Performativitet hos Rachmaninoff

I det følgende vil jeg se lidt nærmere på hvilke virkemidler en af de teknisk dygtigste komponist-pianister benytter sig af i sine værker. Udgangspunktet er præludiet i h-moll, op. 32 nr. 10 (fra starten og ca. 1 minut frem) og etuden i es-moll, op. 39 nr. 5 (det hele, men især passagen fra 3:05).

Det karakteristiske ved de to passager er selvfølgelig de gentagne akkorder, som man med få undtagelser ellers ikke ser andre steder hos Rachmaninoff eller nogen anden komponist. Det er endda sådan, at en sådan gentagelse af akkorder betragtes som decideret upianistisk, teknisk akavet og akustisk dårligt fungerende. Dette har den uovertrufne tekniker Rachmaninoff selvfølgelig været klar over, så vi står nu altså med følgende paradoks: Hvorfor forfalder denne klaverets mester, der gang på gang beviste sine evner til at skrive fantastiske orkesterklange for klaveret, til et virkemiddel der betragtes som håbløst banalt og umusikalsk netop i hans to allerdystreste og mest desperate kompositioner?

Svaret ligger næsten allerede i paradokset selv. I de mest inderligt desperate og mørke passager hos Rachmaninoff falder kompositionen fra hinanden, den opløser sig i de gentagne akkorder, der ikke længere er så meget et rent musikalsk udtryk, som det er et performativt udtryk - det er et udtryk for komponist-pianistens desperation, det musikalskes ophør til fordel for det emotionelles hamren. Netop her kan opførslen ikke længere skelnes fra kompositionen, den ligger i noderne som ufravigeligt vilkår - præludiet op. 32 nr. 10 kan ikke bare være en indspilning på en plade, det må rumme en visuel idé - i det mindste imaginær - om pianisten, der opfører værket, om de fysiske bevægelser, kompositionen indebærer. Hvis man forestiller sig et "player-piano", som de gamle saloner i vesten havde, der kan spille selv, og spillede præcis som en pianist havde spillet det, har man alligevel ikke samme komposition. Det giver anledning til den tanke, at de to værker er Rachmaninoffs mest idiomatiske, idet de er sammensmeltningen mellem komponisten og pianisten. Det er også en musikfilosofisk påstand - et stykke musik er performativt. Det kan ikke tænkes uden at tænke opførslen.

Dermed viser Rachmaninoff os også instrumenternes grænser - instrumenter har en grænse, man ikke kan nå ud over, hvor der ikke findes andet end de uendeligt gentagne akkorders forsøg på at transcendere deres i sidste ende jordiske bundethed for at opnå musikkens absolutte frihed og mulighed for udtryk. Det er den mulighed, instrumentet er netop et instrument for, men i sidste ende ikke tilstrækkeligt, hvor mennesket og musikken når de yderste kanter, giver instrumentet op og bliver en pude for musikerens forsøg på transcendens.

Afsluttende rapport vedr. begivenhederne den 18. august 2010

For knap 19 døgn siden opdagede jeg, ganske overrasket, på min venstre underarm blot en smule til venstre for pulsåren og vel omtrent 8 centimeter under urremmen, en særdeles mærkværdig udvoksning. I løbet af ganske kort tid forvandlede denne udvoksning sig til noget, der til forveksling lignede en ganske almindelig svamp, af en art man vel ville forvente at finde i en helt tilfældig skovbund.

Ikke uden en vis bekymring overvejede jeg min underarm og denne svamps fremtid, inden jeg konsulterede et nærværende leksikon og identificerede svampen som havende en i hvert fald mere end almindelig lighed med svampe af arten morchella esculenta.

Som et led i min i nogen grad videnskabelige omgang med dette besynderlige fænomen, besluttede jeg mig herefter for at afskære i hvert fald en del af svampen med henblik på nærmere dissekering. Jeg fattede en ganske almindelig urtekniv, og skar med jævnt bevæget hånd gennem udvoksningen, indtil hovedet delte sig fra den halve stump af svamp, der blev siddende fastgroet til min underarm.

En følelse af ubehag bredte sig ganske heftigt i mig ved synet af denne afklippede svamp, der havde vokset sig ud af mit skind og nu tilsyneladende sad fast. Jeg beherskede mig dog for en stund endnu, og jeg klemte herefter på svampehovedet på forskellig vis for at afgøre dets karakter. En pludselig, men ganske uovervindelig, trang til at sætte tænderne i svampen, bredte sig i mig, og uden synderlig omtanke placerede jeg svampehovedet mellem hjørnetænderne i højre side af munden, og bed prøvende til.

Den bitre smag forfærdede mig straks, og da jeg nu igen iagttog svampestumpen groende ud af min arm, vakte den så stærk en følelse af modbydelig fremmedhed, at jeg omgående begyndte at rive i stumpen. Let formørket blod piblede langsomt frem fra det efterhånden fremkommende sår, om end svampen kun under stor anstrengelse og særdeles langsomt løsnede sig.

