At forveksle sin pik med et jagtgevær. At dissekere en tunsalat.

Og så er der de formiddage, hvor det mest forsonende aspekt ved ens tilværelse er det faktum, at da man brækkede sig liggende i sin seng i nat, lykkedes det at ramme kun dynen og gulvet, og holde lagenet frit. Det er helt utroligt nederen at brokke sig over piger konstant, så det gider jeg ikke.

Man opdager først, at agurker rent faktisk smager og dufter af noget, når det er enormt lang tid siden, man har smagt en. Det er sådan noget, der bare sker når man lige pludselig bor alene, og ting, der bare eksisterede i ens tilværelse, ophører med at eksistere hvis ikke man selv fastholder dem. Agurker for eksempel. Men så købte jeg ind en dag, og jeg kan godt lide tun, men det var ved at blive lidt kedeligt bare at spise tun på brød, og så var det jeg begyndte at spekulere på, hvordan man laver en tunsalat. Eller rettere, hvad en tunsalat består af. I mit tilfælde nåede jeg frem til at den består af tun, løg, agurk og cremefraiche. Og så var det, at jeg kom hjem, og hev agurken frem (hold kæft med jeres Freud), rev indpakningen af, smed den på skærebrættet, greb den store kniv, og skar, og det er altid en fed fornemmelse at skære agurk, for konsistensen er perfekt, hvis kniven er skarp.

Og så var den der, duften af agurk, og af sommer, og af piger, og nu kom jeg sgu til at skrive om dem alligevel.