Så sker det igen. Vi læser et farverigt, strålende værk fyldt med liv og alt det der, og i morgen skal vi op og have enhver form for læselyst og livsglæde suget ud af os med 6 timers (okay, det er så et særtilfælde i morgen) langsomt-virkende søvnløshedskurerende medicin i form af Lis Møller og Jakob Ladegaards uendelige talestrømme om alt andet, end det, der egentlig er fedt.
Kommer vi til at høre om, hvordan Derek Walcott skriver, hvordan hans caribiske drømmeverden ser ud, i det hele taget hvorfor hans univers og sprog er så fedt?
Nej. Vi kommer til at høre om postkolonialistiske teoretikere, Bhabha, Spivak, Saïd, og hvordan hele Omeros handler om en postkolonialistisk splittelse mellem englænderen, Major Prunkett, og de indfødte. Vi kommer til at høre om, hvordan "verdenslitteraturen" spiller op mod den vestlige og en masse ævl om kanondannelse eller snarere ikke-kanondannelse. Gad vide hvad Walcott selv ville sige til at man sådan trivialiserer hans værk fordi han nu tilfældigvis kommer fra de Vestindiske Øer?
Og sådan er det igen og igen. Hvad enten faget er tekstanalyse eller litteraturhistorie bliver det egentligt interessante ved litteraturen konsekvent overset til fordel for "at læse de ting, teksten ikke skriver" eller lignende floskuløse bemærkninger, hvis eneste formål er at legitimere ens egen teorilibido og trang til at klemme sit verdensbillede ned over alt og alle. Jeg syntes jo bare, det var fedt at læse - jeg vidste ikke, at man skulle sælge sin sjæl til terrori-regimet (ja, den var sjov hva'?) for at være med her.
Det er næsten lidt forbudt at mene, litteratur er fedt på det her studie. Det skal i hvert fald ikke være "spændende" eller sådan noget. Så er man i hvert fald Dan Brown fan og dermed DF'er, hvis man synes det. Litteratur er tilsyneladende kun brugbart i det omfang det kan strukturaliseres eller dekonstrueres, hvad sjovt nok stort set alle forfattere modsætter sig deres egne værker. Formålet med studiet synes snarere end at få et nært forhold til litteratur at være at stille sig udenfor, at forholde sig så analytisk til litteraturen som muligt, og i det hele taget betragte det som sådan en slags træstykker, vi skal skære til og forme med teori, snarere end som kunst.
Nå, men nok brok, her kommer så mit i al beskeden glimrende løsningsforslag:
Indførelsen af et nyt fag. Udover at skære ned i mængden af teori i de andre fag, vil faget "Litteraturlæsning" blive indført. I dette fag er der intet teori, kun værker. Der vil være en underviser, der forklarer, hvorfor værkerne fungerer og fremhæver de bedste ting ved værkerne. På engelsk kan man i high-schools tage et fag, der hedder music appreciation. Det her kunne passende hedde "literature appreciation". Det handler bare om, hvor fedt litteratur er og hvornår det fungerer. Det bliver et pissefedt fag. Der er heller ingen eksamen, kun mødepligt. Men det blir slet ikke noget problem, for det fag her bli'r så fedt, at folk med glæde står op mandag kl. 7 og bare tænker "Yes mand, litteraturlæsning i dag. Fuck det var lækkert bare lige at læse sådan en 40-50 siders god litteratur i weekenden uden at spekulere over hvordan man kan dekonstruere det, bare nyde det som litteratur og så høre en forelæsning om det i dag."
Hold kæft det er en god idé. Jo mere jeg tænker over det, desto sejere synes jeg, jeg er.
tirsdag den 27. april 2010
torsdag den 8. april 2010
Hvorfor jeg hører klassisk musik
For det første, og for at få det på det rene, er det ikke fordi nogen mener, det er "finkulturelt" eller elitært, heller ikke fordi jeg er vokset op med klassisk musik (jeg har aldrig, bogstaveligt talt, haft nogen nær ven eller familie, der hørte klassisk musik). Og det lyder sikkert mærkeligt, eftersom de fleste mennesker sikkert tænker, at det er grunden til, man hører det "klassiske lort", for nu at citere en af mine ærede læsere.
