heldige øjeblikke, der er for få af i min tilværelse, at jeg kommer til at sidde ved siden af ham og kun ham. Jeg hælder Razz op i mit glas.
Det gode ved, at det lige har været jul er, at man nu har et hovedløst og ligegyldigt samtaleemne med alle. Jeg vender julegaverne med Søren. En eller anden foreslår, at vi skal spille det særdeles morsomme (som de nu er flest) drikkespil, der går ud på via bordet at få en mønt i et glas. Søren har mønter. Japan får en mønt fra 1989, og brokker sig, idet "den har været i hænderne på 5 milliarder mennesker". Han beder om at få den nyeste mønt, Søren har. Jeg griber efter Razz-flasken og hælder et ikke uvæsentligt stykke i min drink. Jeg er afklaret omkring min og aftenens skæbne, der kun kan reddes gennem brænd-op-i-helvede druk.
Jeg er den eneste, der vinder i drikkespillet. Jeg er bordets helt. Måske er det her ikke nogen dårlig idé alligevel.
Jeg starter en høflighedssamtale med Nervøse overfor, der først nu får sit tilnavn. Jeg spørger til hvad han laver. Han går på første år på handelsskolen. Han skulle lige sunde sig ovenpå folkeskolen. Razzflasken er uden for rækkevidde.
Jeg hører ud af min øjekrog, at Tynde og Nervøse har en samtale. Tynde bliver spurgt til, hvordan det går med en eller anden pige, som han tilsyneladende har beskæftiget sig med. Han replicerer, at hun ikke var moden nok. Jeg spekulerer på, om hun er 12.
Det er omkring dette tidspunkt af aftenen, at jeg opdager, at Tyndes sociale interaktionsevne kun eksisterer i form af "skål", som er det eneste, han har sagt og kommer til at sige hele aftenen. Som kompensation råbes det højt og med jævne mellemrum. Jeg adlyder velvilligt.
Uventet dukker, lad os sige Mads, op. Mads er Sørens gode ven, og jeg kender Mads ret godt. Mads er sjov og en fin fyr. Mads har en kasse Somersby og Blå Gajol med. Mads har været til julefrokost og er i forvejen lidt fuld. Mads river proppen af og hælder et shot op til os tre. Vi er udenfor solarieselskabet, hvad der tilsyneladende passer alle glimrende. Mads hælder endnu et shot op. Gentager 6 gange. Mads er sgu en fin fyr. Mads konstaterer, at han efterhånden "godt kan mærke alkoholen". Mads ligner en, der kan drikke mere end mig. Jeg overvejer, om det ville være bedre ikke at forsøge at følge Mads' tempo. Jeg afviser tanken som kujoneri. Mads er min bedste ven.
På den ene eller anden måde, ender jeg med at sidde ved siden af dullen, der faktisk ikke er så slem, som først antaget, og virker lidt genert og stille og rolig. Hun spørger, hvad jeg laver. Jeg fortæller at jeg læser litteraturhistorie i Århus. Hun virker dybt fremmedgjort. Hun spørger, hvor gammel jeg er. 21. Hun er 17. Hun virker stærkt imponeret af, at jeg har opnået en alder, omtrent 99% af mennesker opnår.
I mellemtiden er flere gæster kommet. Blandt andet en gut og hans kæreste, som ender med at sidde ved siden af mig. Vi småsludrer. Jeg fortæller hende noget i retning af, at hun er lidt for tyk - jeg er charmerende når jeg er fuld. Jeg tror det var for sjov, ironisk eller noget. Hun tager det meget tungt, og forlader lokalet. Jeg ænser ikke rigtigt noget. Da jeg fem minutter senere går ud i gangen for at finde toilettet, står hun og taler med Søren. Hun virker stærkt oprevet. Jeg møder hendes kæreste, der fortæller mig, at jeg bare har at sige undskyld. Jeg spørger, om jeg ikke lige kan få lov at drikke lidt vand. Det tillader han. Jeg forsikrer ham for, at jeg nok skal undskylde. Jeg undskylder ikke. Jeg tror ikke, jeg har noget at undskylde for. Jeg sidder alene ved bordet og hælder Razz ned så hurtigt som jeg kan komme til det. Aftenen var en dårlig idé. Søren spørger, hvad jeg sagde til pigen. Hun har forladt festen.