Da omtrent halvdelen var revet fri, antog projektet en stigende hastighed, efterhånden som jeg fik bedre fat om stumpen. Den rivende fornemmelse, det gav hvor gang en lille bid af svampen løsnede sig fra min arm, føltes som en uovertruffen renselse, og tanken, at jeg tidligere havde kunnet udholde svampens eksistens fyldte mig med et voksende vanvid, så jeg nu kunne iagttages frenetisk dansende, febrilsk hivende en svampestump ud af min nu efterhånden kraftigt blødende underarm.

Efter en rum tid med denne noget spektakulære opførsel, var svampen nu så frigjort, at jeg med en enkelt sidste anstrengelse, endeligt kunne frigøre den fra min underarm. Den efterlod udover en uovertruffen, ekstatisk ren følelse et ganske blodigt sår, som jeg umiddelbart herefter skyllede under den nærmeste vandhane. Såret var omtrent to centimeter i diameter, og vel på sit dybeste sted halvanden millimeter dybt. Jeg stak prøvende fingeren i såret, og mærkede den berusende følelse af smerte, det beredte mig.

På den måde stod jeg overordentlig lang tid, til min arm var blevet ganske følelsesløs af det kolde varm, og såret ikke længere kunne give mig nogen synderlig smerte. Herefter besluttede jeg at anlægge en mindre forbinding, for at undgå de spørgsmål, der eventuelt måtte opstå i forbindelse med forklaringen af mit uheld i offentligheden.

I de følgende dage undersøgte jeg jævnligt såret, der syntes at hele uden problemer. I går, 18 dage efter episoden indfandt sig, var såret endeligt helt, og jeg aftog forbindingen. Det eneste synlige spor er en mindre misfarvning i området, der dog er så marginal, at jeg næppe tror, det vil blive opdaget. Således regner jeg med, efter denne noget bizarre episode, snarligt og permanent at kunne genoptage min tilværelse.

Vejer dit bæltekøretøj over 16 tons?

Overskrift set i Effektivt Landbrug, 6. september 2010.

Har forresten lige læst alle mine blogindlæg igennem. Fuck der er meget godt materiale.

Zoologisk katalog

217 øgler på cykel, 8 fladfisk på tag, en enkelt bevæget gazelledans. 12 smukt afrevne øreflipper, 30 bizart svævende gedepelse, nu aldrig afsluttet sommerregn. Agurketyggende mammutter, sabeltig'ren stræbende. Tre dirrende øjeblikke, kun syv dybfølte smil.

Tekst

Forestilling: Kakofonisk oktoberstorm, efterårsblade.
Et glimt: 24 døde ansigter svinger i en bus bort.





---
Kh. Prætentiøs-digterfyr21

Post-Roskilde: Koncertanmeldelser

I nogenlunde kronologisk rækkefølge, anmeldelser af de koncerter jeg så. Der uddeles antal skabeloner fra 1 til 5, hvor 5 er det bedste.

Torsdag:

Rebekkamaria: Eneste forsonende aspekt var, at sangerinden eftersigende ser godt ud. Men meget lidt afvekslende trommerytmer er altså ikke interessante længe. 2 skabeloner.

Efterklang: Retrospektivt nok det bedste musik, jeg hørte. Jeg husker i hvert fald ikke andet, der var lige så ambitiøst. 5 skabeloner.

Wild Beasts: Konklusionen på det der viste sig at blive en udmærket musikdag. Så vidt jeg husker ganske okay musik fra indiefabrikken. 4 skabeloner.

Fredag:

Boban I Marko Markovic Orkestar: Helt klart en contender til "Mest elendige musik"-prisen. Uopfindsomt, ensformigt, balkan, banalt, brænd. 0 skabeloner til jer.

DJ Umb: Fed dubstep. Men okay, hvem kan ikke lave fed dubstep? Trækker op at han brugte et stykke fra Prokofjevs 2. klaverkoncert. 4 skabeloner.

Dirty Projectors: Jeg har hørt at jeg var med til koncerten, men jeg var fuld og skæv. Det skulle eftersigende have været godt. 3 useriøse skabeloner.

Lørdag, her fik jeg hørt lidt mere:

Kings of Convenience: Det var sgu meget hyggeligt og sødt. Og helt ens. 3 store skabeloner fordi de passede til mit på det tidspunkt døde humør.

Vampire Weekend: Seriøst? Okay, man kan bruge bandnavnet til at øve sig på udtalen af v vs. w på engelsk, men det er også det. Helt igennem elendig uopfindsom musik. Sammen med det balkanlort det dårligste jeg hørte. 0 skabeloner, og så er jeg pisseligeglad med at man kan hoppe og danse mens man hører deres lort.