Nå, men hvad skyldes det så? Jeg vil opstille nogle forskelle mellem klassisk musik og popmusik (som her inkluderer al musik, der ikke er klassisk - jeg har ikke tænkt mig at gøre nogen metodiske overvejelser vedr. definitionen af ordene eller deres eventuelle ulemper osv. - Det er et blogindlæg, bitches):
Kompositionens stramhed: I ethvert stykke klassisk musik er det umuligt at skære nogen væsentlig del af musikken bort uden at musikken mister mening. I de mestvelkomponerede stykker kan man ikke fjerne en enkelt takt, i de mere løse (og lange) kan man procentvist vel aldrig fjerne over 4-5%.
I et stykke popmusik kan man til gengæld uden store problemer i alle sange fjerne, hurtigt slag-på-tasken-gennemsnit, 70-80%. Hvis, og nu tager vi bare en helt igennem kedelig (men udbredt) opbygning et stykke popmusik formmæssigt kan beskrives som ABABABABAB, kan det altså reduceres til AB uden mening går tabt. Det er den samme musik, der bare gentages. På den måde er musikken blevet reduceret til baggrundsmosaik, der faciliterer at man kan lave alle mulige mærkelige aktiviteter, som fx at tale eller læse mens man hører musik.
Tidslighed: Hvor der i klassisk musik er forløb, er der i popmusik stilstand. Et stykke klassisk musik indebærer udvikling af temaer og spænding, mens et stykke popmusik indebærer - allerhøjest - en veksling mellem to ligevægter. Igen medfører dette, at popmusikken bliver ligegyldig, fordi enhver mindre koncentreret tilgang til musik, medfører at klassisk musik er noget mærkeligt rodet noget, som ikke giver mening - som en trappe, der mangler et trin.
Ambition: Symfonien må rumme alt, sagde Mahler, og med alt mener han hele verden med alle dens følelser. Hvis man tror på musik som et udtryk for følelser, eller som et udtryk for en realistisk virkelighedsgengivelse, eller i det hele taget som kunstnerisk udtryk for alt hvad det vil sige at være menneske, må man finde dette i den klassiske musik. Heroverfor har popmusikken kun den umiddelbare tilfredsstillelse der ligger i et kompromissøgende, banalt lydbillede, en slags ørernes fast-food.
Kunstnerisk indsats: Den klassiske musiks professionelle udøvere er og har historisk alle som én været udelukkende optaget af deres kunst. Hvadenten der er tale om komponister eller optrædende musikere, viger de alle deres hele tilværelse til tilegnelsen af evner og musikalitet. Den klassiske musikers musikalske, tekniske og teoretiske evner er så mange lysår foran den gennemsnitlige popmusikers, at det i sig selv siger noget om den klassiske musiks ambition. Langt de fleste popmusikere er ikke interesserede i andet end at spille et par akkorder og synge lidt.
--
Men er dette ikke bare teoretiske betragtninger, der ikke har noget med lytteoplevelsen at gøre? Nej, det er det ikke. Det er teoretiske refleksioner over et emne, der er funderet basalt i lytteoplevelsen, en skriftlig beskrivelse af det, sanserne allerede har opfattet.
Dette må også forstås som et opgør med en ahistorisk idé - som jeg har indtryk af, at en del mennesker har - om klassisk musik som værende intrinsisk gammelt og popmusik nyt. Dette er ikke tilfældet. Historisk er de to genrer adskilt af kvalitative forskelle, men aldrig tidsligt, hvor skellet før i tiden gik mellem romantisk musik og folkemusik, går det i dag mellem den moderne kompositionsmusik og popmusik, men under ingen omstændigheder giver det mening at opfatte popmusikken som en slags evolution af den klassiske. I det hele taget giver det ikke mening at opfatte kunstarter som noget, der udvikler sig positivt, men det er et andet blogindlæg (som T.S. Eliot har skrevet og kaldte Tradition and the individual talent). Og en lille nuancering til sidst - det skal ikke forstås absolut firkantet. Der er skrevet ambitiøs popmusik og dårlig klassisk musik, men så er den ambitiøse popmusik netop ambitiøs idet den trækker på den klassiske musiks træk. Derfor kan jeg sagtens sympatisere med, at folk vælger at høre popmusik, ligesom nogle vælger at læse svenske krimier eller andre ikke gider gå op i finere madlavning (fx det sidste, i mit eget tilfælde) - sådan prioriterer folk. Her er blot et bud på, hvorfor flere burde høre noget mere klassisk musik. Hej hej.
