Mange af jer derude, kære læsere, sidder sikkert og tænker: "Dit højreorienterede svin, hvad synes du egentlig om SU'en, når du nu selv er studerende?"
Jeg synes det samme som jeg synes om alle andre universelle velfærdsydelser, der ikke fordeles efter behov: Den skal afskaffes.
Og hvorfor skal den så det? For det første er der ikke nogen rimelig grund til at den eksisterer. I min verden er det simpelthen bare ikke en kvalifikation for at få andre folks penge, at man har valgt at uddanne sig på et universitet.
Men det væsentligste, og ofte oversete argument, er, at SU'en omfordeler penge fra underklassen til overklassen. Det er simpelthen et redskab, der flytter penge fra samfundets svagere, eller i hvert fald almindelige grupper, til den gruppe af mennesker, der kan forventes at få den højeste indtjening. SU'en fungerer stik modsat den almindelige idé om at omfordeling foregår fra stærk til svag.
Hvorfor findes systemet så? Nu hypotiserer jeg bare, men det skulle vel ikke have noget at gøre med, at over halvdelen af folketingets medlemmer er akademikere, mere end ti gange flere end resten af befolkningen? Den regerende klasse opretholder sig selv ved omfordelingen af midler fra de lavere klasser til sin egen.
Nåja, og hvad skal man så som stakkels studerende gøre? Man skal låne penge i det omfang, det er nødvendigt. Det fungerer glimrende i alle andre lande, og nej, der er ikke flere, der bliver uddannede i Danmark fordi man har SU, så pak det argument sammen. SU'en er undertrykkelsen af håndværk og fysisk arbejde til fordel for en overklasse af akademikere, sjovt nok i et system styret af de selv samme akademikere.
mandag den 31. maj 2010
søndag den 30. maj 2010
søndag den 23. maj 2010
Popmusik revisited
Hej. Først en indrømmelse: Der er et behov og en plads for populærmusik. Godt nok en kulturelt konstrueret plads, men okay. Man kan simpelthen bare ikke sidde til en fest og høre Stravinskij. Fester, og i det hele taget selskaber bestående af mere end to mennesker, kan kun høre rytmisk musik. Det hænger snævert sammen med det Adorno identificerer som populærmusikkens væsentligste karakteristika i social sammenhæng: "Distraction" og "inattention". Det distraherer en fra virkeligheden - akavet stilhed, lydene omkring en osv., men i dets underholdningskarakter kræver det alligevel ikke vores opmærksomhed. På den måde er populærmusik perfekt egnet til fester, som et lydtæppe, der uinteressant kan træde i baggrunden. Hører man klassisk musik vil man, hvis ikke man rent faktisk lytter til musikken, konstant blive overrumplet af dissonanser, kraftige dynamiske udsving osv.
Hvad er populærmusikkens hovedtræk i et musikalsk perspektiv? For Adorno er det standardisering. Alt er konstrueret af samme virkemidler - og indrømmet, nogle numre er bedre konstrueret end andre -, det er de samme formelle træk der går igen i al musik. Populærmusikken er groft sagt et sæt legoklodser, af hvilke man kan bygge forskellige ting. Men man kan aldrig bygge andet end lego.
For at illustrere dette, har jeg konstrueret en legoanalyse af to numre, Fake Empire og Womanizer af Britney Spears. De er med vilje valgt fuldstændigt tilfældigt, og jeg vil gerne understrege, at jeg kunne have valgt to helt andre sange og påvist præcist det samme. Her er analysen:
Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at det ikke er min analysemodel, der er så forsimplet, at alt vil komme til at se sådan ud. De to numre er bare karakteristiske for en musik, der i snart hundrede år ikke har eksperimenteret det mindste med noget som helst, den har fastholdt fuldstændigt samme rytmik, harmonik og form, og det er fint nok, for så ved man jo hvad man får og så bliver man ikke overrasket eller tvunget til at tage stilling til noget eller til at revidere sine opfattelser af ting, man kan leve trygt i sin 4/4-delsverden med vægge bygget af tonalkadencer og pæne melodier hængende på væggene. Det er rart og godt og konformt.
Jeg går hermed død in-medias-blogindlæg. Jeg er med på at man ikke kommer til at høre klassisk musik fordi man har læst nogle teoretiske betragtninger, men kun hvis man en dag finder ud af, hvad det er den klassiske musik kan. I skal lære at elske, at elske livet og musikken. Hej.
Hvad er populærmusikkens hovedtræk i et musikalsk perspektiv? For Adorno er det standardisering. Alt er konstrueret af samme virkemidler - og indrømmet, nogle numre er bedre konstrueret end andre -, det er de samme formelle træk der går igen i al musik. Populærmusikken er groft sagt et sæt legoklodser, af hvilke man kan bygge forskellige ting. Men man kan aldrig bygge andet end lego.
For at illustrere dette, har jeg konstrueret en legoanalyse af to numre, Fake Empire og Womanizer af Britney Spears. De er med vilje valgt fuldstændigt tilfældigt, og jeg vil gerne understrege, at jeg kunne have valgt to helt andre sange og påvist præcist det samme. Her er analysen:
Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at det ikke er min analysemodel, der er så forsimplet, at alt vil komme til at se sådan ud. De to numre er bare karakteristiske for en musik, der i snart hundrede år ikke har eksperimenteret det mindste med noget som helst, den har fastholdt fuldstændigt samme rytmik, harmonik og form, og det er fint nok, for så ved man jo hvad man får og så bliver man ikke overrasket eller tvunget til at tage stilling til noget eller til at revidere sine opfattelser af ting, man kan leve trygt i sin 4/4-delsverden med vægge bygget af tonalkadencer og pæne melodier hængende på væggene. Det er rart og godt og konformt.