Beach House: Ikke helt vildt opfindsomt, men okay, det lød sgu meget behageligt. Det trækker lidt ned at Bianca, den sæk, brændte mig af bagefter. 4 skabeloner, fordi jeg er så godt et menneske.

Muse: Muse laver god rytmisk musik, og jeg har aldrig hørt nogen argumentere troværdigt for det modsatte. Nej, "Det er lort" er ikke et gyldigt argument. Måtte gerne have spillet lidt flere af deres gamle numre. 4 skabeloner.

Titus Andronicus: Det var fedt og jeg var fuld. 5 skabeloner.

Moderat: Elektronisk musik af den dårlige slags. 2 skabeloner.

Søndag:

Mouritz/Hørslev: Blød mellemvare. 3 skabeloner.

Die Antwoord: Hvis man var i helt vanvittigt festhumør var det her musik sgu nok okay. Det var jeg ikke. 2 skabeloner for forsøget.

The National: Noget af det eneste musik, der havde den ære at have mit bekendtskab i forvejen, jeg vil måske endda gå så vidt som at sige at jeg egentlig godt kan lide meget af det. Men forsangerens stemme er desværre væsentligt mere unuanceret i virkeligheden, og desuden var der også blevet skruet disproportionalt op for vokal og trommer, så harmonierne bare forsvandt. Det ku' ha' været så godt. 3 skabeloner.

22:02

Eftersom jeg har fået smag for det der med dårlige digte, værsgo:

22:02

Et kvarter er alt.
Dommeren ser på uret.
45 grader er en enorm afstand.
Et flimrende fjernsyn.

Det er for længst for sent;
Helst ville jeg vende mig.
Tyndt tæppe skiller fortid fra nutid.

En uendelig afgrund af ord, der ikke findes.
Glassets genskin, der bryder rummet.

Forslag til reform af Folketinget

- Folketingsmedlemmer har ferie 10 måneder om året. De er aktive januar og juli.

- Man får ikke løn for at sidde i Folketinget. Slut med levebrødspolitikere.

- Alle vedtagelser, love, regulationer osv. vedtaget efter 1960 afskaffes. De kan dog, ved 2/3 flertal, bevares.

- Nye love skal stemmes igennem 3 på hinanden følgende folketing med 2/3 flertal. Efter en lovs vedtagelse går der 10 år inden den implementeres.

Tadaa.

10:58

Endnu en formiddag.
Hvor længe kan vi udskyde livet
og morgenmaden?
Døende drømme smuldrer bort,
mens uret truer med endnu en time.
En globus griner.

SU

Mange af jer derude, kære læsere, sidder sikkert og tænker: "Dit højreorienterede svin, hvad synes du egentlig om SU'en, når du nu selv er studerende?"

Jeg synes det samme som jeg synes om alle andre universelle velfærdsydelser, der ikke fordeles efter behov: Den skal afskaffes.

Og hvorfor skal den så det? For det første er der ikke nogen rimelig grund til at den eksisterer. I min verden er det simpelthen bare ikke en kvalifikation for at få andre folks penge, at man har valgt at uddanne sig på et universitet.

Men det væsentligste, og ofte oversete argument, er, at SU'en omfordeler penge fra underklassen til overklassen. Det er simpelthen et redskab, der flytter penge fra samfundets svagere, eller i hvert fald almindelige grupper, til den gruppe af mennesker, der kan forventes at få den højeste indtjening. SU'en fungerer stik modsat den almindelige idé om at omfordeling foregår fra stærk til svag.

Hvorfor findes systemet så? Nu hypotiserer jeg bare, men det skulle vel ikke have noget at gøre med, at over halvdelen af folketingets medlemmer er akademikere, mere end ti gange flere end resten af befolkningen? Den regerende klasse opretholder sig selv ved omfordelingen af midler fra de lavere klasser til sin egen.

Nåja, og hvad skal man så som stakkels studerende gøre? Man skal låne penge i det omfang, det er nødvendigt. Det fungerer glimrende i alle andre lande, og nej, der er ikke flere, der bliver uddannede i Danmark fordi man har SU, så pak det argument sammen. SU'en er undertrykkelsen af håndværk og fysisk arbejde til fordel for en overklasse af akademikere, sjovt nok i et system styret af de selv samme akademikere.

4:33

Bag gule efeusten
vugger månen
Ænderne endeligt ensomme
vugger vandet.
Tre overnattende cykler.