Nå, men hvad skyldes det så? Jeg vil opstille nogle forskelle mellem klassisk musik og popmusik (som her inkluderer al musik, der ikke er klassisk - jeg har ikke tænkt mig at gøre nogen metodiske overvejelser vedr. definitionen af ordene eller deres eventuelle ulemper osv. - Det er et blogindlæg, bitches):
Kompositionens stramhed: I ethvert stykke klassisk musik er det umuligt at skære nogen væsentlig del af musikken bort uden at musikken mister mening. I de mestvelkomponerede stykker kan man ikke fjerne en enkelt takt, i de mere løse (og lange) kan man procentvist vel aldrig fjerne over 4-5%.
I et stykke popmusik kan man til gengæld uden store problemer i alle sange fjerne, hurtigt slag-på-tasken-gennemsnit, 70-80%. Hvis, og nu tager vi bare en helt igennem kedelig (men udbredt) opbygning et stykke popmusik formmæssigt kan beskrives som ABABABABAB, kan det altså reduceres til AB uden mening går tabt. Det er den samme musik, der bare gentages. På den måde er musikken blevet reduceret til baggrundsmosaik, der faciliterer at man kan lave alle mulige mærkelige aktiviteter, som fx at tale eller læse mens man hører musik.
Tidslighed: Hvor der i klassisk musik er forløb, er der i popmusik stilstand. Et stykke klassisk musik indebærer udvikling af temaer og spænding, mens et stykke popmusik indebærer - allerhøjest - en veksling mellem to ligevægter. Igen medfører dette, at popmusikken bliver ligegyldig, fordi enhver mindre koncentreret tilgang til musik, medfører at klassisk musik er noget mærkeligt rodet noget, som ikke giver mening - som en trappe, der mangler et trin.
Ambition: Symfonien må rumme alt, sagde Mahler, og med alt mener han hele verden med alle dens følelser. Hvis man tror på musik som et udtryk for følelser, eller som et udtryk for en realistisk virkelighedsgengivelse, eller i det hele taget som kunstnerisk udtryk for alt hvad det vil sige at være menneske, må man finde dette i den klassiske musik. Heroverfor har popmusikken kun den umiddelbare tilfredsstillelse der ligger i et kompromissøgende, banalt lydbillede, en slags ørernes fast-food.
Kunstnerisk indsats: Den klassiske musiks professionelle udøvere er og har historisk alle som én været udelukkende optaget af deres kunst. Hvadenten der er tale om komponister eller optrædende musikere, viger de alle deres hele tilværelse til tilegnelsen af evner og musikalitet. Den klassiske musikers musikalske, tekniske og teoretiske evner er så mange lysår foran den gennemsnitlige popmusikers, at det i sig selv siger noget om den klassiske musiks ambition. Langt de fleste popmusikere er ikke interesserede i andet end at spille et par akkorder og synge lidt.
--
Men er dette ikke bare teoretiske betragtninger, der ikke har noget med lytteoplevelsen at gøre? Nej, det er det ikke. Det er teoretiske refleksioner over et emne, der er funderet basalt i lytteoplevelsen, en skriftlig beskrivelse af det, sanserne allerede har opfattet.
Dette må også forstås som et opgør med en ahistorisk idé - som jeg har indtryk af, at en del mennesker har - om klassisk musik som værende intrinsisk gammelt og popmusik nyt. Dette er ikke tilfældet. Historisk er de to genrer adskilt af kvalitative forskelle, men aldrig tidsligt, hvor skellet før i tiden gik mellem romantisk musik og folkemusik, går det i dag mellem den moderne kompositionsmusik og popmusik, men under ingen omstændigheder giver det mening at opfatte popmusikken som en slags evolution af den klassiske. I det hele taget giver det ikke mening at opfatte kunstarter som noget, der udvikler sig positivt, men det er et andet blogindlæg (som T.S. Eliot har skrevet og kaldte Tradition and the individual talent). Og en lille nuancering til sidst - det skal ikke forstås absolut firkantet. Der er skrevet ambitiøs popmusik og dårlig klassisk musik, men så er den ambitiøse popmusik netop ambitiøs idet den trækker på den klassiske musiks træk. Derfor kan jeg sagtens sympatisere med, at folk vælger at høre popmusik, ligesom nogle vælger at læse svenske krimier eller andre ikke gider gå op i finere madlavning (fx det sidste, i mit eget tilfælde) - sådan prioriterer folk. Her er blot et bud på, hvorfor flere burde høre noget mere klassisk musik. Hej hej.
Abonner på:
Opslag (Atom)