Jeg går hermed død in-medias-blogindlæg. Jeg er med på at man ikke kommer til at høre klassisk musik fordi man har læst nogle teoretiske betragtninger, men kun hvis man en dag finder ud af, hvad det er den klassiske musik kan. I skal lære at elske, at elske livet og musikken. Hej.
fredag den 21. maj 2010
En liste over ting, jeg gerne ville skrive om lige nu
Men som jeg ikke orker.
- Mine store fødder, der er helt enormt grimme og tørre.
- Pavements "Stereo" og Adorno. (Har lige set videoen på youtube - lol. Pavement - Stereo
- Den mærkelige måde en tilfældig t-shirt slænger sig ned langs siden af mit såkaldte klaver.
- Min opgave, eller snarere ville jeg gerne skrive på den.
- Sommeren.
- Træbænkene.
- Ananas.
- Rapsmarker.
- Mine store fødder, der er helt enormt grimme og tørre.
- Pavements "Stereo" og Adorno. (Har lige set videoen på youtube - lol. Pavement - Stereo
- Den mærkelige måde en tilfældig t-shirt slænger sig ned langs siden af mit såkaldte klaver.
- Min opgave, eller snarere ville jeg gerne skrive på den.
- Sommeren.
- Træbænkene.
- Ananas.
- Rapsmarker.
tirsdag den 18. maj 2010
Konservatisme og dansk realpolitik
Så er det slut med at være følsom. Velkommen til hardcore politisk analyse, inspireret delvist af, at mindst en af mine faste læsere her på siden ikke kan finde hoved og hale/konsistens i min tilgang til politik, dels af Johanne Schmidt-Nielsens hæslige optræden i Go'Morgen Danmark (analyse af hendes retorik følger) dels af, at danskere trænger til at skelne mellem det Konservative Folkeparti og den egentlige konservatisme. Jeg vil forsøge at se på følgende, tror jeg, hvis jeg gider: I hvilket omfang findes der egentlige konservative argumenter i den politiske debat, i hvilke partier findes de, og hvordan er de Konservatives forhold til konservatismen?
For nu at starte med det sidste først, så er der et par ting, vi skal have på det rene. For det første er det min fuldstændigt tilfældige og uprofessionelle vurdering, at omtrent 3/4 (måske mere) af det konservative vælgerkorps ikke som sådan er konservative. Det er folk, der enten har tilknytning til erhvervslivet, eller mener at erhvervslivet bør støttes. Efter at have læst Burkes tanker om den franske revolution, viser det sig, at der ikke står adskillige afsnit om, hvordan marginalskatten skal sænkes til 50 % for at støtte erhvervslivets vilkår, og at det er blevet tilsyneladende det absolut eneste, DKF har formået at præsentere som politik i al den tid, jeg kan huske, er en mindre tragedie for dansk konservatisme. Det betyder også, at konservatismen i Danmark er hjemløs - den har spredt sig ud over en mængde partier, uden at have en særlig fast grobund hos nogen. Umiddelbart rummer følgende partier væsentlige konservative elementer (i nogenlunde anslået rækkefølge efter hvor høj grad jeg anser partierne som konservative): De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet.
Hvad er så de brydninger i politik, der er interessante for den konservative? For mit vedkommende - og for de fleste egentligt konservative - er der først og fremmest to hovedpunkter, som af forskellige konservative prioriteres forskelligt:
1. Ansvaret for sine medmennesker - i praksis gennem nedbrydningen af velfærdsstaten som vi kender den i dag.
2. Forsvaret for et nationalt fællesskab - i praksis gennem regulering af indvandring og en aktiv kulturbevarende politik.
Altså et økonomisk og et værdipolitisk spørgsmål. Faktisk er det første i høj grad også værdipolitisk, men det vedrører nogle økonomiske mekanismer. Det er nu klart, at der ikke er et eneste parti i Danmark, der varetager det første spørgsmål ud fra et egentligt konservativt synspunkt. For det første er der kun et parti, der taler for egentlige nedskæringer i de offentlige budgetter, nemlig Liberal Alliance (Bemærk hvordan De Konservative altid bruger hæslig retorik på det område - man vil kun sænke skatten for at kunne uddele ENDNU flere ydelser). Og selv dette parti, gør det ikke med det formål at afmontere velfærdsstaten, men bare at sikre dens fremtidige beståen. Der er altså ikke noget parti i Danmark, der kan siges at føre en egentlig konservativ økonomisk politik.
Helt omvendt står det til med indvandringspolitikken. Dette område har siden 2001 i den grad været domineret af konservative argumenter, at der helt og aldeles spilles på den konservative bane, og næsten alle partier er i dag enige om en konservativ integrationspolitik (med undtagelse af Enhedslisten - selv SF har lagt sig enormt tæt op ad kernen i den førte politik). Argumentationen for den førte politik har konsekvent handlet om at se på virkeligheden i Danmark, at anlægge et realistisk syn, der erkender at åben indvandring fører til problemer modsat det ideologiske syn, der hidtil havde domineret debatten fuldstændig (det er ikke mange år siden, Poul Nyrup kunne erklære at Dansk Folkeparti ikke er stuerene - debatten har sidenhen vist, at det er ganske stuerent at give udtryk for den virkelighed, der opleves af masser af danskere hver dag.) Hvad angår den politiske teori, er det den væsentligste modsætning mellem konservatisme og liberalisme/socialisme (der for den konservative er to sider af samme sag - omend liberalismen nok anses som den mere realistiske variant), modsætningen mellem et realistisk/pragmatisk syn, og et idealistisk/utopisk, som fører til undertrykkelse - idet man har en utopi, er der ikke langt til den utilitaristiske idé om, at modstandere af idéen er vejbump, der skal fjernes for "the greater good" - den idé, der førte til udryddelsen af 6 mio. jøder i Tyskland og nær 60 mio. systemkritikere i Sovjet (jeg glæder mig i øvrigt til kommunisme bliver lige så udskældt som nazisme, hvilket det burde).