Popmusik revisited

Hej. Først en indrømmelse: Der er et behov og en plads for populærmusik. Godt nok en kulturelt konstrueret plads, men okay. Man kan simpelthen bare ikke sidde til en fest og høre Stravinskij. Fester, og i det hele taget selskaber bestående af mere end to mennesker, kan kun høre rytmisk musik. Det hænger snævert sammen med det Adorno identificerer som populærmusikkens væsentligste karakteristika i social sammenhæng: "Distraction" og "inattention". Det distraherer en fra virkeligheden - akavet stilhed, lydene omkring en osv., men i dets underholdningskarakter kræver det alligevel ikke vores opmærksomhed. På den måde er populærmusik perfekt egnet til fester, som et lydtæppe, der uinteressant kan træde i baggrunden. Hører man klassisk musik vil man, hvis ikke man rent faktisk lytter til musikken, konstant blive overrumplet af dissonanser, kraftige dynamiske udsving osv.

Hvad er populærmusikkens hovedtræk i et musikalsk perspektiv? For Adorno er det standardisering. Alt er konstrueret af samme virkemidler - og indrømmet, nogle numre er bedre konstrueret end andre -, det er de samme formelle træk der går igen i al musik. Populærmusikken er groft sagt et sæt legoklodser, af hvilke man kan bygge forskellige ting. Men man kan aldrig bygge andet end lego.

For at illustrere dette, har jeg konstrueret en legoanalyse af to numre, Fake Empire og Womanizer af Britney Spears. De er med vilje valgt fuldstændigt tilfældigt, og jeg vil gerne understrege, at jeg kunne have valgt to helt andre sange og påvist præcist det samme. Her er analysen:



Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at det ikke er min analysemodel, der er så forsimplet, at alt vil komme til at se sådan ud. De to numre er bare karakteristiske for en musik, der i snart hundrede år ikke har eksperimenteret det mindste med noget som helst, den har fastholdt fuldstændigt samme rytmik, harmonik og form, og det er fint nok, for så ved man jo hvad man får og så bliver man ikke overrasket eller tvunget til at tage stilling til noget eller til at revidere sine opfattelser af ting, man kan leve trygt i sin 4/4-delsverden med vægge bygget af tonalkadencer og pæne melodier hængende på væggene. Det er rart og godt og konformt.

Jeg går hermed død in-medias-blogindlæg. Jeg er med på at man ikke kommer til at høre klassisk musik fordi man har læst nogle teoretiske betragtninger, men kun hvis man en dag finder ud af, hvad det er den klassiske musik kan. I skal lære at elske, at elske livet og musikken. Hej.

En liste over ting, jeg gerne ville skrive om lige nu

Men som jeg ikke orker.

- Mine store fødder, der er helt enormt grimme og tørre.
- Pavements "Stereo" og Adorno. (Har lige set videoen på youtube - lol. Pavement - Stereo
- Den mærkelige måde en tilfældig t-shirt slænger sig ned langs siden af mit såkaldte klaver.
- Min opgave, eller snarere ville jeg gerne skrive på den.
- Sommeren.
- Træbænkene.
- Ananas.
- Rapsmarker.

Konservatisme og dansk realpolitik

Så er det slut med at være følsom. Velkommen til hardcore politisk analyse, inspireret delvist af, at mindst en af mine faste læsere her på siden ikke kan finde hoved og hale/konsistens i min tilgang til politik, dels af Johanne Schmidt-Nielsens hæslige optræden i Go'Morgen Danmark (analyse af hendes retorik følger) dels af, at danskere trænger til at skelne mellem det Konservative Folkeparti og den egentlige konservatisme. Jeg vil forsøge at se på følgende, tror jeg, hvis jeg gider: I hvilket omfang findes der egentlige konservative argumenter i den politiske debat, i hvilke partier findes de, og hvordan er de Konservatives forhold til konservatismen?

For nu at starte med det sidste først, så er der et par ting, vi skal have på det rene. For det første er det min fuldstændigt tilfældige og uprofessionelle vurdering, at omtrent 3/4 (måske mere) af det konservative vælgerkorps ikke som sådan er konservative. Det er folk, der enten har tilknytning til erhvervslivet, eller mener at erhvervslivet bør støttes. Efter at have læst Burkes tanker om den franske revolution, viser det sig, at der ikke står adskillige afsnit om, hvordan marginalskatten skal sænkes til 50 % for at støtte erhvervslivets vilkår, og at det er blevet tilsyneladende det absolut eneste, DKF har formået at præsentere som politik i al den tid, jeg kan huske, er en mindre tragedie for dansk konservatisme. Det betyder også, at konservatismen i Danmark er hjemløs - den har spredt sig ud over en mængde partier, uden at have en særlig fast grobund hos nogen. Umiddelbart rummer følgende partier væsentlige konservative elementer (i nogenlunde anslået rækkefølge efter hvor høj grad jeg anser partierne som konservative): De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet.

