Henrik Jensen om historien

Siden jeg stiftede bekendtskab med hans skrifter, har Henrik Jensen været en af mine foretrukne figurer i den offentlige debat. Med et grundlæggende konservativt syn på verden kortlægger han konsekvenserne af radikalismen og normopløsningen som de moderne samfund er prægede af - især efter 1968. Ved et tilfælde faldt jeg over bogen "Når vi taler om 68" som er en e-mailkorrespondence mellem førnævnte Henrik Jensen og infamøse Georg Metz. Man bliver nødt til at læse Georg Metz' indlæg for at forstå konteksten for Henrik Jensens svar, men de kan med fordel skimmes, og så kan man for alvor høre Henrik Jensen folde sig ud.

Jeg vil give manden selv ordet, og citere en prægnant passage fra Henrik Jensens første indlæg i bogen:

"Livet post-Taulov blev modsvarende fremmedartet og fuld af længsel efter en forladt, 'virkeligere' verden. Med fare for at stramme den kan man måske ligefrem tale om en følelse af syndefald - tab af tro forklædt som et tab af sted. Oplevelsen drev mig ikke blot i retning af historie som fag, men bidrog også til den særlige forståelse af historien, som udmøntede sig langt senere. For mig er den en bekræftelse af barndommen som det bevidsthedsmæssigt evigt tabte land, det sted, hvor de dybeste lag af karakteren og identiteten konstrueres. Den måde, hvorpå verden, virkeligheden, møder barnet, er bestemmende for resten af livet. Længe derefter forestiller den opvoksende sig måske livet som en ubrudt bevægelse frem mod stadig nye horisonter, en sindig overskriden og læggen horisonter bag sig - det var i al fald i høj grad 1960'ernes overgribende forståelse af den personlige udvikling - men et sted må han indse, at han bevæger sig i ring, og gang på gang krydser sit spor i et bestemt mønster, sat med arven og opvæksten. Evigt ejes kun det tabte.
Verden fremstår således for den enkelte som et nomos - som en konkret moralsk samenhæng, et værdi- og normsystem, ageret af en række i forestillingen evige, moralske figurer, begyndende med forældrene og bedsteforældrene, derpå læreren, som i Taulov hed Sørensen, og så videre. Det nomos knytter sig til det givne sted med en næsten religiøs forankring.
Jeg er ikke i tvivl om, at mennesket fødes som et religiøst væsen, hvis naturlige og sociale verden er metafysisk sammenvævet. Kosmos og nomos hænger sammen."

Utopiens struktur

I det følgende vil jeg forsøge at give en kort analyse af den struktur, jeg mener ligger bag universaliserende eller principielle udsagn med henblik på at kritisere disse - og i samme ombæring den utopiske tilgang til virkeligheden, der karakteriserer en del af den nyere teori, i dette tilfælde vil udgangspunktet sandsynligvis måske blive Giorgio Agamben og hans kritik af koncentrationslejren.

I onsdags blev jeg bekendt med den i øvrigt glimrende og helt korrekte læsning af Godards "Notre Musique", der siger at shot/reverse shot poetikken i filmen vedrører en grnudlæggende struktur i vores historietænkning: Nemlig at den vestlige historie altid har forstået det andet som en funktion af det første - altså som noget sekundært i forhold til noget primært og aldrig som noget selvstændigt. Godards eksempel er to billeder, hvor israelere i det første bosætter sig i Israel, mens palæstinensere i det næste flytter fra Israel, men altså i en billedlig repræsentation, der gør palæstinenserne til en funktion af israelerne - deres handling er principielt en omvending af israelernes handling, og dermed er palæstinenserne indkapslet i en hersker/slave-struktur.

De politiske perspektiver er klare: Denne struktur er åbenlyst uretfærdig må vi gøre op med overalt, hvor vi møder den, og det kan ske både indenfor æstetik, politik og alle mulige andre sfærer. Men er der noget problematisk ved denne måde at ræsonnere på?



Se følgende diagram. I A ser vi de undertrykkende elementer i strukturen, illustreret som røde prikker over blå. Men hvad sker der så i den strukturelle kritik? Man hæver strukturen op for sig selv (B), og kritiserer så strukturen i alle dens former, uden at tage hensyn til at den måske rummer andre parametre i givne partikulære former, som fx i C - hvor der ikke er samme forhold mellem parametrene, men man har opløst strukturen alligevel.

Denne grundlæggende argumentationsrække er totalitarismens argumentation, fordi den altid vil undertrykke eller afvikle de partikulære livsformer for at gennemføre strukturelle forandringer. Men dermed overser den de partikulære livsformer der kan eksistere indenfor strukturen. Det er det, der ligger til grund for enhver udrensning af folkefærd, hvadenten den er racemæssigt (Nazityskland) eller klassemæssigt (Sovjet) begrundet - at strukturen går forud for det partikulære. Argumentationen fejler, fordi den potentielt udvælger et forkert sæt af parametre.

Paradoksalt er det netop denne strukturelle kritik, Agamben griber til i sin kritik af det 20. århundredes totalitære stater - og især koncentrationslejren, som han gør til et såkaldt paradigme, en slags allegorisk-eksemplarisk eksempel. Koncentrationslejren, siger Agamben, er den struktur, der definerer det 20. århundrede og vores nuværende politiske system. Han viser dette ved at påstå, at Guantanamo-basen og de lejre, hvor flere europæiske lande huser flygtninge, skulle være parallelle til koncentrationslejren. Det kan han kun gøre, fordi han abstraherer en række konkrete forskelle og dermed udvisker afgørende parametre: Fx frivillighed, 'lejrenes' hårdhed/dehumanitet, beboernes relation til lejren. Man skal ikke lukke øjnene for problematikker vedrørende andre 'lejre' i det 20. århundrede, og Agambens kritik er på mange måder skarpsynet - men den er også for letkøbt og overfladisk.

Fremfor alt har den totalitarismens struktur, hvad Agamben selv synes blind overfor. Det er netop generaliseringen og udviskningen af partikulariteter, der rummer dehumaniseringen, og det er disse greb, der er hjørnesten hos Agambens kritik af den moderne biopolitik.