Nå, men der er sikkert noget der skurrer - det her er altsammen fra en konservativ præmis, og jeg anerkender, at man ikke nødvendigvis deler det synspunkt at velfærdsstaten skal afmonteres, eller måske ligefrem ikke kan forstå, at den konservative kæder velfærdsstaten sammen med manglende social ansvarlighed, når den netop for mange danskere er indbegrebet af dette. For den længste beskrivelse af, hvordan velfærdsstaten nedbryder social ansvarlighed, bør man læse Ole Birk Olesens Taberfabrikken, der er et studie i hvordan velfærdsstaten har pacificeret et stigende antal danskere og som helhed gjort danskerne langt mindre ansvarsfulde i deres daglige omgang med hinanden. Jeg vil kort ridse hovedpointerne op i punktform:
1. I det omfang staten overtager opgaver, der normalt blev varetaget af civilsamfundet eller familien - alt fra pasning af børn og ældre til banale vedligeholdelsesmæssige opgaver - overtager staten ansvaret for disse opgaver. Det lyder banalt, men er det ikke, for det betyder, at der sker en flytning af ansvar fra mennesket over på staten. Hvor ofte møder man ikke i det daglige et argument i retning af "Det må staten kunne gøre, jeg har betalt min skat" eller "Jeg har ret til X, jeg har betalt min skat." Man har altså deponeret sit sociale ansvar i velfærdsstaten - ansvaret er blevet forskubbet fra at være fysisk-reelt til at være økonomisk-abstrakt.
2. Det, en stat subsidierer, vil man få mere af. Det er basal økonomisk teori, og grunden til at man fx laver iværksætterpakker eller DF stiller forslag om, at indvandrere skal have penge for at forlade Danmark. Når man understøtter en adfærd, får man mere af den adfærd. Man har altså understøttet at folk ikke går på arbejde, kort sagt understøttet en adfærd, der ikke ellers kunne være mulig i et samfund pga. samfundets normativitet. Man har også fx undergravet kernefamilien som institution ved at gøre det økonomisk gangbart for langt flere at blive skilt.
Det betyder ikke, at den konservative er imod overførselsindkomster, men han mener netop de skal målrettes samfundets svageste, så man undgår at få en middelklasse, der egentlig godt kan klare sig selv, men tror, den har ret til at få alle mulige ydelser som børnecheck. Og få nu afskaffet en SU til hjemmeboende i gymnasiet. Der er mange penge her, der kunne målrettes mod de socialt svageste, men velfærdsstaten (og det politiske system, hvor man er interesseret i at kapre stemmer) har tilladt fremvæksten af et system, hvor middelklassen dominerer på bekostning af den egentlige underklasse.
Man kan mene, at det såkaldte danske "sikkerhedsnet" fungerer godt, men så er man blind overfor statistikken - ikke flere danskere døde på gaden eller sultede i 1960, men alligevel er der i dag over 450% (ja, det er korrekt) så mange danskere på overførselsindkomster - og det er ikke inklusiv SU - altså fra 200.000 til 900.000. Man kan ikke overbevise mig om, at 700.000 flere danskere er blevet så svage, at de ikke kan klare sig uden overførselsindkomster.
Det er hovedpunkterne i en konservativ kritik af velfærdsstaten, og det er disse punkter, der er grunden til, at man som konservativ må være for en sænkning af skatterne og for en kraftig nedskæring af de offentlige budgetter. Det har intet med erhvervslivets vilkår at gøre, og den dag, DKF indser dette, vil de måske få mere end 7 % af stemmerne.
---
Indlægget har vist en vis længde efterhånden. Hovedpunkterne i en egentlig konservativ realpolitik er ridset op. I skal dog ikke snydes for, at jeg lige brokker mig over Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslistens absurde forslag om 90 %, HALVFEMS! procent skat for indtjening over 3,2 mio. om året. Jeg gider slet ikke gå ind i alle de konkrete problemer vedr. virksomheder der udflytter osv. og det faktum at omvendte dynamiske effekter fuldstændigt ville overtrumfe enhver eventuel positiv effekt af sådan et forslag. Hun får også lov til at slippe afsted med, på landsdækkende TV, at forsvare de totalitaristiske regimer, der dræbte 60 mio. mennesker (gad vide, hvordan det var gået hvis en DF'er havde stået og forsvaret Nazityskland som Johanne Schmidt-Nielsen forsvarede DDR - i øvrigt vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg ikke mener, der er noget som helst nazistisk/racistisk aspekt af den politik, DF's top giver udtryk for at ville føre).
Men hvad hun ikke får lov til, er at sige, at forslaget handler om, at vi har nogen penge, som vi så skal fordele på en rimelig måde, og så synes hun egentlig det er rimeligt at de her, der i forvejen tjener 3,2 mio. giver et stort bidrag.
Nej, Johanne Schmidt-Nielsen, "vi" har ingen penge, "vi" skal fordele. En masse individer har tjent en masse penge, der er deres egne, og som du overhovedet ikke har nogen berettigelse til at råde over, bare fordi du har fået en masse liderlige unge drenge til at stemme på dig fordi du har pæne øjne. Hverken du eller nogen af dine 178 kumpaner på Christiansborg ejer som udgangspunkt en eneste øre af de penge, almindelige mennesker går på arbejde og tjener, og derfor er det ikke et spørgsmål om at "vi" har nogen penge, det er et spørgsmål om, at staten kun skal tage penge fra folk, i det omfang det er nødvendigt. Staten ejer ikke som udgangspunkt folks penge - men det implicerer Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslistens retorik at den gør. Og nogen vil måske sige, at det er et økonomisk/materielt spørgsmål, men det er det slet ikke. Folk bruger tid og energi hver eneste dag på deres arbejde, tid, som de egentlig hellere ville bruge med deres familier og interesser, og når man går på arbejde for staten, og ikke sig selv i de første 5,5 timer af en 8 timers arbejdsdag, så er det ikke længere et spørgsmål om økonomi - det er et spørgsmål om moral.