Hvad er så de brydninger i politik, der er interessante for den konservative? For mit vedkommende - og for de fleste egentligt konservative - er der først og fremmest to hovedpunkter, som af forskellige konservative prioriteres forskelligt:

1. Ansvaret for sine medmennesker - i praksis gennem nedbrydningen af velfærdsstaten som vi kender den i dag.

2. Forsvaret for et nationalt fællesskab - i praksis gennem regulering af indvandring og en aktiv kulturbevarende politik.

Altså et økonomisk og et værdipolitisk spørgsmål. Faktisk er det første i høj grad også værdipolitisk, men det vedrører nogle økonomiske mekanismer. Det er nu klart, at der ikke er et eneste parti i Danmark, der varetager det første spørgsmål ud fra et egentligt konservativt synspunkt. For det første er der kun et parti, der taler for egentlige nedskæringer i de offentlige budgetter, nemlig Liberal Alliance (Bemærk hvordan De Konservative altid bruger hæslig retorik på det område - man vil kun sænke skatten for at kunne uddele ENDNU flere ydelser). Og selv dette parti, gør det ikke med det formål at afmontere velfærdsstaten, men bare at sikre dens fremtidige beståen. Der er altså ikke noget parti i Danmark, der kan siges at føre en egentlig konservativ økonomisk politik.

Helt omvendt står det til med indvandringspolitikken. Dette område har siden 2001 i den grad været domineret af konservative argumenter, at der helt og aldeles spilles på den konservative bane, og næsten alle partier er i dag enige om en konservativ integrationspolitik (med undtagelse af Enhedslisten - selv SF har lagt sig enormt tæt op ad kernen i den førte politik). Argumentationen for den førte politik har konsekvent handlet om at se på virkeligheden i Danmark, at anlægge et realistisk syn, der erkender at åben indvandring fører til problemer modsat det ideologiske syn, der hidtil havde domineret debatten fuldstændig (det er ikke mange år siden, Poul Nyrup kunne erklære at Dansk Folkeparti ikke er stuerene - debatten har sidenhen vist, at det er ganske stuerent at give udtryk for den virkelighed, der opleves af masser af danskere hver dag.) Hvad angår den politiske teori, er det den væsentligste modsætning mellem konservatisme og liberalisme/socialisme (der for den konservative er to sider af samme sag - omend liberalismen nok anses som den mere realistiske variant), modsætningen mellem et realistisk/pragmatisk syn, og et idealistisk/utopisk, som fører til undertrykkelse - idet man har en utopi, er der ikke langt til den utilitaristiske idé om, at modstandere af idéen er vejbump, der skal fjernes for "the greater good" - den idé, der førte til udryddelsen af 6 mio. jøder i Tyskland og nær 60 mio. systemkritikere i Sovjet (jeg glæder mig i øvrigt til kommunisme bliver lige så udskældt som nazisme, hvilket det burde).

Nå, men der er sikkert noget der skurrer - det her er altsammen fra en konservativ præmis, og jeg anerkender, at man ikke nødvendigvis deler det synspunkt at velfærdsstaten skal afmonteres, eller måske ligefrem ikke kan forstå, at den konservative kæder velfærdsstaten sammen med manglende social ansvarlighed, når den netop for mange danskere er indbegrebet af dette. For den længste beskrivelse af, hvordan velfærdsstaten nedbryder social ansvarlighed, bør man læse Ole Birk Olesens Taberfabrikken, der er et studie i hvordan velfærdsstaten har pacificeret et stigende antal danskere og som helhed gjort danskerne langt mindre ansvarsfulde i deres daglige omgang med hinanden. Jeg vil kort ridse hovedpointerne op i punktform:

1. I det omfang staten overtager opgaver, der normalt blev varetaget af civilsamfundet eller familien - alt fra pasning af børn og ældre til banale vedligeholdelsesmæssige opgaver - overtager staten ansvaret for disse opgaver. Det lyder banalt, men er det ikke, for det betyder, at der sker en flytning af ansvar fra mennesket over på staten. Hvor ofte møder man ikke i det daglige et argument i retning af "Det må staten kunne gøre, jeg har betalt min skat" eller "Jeg har ret til X, jeg har betalt min skat." Man har altså deponeret sit sociale ansvar i velfærdsstaten - ansvaret er blevet forskubbet fra at være fysisk-reelt til at være økonomisk-abstrakt.