Jeg sætter Kings of Leon på - ja, de er altså faktisk ret gode, når det sådan kommer til popmusik. Ligesom Gaga, ikke. Mads har tidligere bekendtgjort at han har inviteret en veninde, og spørger jeg og Søren om det er i orden, hvis der kommer 3-4 andre piger med. Ensidig debat og enstemmighed følger. Resultatet af det kommer nu, idet 2 nydelige blondiner træder ind af døren. De ligner almindelige mennesker. Der er ved at være en overvægt i lokalet af almindelige mennesker. Jeg føler mig bedre tilpas. Blondinen sætter sig ved siden af mig, og bekendtgør, at hun elsker Kings of Leon, som jeg har sat på. Hun spørger, om jeg var til deres koncert i Forum. Jeg ville gerne men kunne ikke den dag (Jeg anede ikke, der var en koncert.) Hun sætter Dizzy Mizz Lizzy på. Jeg synes nu, at Dizzy Mizz Lizzy er det største musikhistoriske fænomen nogensinde. Hun synes, jeg er "fucking sej". Vi snakker. Aftenen er en god idé.
Vi skal i byen. Vi skal ind på et diskotek, jeg aldrig har været på før. Blondinen (eller jeg har måske været fuld nok til at spørge) synes vi skal danse. Vi danser. Jeg indser, at mine motoriske evner efter en aftens kompetitiv drikning af Razz krydret med 7 shots, ikke helt står mål med det påkrævede på et dansegulv. Blondinen foreslår at vi går videre til et andet diskotek. Mads taler også med en blondine. Vi fire går videre til et andet diskotek.
Vi står i kø ved indgangen. Blondinerne slipper i kraft af deres kvinde-væren hurtigere ind, men er høflige og venter på jeg og Mads i døren. Det viser sig, at vi skal betale deres indgang. Blondinerne bliver væk. Jeg hader blondinerne. Jeg møder en venindes storesøster. Venindes storesøster ser usædvanligt godt ud i aften. (Den degenering, ens åndsevner udsættes for, fra psykologiske betragtninger til PIGER, ÅRRRH!!, under alkoholpåvirkning, kan spores ret klart i dette indlæg.) Venindens storesøster synes, at vi nu skal finde en pige til mig. Vi vader rundt på diskoteket, peger på piger, og taler om dem. Det modtages blandet. Nogle finder det øjensynligt ikke fedt at blive gloet på af to fremmede, der peger og taler. Jeg afviser alle pigerne. Storesøsteren skamroser mig, og bekendtgør, at hun gerne ville være sammen med mig, hvis ikke jeg var hendes søsters riiiigtigt gode ven. Jeg forbander tilværelsen. Jeg forsøger lidt alligevel. Hun fastholder. Vi danser lidt. Hun vil hjem. Jeg har en aftale med min bror om at tage hjem sammen, og idet jeg skal til familiejulefrokost om 6 timer (5 minutter nu), overvejer jeg, om ikke det ville være en god idé at lade den aftale træde i kraft nu. På vej ud møder jeg blondinen. Jeg får hendes nummer. Jeg har svært ved at afgøre, hvorvidt det er et godt bytte for entréen. Jeg finder min bror. Vi spiser pizza og diskuterer aftenens morsomheder. Han misunder tilsyneladende ikke min aften. Min mor henter os - nøj hvor er det godt sådan at være på juleferie hos sine forældre. Jeg sover. Jeg skriver. (Blandet analepse, dér! - eller er det prolepse?)
Abonner på:
Opslag (Atom)