For nu at starte med det sidste først, så er der et par ting, vi skal have på det rene. For det første er det min fuldstændigt tilfældige og uprofessionelle vurdering, at omtrent 3/4 (måske mere) af det konservative vælgerkorps ikke som sådan er konservative. Det er folk, der enten har tilknytning til erhvervslivet, eller mener at erhvervslivet bør støttes. Efter at have læst Burkes tanker om den franske revolution, viser det sig, at der ikke står adskillige afsnit om, hvordan marginalskatten skal sænkes til 50 % for at støtte erhvervslivets vilkår, og at det er blevet tilsyneladende det absolut eneste, DKF har formået at præsentere som politik i al den tid, jeg kan huske, er en mindre tragedie for dansk konservatisme. Det betyder også, at konservatismen i Danmark er hjemløs - den har spredt sig ud over en mængde partier, uden at have en særlig fast grobund hos nogen. Umiddelbart rummer følgende partier væsentlige konservative elementer (i nogenlunde anslået rækkefølge efter hvor høj grad jeg anser partierne som konservative): De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet.
Hvad er så de brydninger i politik, der er interessante for den konservative? For mit vedkommende - og for de fleste egentligt konservative - er der først og fremmest to hovedpunkter, som af forskellige konservative prioriteres forskelligt:
1. Ansvaret for sine medmennesker - i praksis gennem nedbrydningen af velfærdsstaten som vi kender den i dag.
2. Forsvaret for et nationalt fællesskab - i praksis gennem regulering af indvandring og en aktiv kulturbevarende politik.
Altså et økonomisk og et værdipolitisk spørgsmål. Faktisk er det første i høj grad også værdipolitisk, men det vedrører nogle økonomiske mekanismer. Det er nu klart, at der ikke er et eneste parti i Danmark, der varetager det første spørgsmål ud fra et egentligt konservativt synspunkt. For det første er der kun et parti, der taler for egentlige nedskæringer i de offentlige budgetter, nemlig Liberal Alliance (Bemærk hvordan De Konservative altid bruger hæslig retorik på det område - man vil kun sænke skatten for at kunne uddele ENDNU flere ydelser). Og selv dette parti, gør det ikke med det formål at afmontere velfærdsstaten, men bare at sikre dens fremtidige beståen. Der er altså ikke noget parti i Danmark, der kan siges at føre en egentlig konservativ økonomisk politik.
Helt omvendt står det til med indvandringspolitikken. Dette område har siden 2001 i den grad været domineret af konservative argumenter, at der helt og aldeles spilles på den konservative bane, og næsten alle partier er i dag enige om en konservativ integrationspolitik (med undtagelse af Enhedslisten - selv SF har lagt sig enormt tæt op ad kernen i den førte politik). Argumentationen for den førte politik har konsekvent handlet om at se på virkeligheden i Danmark, at anlægge et realistisk syn, der erkender at åben indvandring fører til problemer modsat det ideologiske syn, der hidtil havde domineret debatten fuldstændig (det er ikke mange år siden, Poul Nyrup kunne erklære at Dansk Folkeparti ikke er stuerene - debatten har sidenhen vist, at det er ganske stuerent at give udtryk for den virkelighed, der opleves af masser af danskere hver dag.) Hvad angår den politiske teori, er det den væsentligste modsætning mellem konservatisme og liberalisme/socialisme (der for den konservative er to sider af samme sag - omend liberalismen nok anses som den mere realistiske variant), modsætningen mellem et realistisk/pragmatisk syn, og et idealistisk/utopisk, som fører til undertrykkelse - idet man har en utopi, er der ikke langt til den utilitaristiske idé om, at modstandere af idéen er vejbump, der skal fjernes for "the greater good" - den idé, der førte til udryddelsen af 6 mio. jøder i Tyskland og nær 60 mio. systemkritikere i Sovjet (jeg glæder mig i øvrigt til kommunisme bliver lige så udskældt som nazisme, hvilket det burde).
Nå, men der er sikkert noget der skurrer - det her er altsammen fra en konservativ præmis, og jeg anerkender, at man ikke nødvendigvis deler det synspunkt at velfærdsstaten skal afmonteres, eller måske ligefrem ikke kan forstå, at den konservative kæder velfærdsstaten sammen med manglende social ansvarlighed, når den netop for mange danskere er indbegrebet af dette. For den længste beskrivelse af, hvordan velfærdsstaten nedbryder social ansvarlighed, bør man læse Ole Birk Olesens Taberfabrikken, der er et studie i hvordan velfærdsstaten har pacificeret et stigende antal danskere og som helhed gjort danskerne langt mindre ansvarsfulde i deres daglige omgang med hinanden. Jeg vil kort ridse hovedpointerne op i punktform:
1. I det omfang staten overtager opgaver, der normalt blev varetaget af civilsamfundet eller familien - alt fra pasning af børn og ældre til banale vedligeholdelsesmæssige opgaver - overtager staten ansvaret for disse opgaver. Det lyder banalt, men er det ikke, for det betyder, at der sker en flytning af ansvar fra mennesket over på staten. Hvor ofte møder man ikke i det daglige et argument i retning af "Det må staten kunne gøre, jeg har betalt min skat" eller "Jeg har ret til X, jeg har betalt min skat." Man har altså deponeret sit sociale ansvar i velfærdsstaten - ansvaret er blevet forskubbet fra at være fysisk-reelt til at være økonomisk-abstrakt.