2. Det, en stat subsidierer, vil man få mere af. Det er basal økonomisk teori, og grunden til at man fx laver iværksætterpakker eller DF stiller forslag om, at indvandrere skal have penge for at forlade Danmark. Når man understøtter en adfærd, får man mere af den adfærd. Man har altså understøttet at folk ikke går på arbejde, kort sagt understøttet en adfærd, der ikke ellers kunne være mulig i et samfund pga. samfundets normativitet. Man har også fx undergravet kernefamilien som institution ved at gøre det økonomisk gangbart for langt flere at blive skilt.
Det betyder ikke, at den konservative er imod overførselsindkomster, men han mener netop de skal målrettes samfundets svageste, så man undgår at få en middelklasse, der egentlig godt kan klare sig selv, men tror, den har ret til at få alle mulige ydelser som børnecheck. Og få nu afskaffet en SU til hjemmeboende i gymnasiet. Der er mange penge her, der kunne målrettes mod de socialt svageste, men velfærdsstaten (og det politiske system, hvor man er interesseret i at kapre stemmer) har tilladt fremvæksten af et system, hvor middelklassen dominerer på bekostning af den egentlige underklasse.
Man kan mene, at det såkaldte danske "sikkerhedsnet" fungerer godt, men så er man blind overfor statistikken - ikke flere danskere døde på gaden eller sultede i 1960, men alligevel er der i dag over 450% (ja, det er korrekt) så mange danskere på overførselsindkomster - og det er ikke inklusiv SU - altså fra 200.000 til 900.000. Man kan ikke overbevise mig om, at 700.000 flere danskere er blevet så svage, at de ikke kan klare sig uden overførselsindkomster.

Det er hovedpunkterne i en konservativ kritik af velfærdsstaten, og det er disse punkter, der er grunden til, at man som konservativ må være for en sænkning af skatterne og for en kraftig nedskæring af de offentlige budgetter. Det har intet med erhvervslivets vilkår at gøre, og den dag, DKF indser dette, vil de måske få mere end 7 % af stemmerne.

---

Indlægget har vist en vis længde efterhånden. Hovedpunkterne i en egentlig konservativ realpolitik er ridset op. I skal dog ikke snydes for, at jeg lige brokker mig over Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslistens absurde forslag om 90 %, HALVFEMS! procent skat for indtjening over 3,2 mio. om året. Jeg gider slet ikke gå ind i alle de konkrete problemer vedr. virksomheder der udflytter osv. og det faktum at omvendte dynamiske effekter fuldstændigt ville overtrumfe enhver eventuel positiv effekt af sådan et forslag. Hun får også lov til at slippe afsted med, på landsdækkende TV, at forsvare de totalitaristiske regimer, der dræbte 60 mio. mennesker (gad vide, hvordan det var gået hvis en DF'er havde stået og forsvaret Nazityskland som Johanne Schmidt-Nielsen forsvarede DDR - i øvrigt vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg ikke mener, der er noget som helst nazistisk/racistisk aspekt af den politik, DF's top giver udtryk for at ville føre).

Men hvad hun ikke får lov til, er at sige, at forslaget handler om, at vi har nogen penge, som vi så skal fordele på en rimelig måde, og så synes hun egentlig det er rimeligt at de her, der i forvejen tjener 3,2 mio. giver et stort bidrag.

Nej, Johanne Schmidt-Nielsen, "vi" har ingen penge, "vi" skal fordele. En masse individer har tjent en masse penge, der er deres egne, og som du overhovedet ikke har nogen berettigelse til at råde over, bare fordi du har fået en masse liderlige unge drenge til at stemme på dig fordi du har pæne øjne. Hverken du eller nogen af dine 178 kumpaner på Christiansborg ejer som udgangspunkt en eneste øre af de penge, almindelige mennesker går på arbejde og tjener, og derfor er det ikke et spørgsmål om at "vi" har nogen penge, det er et spørgsmål om, at staten kun skal tage penge fra folk, i det omfang det er nødvendigt. Staten ejer ikke som udgangspunkt folks penge - men det implicerer Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslistens retorik at den gør. Og nogen vil måske sige, at det er et økonomisk/materielt spørgsmål, men det er det slet ikke. Folk bruger tid og energi hver eneste dag på deres arbejde, tid, som de egentlig hellere ville bruge med deres familier og interesser, og når man går på arbejde for staten, og ikke sig selv i de første 5,5 timer af en 8 timers arbejdsdag, så er det ikke længere et spørgsmål om økonomi - det er et spørgsmål om moral.

Gæsteblogger: Werther

Nogle regnvejrsdage er smukke dage. Man kan stå udenfor, perfekt stille i regnvejret, og lade sig blive overhældt, uden at dets karakter synes at røre ens indre. En sådan regnvejrsdag beror en med en fornemmelse af hygge, at man er afgørende adskilt fra det dårlige vejr og kan observere det udefra, hvad enten man sidder indenfor eller står i det, er man holdt fri for dets egentlige effekt, man kan hånligt grine af det og dets manglende evne til at trænge indenfor. At man for en gangs skyld er afgørende adskilt fra tristheden og trygt kan afvise dens angreb uden at røre en finger.

Og så er der de grimme regnvejrsdage. De dage, hvor vinduerne ikke holder stand mod dråbernes angreb, hvor regnvejrets ånd umærkeligt siver gennem gardiner, vægge og hud, selv huden, for til sidst at mærke en med en surrealistisk fornemmelse af klaustrofobi, af at man er omringet af regnens trøstesløshed, hvor end man befinder sig. I dag tilhører den sidste kategori.

Vintersår
heler ikke
Er jeg den eneste
der aldrig glemmer?

En kontrakt mellem læser og blogger

... om at man afsætter 15 minutter eller noget til at læse hele dette indlæg. Det er ikke fordi jeg er specielt selvtilfreds med det, men snarere fordi jeg citerer et stykke fremragende litteratur, og I har bare at læse det hele. I anledning af så mange ting og af at Doktor Faustus for 127. gang blev namedroppet i undervisningen i dag, vil jeg i det følgende citere et af de bedste (jeg kunne indsætte tusind andre superlativer her, men jeg er fra Jylland og Maffe ville antyde min eventuelle homoseksualitet, såfremt jeg gjorde det) stykker fra værket. Vi befinder os i 8. kapitel, den unge (homodiegetiske) fortæller er til et meget småt besøgt foredrag med byens musiklærer, Wendell Kretzschmar, sammen med bogens hovedperson. Det er klart, at det citerede er skrevet med stor inspiration og hjælp af Adorno, så hvis man er vild med ham (who isn't) er der også en masse at hente. Værket der omtales er Beethovens sidste klaversonate nr. 32, op. 111. Here we go (første afsnit er lidt kedeligt måske, men nødvendigt):

"Og så satte han sig til klaveret og spillede hele kompositionen udenad, både den første og den enorme anden sats, på den måde, at han jævnlig råbte sine kommentarer ind i spillet for at gøre os rigtigt opmærksom på enkelthederne eller undertiden sang med på begejstret-demonstrativ måde, hvilket alt sammen dannede en dels henførende, dels komisk helhedseffekt og af det lille auditorium også gentagne gange blev modtaget med munterhed. Da han havde et meget stærkt anslag og gik meget voldsomt på i forte, måtte han råbe meget højt for at gøre sine kommentarer nogenlunde forståelige og synge med fuld kraft for vokalt at understrege det spillede. Med munden efterlignede han, hvad hænderne spillede: Bum, bum - Wum, wum - Schrum, schrum, lød det til de bistert fremfarende indledningsakkorder i første sats [Første 15-20 sekunder af dette link], og med høj fistelstemme sang han med i de melodisk yndefulde passager, der undertiden lyser op på stykkets truende stormhimmel ligesom milde lysglimt. Til sidst lagde han hænderne i skødet, hvilede et øjeblik og sagde så: "Nu kommer den". Han begyndte på variationssatsen, "Adagio molto semplice e cantabile".
--
Og nu kommer det så. Læs nu det her, for guds skyld! Satsen, der refereres til findes her: Tadaa!
--
"Arietta-temaet [Ca. første to minutter af linket], der er bestemt til eventyr og omskiftelser, til hvilke det i sin idylliske uskyld på ingen måde synes født, er jo straks til stede og taler til ende i seksten takter, idet det dog kan reduceres til et motiv, der træder frem i slutningen af dets første halvdel som et kort, sjælfuldt råb - kun tre toner, en ottendels-, en sekstendedels- og en punkteret fjerdedelsnode [svarer bare til de tre første toner, man hører i stykket - 0:04-0:06 i videoen], ikke anderledes skanderet end f.eks. "Himmels-blau" eller "Lie-besleid" eller "Leb'-mir-wohl" eller "Der-maleinst" eller endelig "Wie-sengrund" [1] - og det er det hele. Hvad der nu efterhånden rytmisk-harmonisk-kontrapunktisk sker med dette blide udsagn, denne tungsindigt stille formning - hvad mesteren velsigner den med, og hvad han fordømmer den til, i hvilke mørke dyb og strålende lysskær, krystalsfærer, i hvilke kulde og varme, ro og ekstase er ét og samme, han nedstyrter eller opløfter den - ja, det kan man vel kalde vidtløftigt, kalde forunderligt, fremmedartet og utrolig storslået, uden at man dog dermed har betegnet det med det rette navn, for det er i egentligste forstand navnløst; og Kretzschmar spillede med arbejdende hænder alle disse uhyre forvandlinger for os, mens han sang med på det voldsomste: "Løbene!" råbte han. "Fioriturerne og kadencerne! Kan De høre konventionen, som han har lader stå? Her - bliver - sproget - ikke mere renset - fra flosklen - men flosklen - fra skinnet - af dens subjektive - beherskelse - kunstens skin - kastes bort - til sidst kaster - kunsten - altid kunstens skin - bort. Dim-dada! Hør nu, hvordan - melodien overtrumfes af - fugens tyngde! Den bliver statisk, den bliver monoton - to gange d, tre gange d efter hinanden - akkorden gør det - Dim-dada! Pas nu godt på, hvad der sker -" [2]