2. Det, en stat subsidierer, vil man få mere af. Det er basal økonomisk teori, og grunden til at man fx laver iværksætterpakker eller DF stiller forslag om, at indvandrere skal have penge for at forlade Danmark. Når man understøtter en adfærd, får man mere af den adfærd. Man har altså understøttet at folk ikke går på arbejde, kort sagt understøttet en adfærd, der ikke ellers kunne være mulig i et samfund pga. samfundets normativitet. Man har også fx undergravet kernefamilien som institution ved at gøre det økonomisk gangbart for langt flere at blive skilt.
Det betyder ikke, at den konservative er imod overførselsindkomster, men han mener netop de skal målrettes samfundets svageste, så man undgår at få en middelklasse, der egentlig godt kan klare sig selv, men tror, den har ret til at få alle mulige ydelser som børnecheck. Og få nu afskaffet en SU til hjemmeboende i gymnasiet. Der er mange penge her, der kunne målrettes mod de socialt svageste, men velfærdsstaten (og det politiske system, hvor man er interesseret i at kapre stemmer) har tilladt fremvæksten af et system, hvor middelklassen dominerer på bekostning af den egentlige underklasse.
Man kan mene, at det såkaldte danske "sikkerhedsnet" fungerer godt, men så er man blind overfor statistikken - ikke flere danskere døde på gaden eller sultede i 1960, men alligevel er der i dag over 450% (ja, det er korrekt) så mange danskere på overførselsindkomster - og det er ikke inklusiv SU - altså fra 200.000 til 900.000. Man kan ikke overbevise mig om, at 700.000 flere danskere er blevet så svage, at de ikke kan klare sig uden overførselsindkomster.
Det er hovedpunkterne i en konservativ kritik af velfærdsstaten, og det er disse punkter, der er grunden til, at man som konservativ må være for en sænkning af skatterne og for en kraftig nedskæring af de offentlige budgetter. Det har intet med erhvervslivets vilkår at gøre, og den dag, DKF indser dette, vil de måske få mere end 7 % af stemmerne.
---
Indlægget har vist en vis længde efterhånden. Hovedpunkterne i en egentlig konservativ realpolitik er ridset op. I skal dog ikke snydes for, at jeg lige brokker mig over Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslistens absurde forslag om 90 %, HALVFEMS! procent skat for indtjening over 3,2 mio. om året. Jeg gider slet ikke gå ind i alle de konkrete problemer vedr. virksomheder der udflytter osv. og det faktum at omvendte dynamiske effekter fuldstændigt ville overtrumfe enhver eventuel positiv effekt af sådan et forslag. Hun får også lov til at slippe afsted med, på landsdækkende TV, at forsvare de totalitaristiske regimer, der dræbte 60 mio. mennesker (gad vide, hvordan det var gået hvis en DF'er havde stået og forsvaret Nazityskland som Johanne Schmidt-Nielsen forsvarede DDR - i øvrigt vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg ikke mener, der er noget som helst nazistisk/racistisk aspekt af den politik, DF's top giver udtryk for at ville føre).
Men hvad hun ikke får lov til, er at sige, at forslaget handler om, at vi har nogen penge, som vi så skal fordele på en rimelig måde, og så synes hun egentlig det er rimeligt at de her, der i forvejen tjener 3,2 mio. giver et stort bidrag.
Nej, Johanne Schmidt-Nielsen, "vi" har ingen penge, "vi" skal fordele. En masse individer har tjent en masse penge, der er deres egne, og som du overhovedet ikke har nogen berettigelse til at råde over, bare fordi du har fået en masse liderlige unge drenge til at stemme på dig fordi du har pæne øjne. Hverken du eller nogen af dine 178 kumpaner på Christiansborg ejer som udgangspunkt en eneste øre af de penge, almindelige mennesker går på arbejde og tjener, og derfor er det ikke et spørgsmål om at "vi" har nogen penge, det er et spørgsmål om, at staten kun skal tage penge fra folk, i det omfang det er nødvendigt. Staten ejer ikke som udgangspunkt folks penge - men det implicerer Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslistens retorik at den gør. Og nogen vil måske sige, at det er et økonomisk/materielt spørgsmål, men det er det slet ikke. Folk bruger tid og energi hver eneste dag på deres arbejde, tid, som de egentlig hellere ville bruge med deres familier og interesser, og når man går på arbejde for staten, og ikke sig selv i de første 5,5 timer af en 8 timers arbejdsdag, så er det ikke længere et spørgsmål om økonomi - det er et spørgsmål om moral.
lørdag den 15. maj 2010
Gæsteblogger: Werther
Nogle regnvejrsdage er smukke dage. Man kan stå udenfor, perfekt stille i regnvejret, og lade sig blive overhældt, uden at dets karakter synes at røre ens indre. En sådan regnvejrsdag beror en med en fornemmelse af hygge, at man er afgørende adskilt fra det dårlige vejr og kan observere det udefra, hvad enten man sidder indenfor eller står i det, er man holdt fri for dets egentlige effekt, man kan hånligt grine af det og dets manglende evne til at trænge indenfor. At man for en gangs skyld er afgørende adskilt fra tristheden og trygt kan afvise dens angreb uden at røre en finger.
Og så er der de grimme regnvejrsdage. De dage, hvor vinduerne ikke holder stand mod dråbernes angreb, hvor regnvejrets ånd umærkeligt siver gennem gardiner, vægge og hud, selv huden, for til sidst at mærke en med en surrealistisk fornemmelse af klaustrofobi, af at man er omringet af regnens trøstesløshed, hvor end man befinder sig. I dag tilhører den sidste kategori.
Vintersår
heler ikke
Er jeg den eneste
der aldrig glemmer?
Og så er der de grimme regnvejrsdage. De dage, hvor vinduerne ikke holder stand mod dråbernes angreb, hvor regnvejrets ånd umærkeligt siver gennem gardiner, vægge og hud, selv huden, for til sidst at mærke en med en surrealistisk fornemmelse af klaustrofobi, af at man er omringet af regnens trøstesløshed, hvor end man befinder sig. I dag tilhører den sidste kategori.
Vintersår
heler ikke
Er jeg den eneste
der aldrig glemmer?
fredag den 7. maj 2010
En kontrakt mellem læser og blogger
... om at man afsætter 15 minutter eller noget til at læse hele dette indlæg. Det er ikke fordi jeg er specielt selvtilfreds med det, men snarere fordi jeg citerer et stykke fremragende litteratur, og I har bare at læse det hele. I anledning af så mange ting og af at Doktor Faustus for 127. gang blev namedroppet i undervisningen i dag, vil jeg i det følgende citere et af de bedste (jeg kunne indsætte tusind andre superlativer her, men jeg er fra Jylland og Maffe ville antyde min eventuelle homoseksualitet, såfremt jeg gjorde det) stykker fra værket. Vi befinder os i 8. kapitel, den unge (homodiegetiske) fortæller er til et meget småt besøgt foredrag med byens musiklærer, Wendell Kretzschmar, sammen med bogens hovedperson. Det er klart, at det citerede er skrevet med stor inspiration og hjælp af Adorno, så hvis man er vild med ham (who isn't) er der også en masse at hente. Værket der omtales er Beethovens sidste klaversonate nr. 32, op. 111. Here we go (første afsnit er lidt kedeligt måske, men nødvendigt):
"Og så satte han sig til klaveret og spillede hele kompositionen udenad, både den første og den enorme anden sats, på den måde, at han jævnlig råbte sine kommentarer ind i spillet for at gøre os rigtigt opmærksom på enkelthederne eller undertiden sang med på begejstret-demonstrativ måde, hvilket alt sammen dannede en dels henførende, dels komisk helhedseffekt og af det lille auditorium også gentagne gange blev modtaget med munterhed. Da han havde et meget stærkt anslag og gik meget voldsomt på i forte, måtte han råbe meget højt for at gøre sine kommentarer nogenlunde forståelige og synge med fuld kraft for vokalt at understrege det spillede. Med munden efterlignede han, hvad hænderne spillede: Bum, bum - Wum, wum - Schrum, schrum, lød det til de bistert fremfarende indledningsakkorder i første sats [Første 15-20 sekunder af dette link], og med høj fistelstemme sang han med i de melodisk yndefulde passager, der undertiden lyser op på stykkets truende stormhimmel ligesom milde lysglimt. Til sidst lagde han hænderne i skødet, hvilede et øjeblik og sagde så: "Nu kommer den". Han begyndte på variationssatsen, "Adagio molto semplice e cantabile".
--
Og nu kommer det så. Læs nu det her, for guds skyld! Satsen, der refereres til findes her: Tadaa!
--
"Arietta-temaet [Ca. første to minutter af linket], der er bestemt til eventyr og omskiftelser, til hvilke det i sin idylliske uskyld på ingen måde synes født, er jo straks til stede og taler til ende i seksten takter, idet det dog kan reduceres til et motiv, der træder frem i slutningen af dets første halvdel som et kort, sjælfuldt råb - kun tre toner, en ottendels-, en sekstendedels- og en punkteret fjerdedelsnode [svarer bare til de tre første toner, man hører i stykket - 0:04-0:06 i videoen], ikke anderledes skanderet end f.eks. "Himmels-blau" eller "Lie-besleid" eller "Leb'-mir-wohl" eller "Der-maleinst" eller endelig "Wie-sengrund" [1] - og det er det hele. Hvad der nu efterhånden rytmisk-harmonisk-kontrapunktisk sker med dette blide udsagn, denne tungsindigt stille formning - hvad mesteren velsigner den med, og hvad han fordømmer den til, i hvilke mørke dyb og strålende lysskær, krystalsfærer, i hvilke kulde og varme, ro og ekstase er ét og samme, han nedstyrter eller opløfter den - ja, det kan man vel kalde vidtløftigt, kalde forunderligt, fremmedartet og utrolig storslået, uden at man dog dermed har betegnet det med det rette navn, for det er i egentligste forstand navnløst; og Kretzschmar spillede med arbejdende hænder alle disse uhyre forvandlinger for os, mens han sang med på det voldsomste: "Løbene!" råbte han. "Fioriturerne og kadencerne! Kan De høre konventionen, som han har lader stå? Her - bliver - sproget - ikke mere renset - fra flosklen - men flosklen - fra skinnet - af dens subjektive - beherskelse - kunstens skin - kastes bort - til sidst kaster - kunsten - altid kunstens skin - bort. Dim-dada! Hør nu, hvordan - melodien overtrumfes af - fugens tyngde! Den bliver statisk, den bliver monoton - to gange d, tre gange d efter hinanden - akkorden gør det - Dim-dada! Pas nu godt på, hvad der sker -" [2]
Det var såre vanskeligt på én gang at høre på hans råberi og på den yderst komplicerede musik, som han blandede det ind i. Vi prøvede alle sammen på at følge med og sad anstrengt foroverbøjede med hænderne mellem knæene, idet vi skiftevis så på hans mund og hans hænder. Det karakteristiske for satsen er jo det vide spænd mellem bas og diskant, mellem højre og venstre hånd, og der kommer et øjeblik, en utroligt ekstrem situation, hvor det stakkels motiv synes at svæve ensomt og forladt over en svimlende, gabende afgrund - en proces af bleg ophøjethed, der straks følges i hælene af en ængstelig gøren sig lille, en bange forskræmthed over, at noget sådant overhovedet kunne ske. [Næste del af satsen Passagen starter 3:24 og kulminerer med den største afstand, den "svimlende, gabende afgrund" ved 4:38. Se nu bare det hele, det er en af de mest fantastiske passager i al musik nogensinde.] Der sker meget endnu, før stykket er forbi. Men når det går mod slutningen, og idet det slutter, sker der noget, der i dets mildhed og godhed er fuldstændig uventet og gribende efter så megen harme, ihærdighed, over- og hovmodighed. Med det omtumlede motiv, der tager afsked og derved selv helt igennem bliver til afsked, til en afskedens kalden og vinken, med dette d-g g foregår der en let forandring, det oplever en lille melodisk udvidelse. Efter et indledende c optager det før d'et et cis [der refereres til de sidste to minutter af det sidste link - det omtalte cis optræder præcist ved 8:37 og 8:44] så at det nu ikke længere skanderes "Him-melsblau" eller "Wie-sengrund", men "Oh-du Himmelsblau", "Grü-ner Wiesengrund" eller "Leb'-mir ewig wohl"; og dette tilkommende cis er den mest rørende, trøstende, vemodigt forsonende handling i verden. Det er som en smerteligt kærlighedsfyldt strygning over håret, over kinden, et stille, dybt blik i øjet for sidste gang. Det velsigner objektet, det frygteligt omtumlede tema med overvældende menneskeliggørelse og lægger det så mildt ind til tilhørerens hjerte til afsked, til den evige afsked, at tårerne træder frem i hans øjne. "Nun ver-giss der Qual!" siger det. "Gross war - Gott in uns". "Alles - war nur Traum". "Bleib - mir hold gesinnt". Så bryder det af. Hastige, hårde trioler iler til en vilkårlig slutningsformular, som så mangt et andet stykke også kunne være endt med.
Kretzschmar vendte derefter slet ikke mere tilbage fra klaveret til talerstolen. Med ansigtet vendt mod os blev han siddende på sin drejeskammel i samme stilling som vi, foroverbøjet og med hænderne mellem knæene, og fuldførte nu med få ord sit foredrag om, hvorfor Beethoven ikke havde skrevet nogen tredje sats til opus 111. Han sagde, at vi kun havde behøvet at høre stykket for selv at kunne besvare spørgsmålet. En tredje sats? En ny begyndelse - efter denne afsked? En tilbagekomst - efter denne adskillelse? Umuligt! Der var sket dette, at sonaten havde ført sig selv til ende i denne vældige sats, ført sig til ende for aldrig at vende tilbage. Og nårhan siger : "Sonaten", så mener han ikke blot denne, c-moll sonaten, men sonaten i det hele taget, som overleveret kunstform. Den er selv til ende her, ført til en slutning, har opfyldt sin skæbne, nået sit mål, ud over hvilken den ikke går, den løfter sig og opløser sig, den tager afksed - denne afskedsvinken fra d-gg-motivet, som er trøstet melodisk af hint cis, er også en afsked i denne betydning, vældig som musikstykket selv, afskeden med sonaten."
God fredag.
1. Adornos mellemnavn - ja, man skal sidde og sige de her ting højt med melodien i hovedet for at det giver mening.
2. En ret dunkel, Adorno-inspireret passage. Jeg ved ikke hvad det præcist refererer til i Beethoven-sonaten, men det er klart, at Adornos æstetikfilosofi om det subjektive og objektive i kunsten er på spil.
"Og så satte han sig til klaveret og spillede hele kompositionen udenad, både den første og den enorme anden sats, på den måde, at han jævnlig råbte sine kommentarer ind i spillet for at gøre os rigtigt opmærksom på enkelthederne eller undertiden sang med på begejstret-demonstrativ måde, hvilket alt sammen dannede en dels henførende, dels komisk helhedseffekt og af det lille auditorium også gentagne gange blev modtaget med munterhed. Da han havde et meget stærkt anslag og gik meget voldsomt på i forte, måtte han råbe meget højt for at gøre sine kommentarer nogenlunde forståelige og synge med fuld kraft for vokalt at understrege det spillede. Med munden efterlignede han, hvad hænderne spillede: Bum, bum - Wum, wum - Schrum, schrum, lød det til de bistert fremfarende indledningsakkorder i første sats [Første 15-20 sekunder af dette link], og med høj fistelstemme sang han med i de melodisk yndefulde passager, der undertiden lyser op på stykkets truende stormhimmel ligesom milde lysglimt. Til sidst lagde han hænderne i skødet, hvilede et øjeblik og sagde så: "Nu kommer den". Han begyndte på variationssatsen, "Adagio molto semplice e cantabile".
--
Og nu kommer det så. Læs nu det her, for guds skyld! Satsen, der refereres til findes her: Tadaa!
--
"Arietta-temaet [Ca. første to minutter af linket], der er bestemt til eventyr og omskiftelser, til hvilke det i sin idylliske uskyld på ingen måde synes født, er jo straks til stede og taler til ende i seksten takter, idet det dog kan reduceres til et motiv, der træder frem i slutningen af dets første halvdel som et kort, sjælfuldt råb - kun tre toner, en ottendels-, en sekstendedels- og en punkteret fjerdedelsnode [svarer bare til de tre første toner, man hører i stykket - 0:04-0:06 i videoen], ikke anderledes skanderet end f.eks. "Himmels-blau" eller "Lie-besleid" eller "Leb'-mir-wohl" eller "Der-maleinst" eller endelig "Wie-sengrund" [1] - og det er det hele. Hvad der nu efterhånden rytmisk-harmonisk-kontrapunktisk sker med dette blide udsagn, denne tungsindigt stille formning - hvad mesteren velsigner den med, og hvad han fordømmer den til, i hvilke mørke dyb og strålende lysskær, krystalsfærer, i hvilke kulde og varme, ro og ekstase er ét og samme, han nedstyrter eller opløfter den - ja, det kan man vel kalde vidtløftigt, kalde forunderligt, fremmedartet og utrolig storslået, uden at man dog dermed har betegnet det med det rette navn, for det er i egentligste forstand navnløst; og Kretzschmar spillede med arbejdende hænder alle disse uhyre forvandlinger for os, mens han sang med på det voldsomste: "Løbene!" råbte han. "Fioriturerne og kadencerne! Kan De høre konventionen, som han har lader stå? Her - bliver - sproget - ikke mere renset - fra flosklen - men flosklen - fra skinnet - af dens subjektive - beherskelse - kunstens skin - kastes bort - til sidst kaster - kunsten - altid kunstens skin - bort. Dim-dada! Hør nu, hvordan - melodien overtrumfes af - fugens tyngde! Den bliver statisk, den bliver monoton - to gange d, tre gange d efter hinanden - akkorden gør det - Dim-dada! Pas nu godt på, hvad der sker -" [2]
Det var såre vanskeligt på én gang at høre på hans råberi og på den yderst komplicerede musik, som han blandede det ind i. Vi prøvede alle sammen på at følge med og sad anstrengt foroverbøjede med hænderne mellem knæene, idet vi skiftevis så på hans mund og hans hænder. Det karakteristiske for satsen er jo det vide spænd mellem bas og diskant, mellem højre og venstre hånd, og der kommer et øjeblik, en utroligt ekstrem situation, hvor det stakkels motiv synes at svæve ensomt og forladt over en svimlende, gabende afgrund - en proces af bleg ophøjethed, der straks følges i hælene af en ængstelig gøren sig lille, en bange forskræmthed over, at noget sådant overhovedet kunne ske. [Næste del af satsen Passagen starter 3:24 og kulminerer med den største afstand, den "svimlende, gabende afgrund" ved 4:38. Se nu bare det hele, det er en af de mest fantastiske passager i al musik nogensinde.] Der sker meget endnu, før stykket er forbi. Men når det går mod slutningen, og idet det slutter, sker der noget, der i dets mildhed og godhed er fuldstændig uventet og gribende efter så megen harme, ihærdighed, over- og hovmodighed. Med det omtumlede motiv, der tager afsked og derved selv helt igennem bliver til afsked, til en afskedens kalden og vinken, med dette d-g g foregår der en let forandring, det oplever en lille melodisk udvidelse. Efter et indledende c optager det før d'et et cis [der refereres til de sidste to minutter af det sidste link - det omtalte cis optræder præcist ved 8:37 og 8:44] så at det nu ikke længere skanderes "Him-melsblau" eller "Wie-sengrund", men "Oh-du Himmelsblau", "Grü-ner Wiesengrund" eller "Leb'-mir ewig wohl"; og dette tilkommende cis er den mest rørende, trøstende, vemodigt forsonende handling i verden. Det er som en smerteligt kærlighedsfyldt strygning over håret, over kinden, et stille, dybt blik i øjet for sidste gang. Det velsigner objektet, det frygteligt omtumlede tema med overvældende menneskeliggørelse og lægger det så mildt ind til tilhørerens hjerte til afsked, til den evige afsked, at tårerne træder frem i hans øjne. "Nun ver-giss der Qual!" siger det. "Gross war - Gott in uns". "Alles - war nur Traum". "Bleib - mir hold gesinnt". Så bryder det af. Hastige, hårde trioler iler til en vilkårlig slutningsformular, som så mangt et andet stykke også kunne være endt med.
Kretzschmar vendte derefter slet ikke mere tilbage fra klaveret til talerstolen. Med ansigtet vendt mod os blev han siddende på sin drejeskammel i samme stilling som vi, foroverbøjet og med hænderne mellem knæene, og fuldførte nu med få ord sit foredrag om, hvorfor Beethoven ikke havde skrevet nogen tredje sats til opus 111. Han sagde, at vi kun havde behøvet at høre stykket for selv at kunne besvare spørgsmålet. En tredje sats? En ny begyndelse - efter denne afsked? En tilbagekomst - efter denne adskillelse? Umuligt! Der var sket dette, at sonaten havde ført sig selv til ende i denne vældige sats, ført sig til ende for aldrig at vende tilbage. Og nårhan siger : "Sonaten", så mener han ikke blot denne, c-moll sonaten, men sonaten i det hele taget, som overleveret kunstform. Den er selv til ende her, ført til en slutning, har opfyldt sin skæbne, nået sit mål, ud over hvilken den ikke går, den løfter sig og opløser sig, den tager afksed - denne afskedsvinken fra d-gg-motivet, som er trøstet melodisk af hint cis, er også en afsked i denne betydning, vældig som musikstykket selv, afskeden med sonaten."
God fredag.
1. Adornos mellemnavn - ja, man skal sidde og sige de her ting højt med melodien i hovedet for at det giver mening.
2. En ret dunkel, Adorno-inspireret passage. Jeg ved ikke hvad det præcist refererer til i Beethoven-sonaten, men det er klart, at Adornos æstetikfilosofi om det subjektive og objektive i kunsten er på spil.
lørdag den 1. maj 2010
Har I hørt det?
Bababa-umma-mao-mao-baba-umma-mao-mao-bababa-bird bird bird, bird is the word, bababa bird bird bird, bird is the word!
Abonner på:
Opslag (Atom)