Det var såre vanskeligt på én gang at høre på hans råberi og på den yderst komplicerede musik, som han blandede det ind i. Vi prøvede alle sammen på at følge med og sad anstrengt foroverbøjede med hænderne mellem knæene, idet vi skiftevis så på hans mund og hans hænder. Det karakteristiske for satsen er jo det vide spænd mellem bas og diskant, mellem højre og venstre hånd, og der kommer et øjeblik, en utroligt ekstrem situation, hvor det stakkels motiv synes at svæve ensomt og forladt over en svimlende, gabende afgrund - en proces af bleg ophøjethed, der straks følges i hælene af en ængstelig gøren sig lille, en bange forskræmthed over, at noget sådant overhovedet kunne ske. [Næste del af satsen Passagen starter 3:24 og kulminerer med den største afstand, den "svimlende, gabende afgrund" ved 4:38. Se nu bare det hele, det er en af de mest fantastiske passager i al musik nogensinde.] Der sker meget endnu, før stykket er forbi. Men når det går mod slutningen, og idet det slutter, sker der noget, der i dets mildhed og godhed er fuldstændig uventet og gribende efter så megen harme, ihærdighed, over- og hovmodighed. Med det omtumlede motiv, der tager afsked og derved selv helt igennem bliver til afsked, til en afskedens kalden og vinken, med dette d-g g foregår der en let forandring, det oplever en lille melodisk udvidelse. Efter et indledende c optager det før d'et et cis [der refereres til de sidste to minutter af det sidste link - det omtalte cis optræder præcist ved 8:37 og 8:44] så at det nu ikke længere skanderes "Him-melsblau" eller "Wie-sengrund", men "Oh-du Himmelsblau", "Grü-ner Wiesengrund" eller "Leb'-mir ewig wohl"; og dette tilkommende cis er den mest rørende, trøstende, vemodigt forsonende handling i verden. Det er som en smerteligt kærlighedsfyldt strygning over håret, over kinden, et stille, dybt blik i øjet for sidste gang. Det velsigner objektet, det frygteligt omtumlede tema med overvældende menneskeliggørelse og lægger det så mildt ind til tilhørerens hjerte til afsked, til den evige afsked, at tårerne træder frem i hans øjne. "Nun ver-giss der Qual!" siger det. "Gross war - Gott in uns". "Alles - war nur Traum". "Bleib - mir hold gesinnt". Så bryder det af. Hastige, hårde trioler iler til en vilkårlig slutningsformular, som så mangt et andet stykke også kunne være endt med.

Kretzschmar vendte derefter slet ikke mere tilbage fra klaveret til talerstolen. Med ansigtet vendt mod os blev han siddende på sin drejeskammel i samme stilling som vi, foroverbøjet og med hænderne mellem knæene, og fuldførte nu med få ord sit foredrag om, hvorfor Beethoven ikke havde skrevet nogen tredje sats til opus 111. Han sagde, at vi kun havde behøvet at høre stykket for selv at kunne besvare spørgsmålet. En tredje sats? En ny begyndelse - efter denne afsked? En tilbagekomst - efter denne adskillelse? Umuligt! Der var sket dette, at sonaten havde ført sig selv til ende i denne vældige sats, ført sig til ende for aldrig at vende tilbage. Og nårhan siger : "Sonaten", så mener han ikke blot denne, c-moll sonaten, men sonaten i det hele taget, som overleveret kunstform. Den er selv til ende her, ført til en slutning, har opfyldt sin skæbne, nået sit mål, ud over hvilken den ikke går, den løfter sig og opløser sig, den tager afksed - denne afskedsvinken fra d-gg-motivet, som er trøstet melodisk af hint cis, er også en afsked i denne betydning, vældig som musikstykket selv, afskeden med sonaten."

God fredag.

1. Adornos mellemnavn - ja, man skal sidde og sige de her ting højt med melodien i hovedet for at det giver mening.

2. En ret dunkel, Adorno-inspireret passage. Jeg ved ikke hvad det præcist refererer til i Beethoven-sonaten, men det er klart, at Adornos æstetikfilosofi om det subjektive og objektive i kunsten er på spil.

Har I hørt det?

Bababa-umma-mao-mao-baba-umma-mao-mao-bababa-bird bird bird, bird is the word, bababa bird bird bird, bird is the word!

Forslag til forbedring af bacheloruddannelsen "Litteraturhistorie" ved Aarhus Universitet som den er udformet i forbindelse med studieordningen 2007

Så sker det igen. Vi læser et farverigt, strålende værk fyldt med liv og alt det der, og i morgen skal vi op og have enhver form for læselyst og livsglæde suget ud af os med 6 timers (okay, det er så et særtilfælde i morgen) langsomt-virkende søvnløshedskurerende medicin i form af Lis Møller og Jakob Ladegaards uendelige talestrømme om alt andet, end det, der egentlig er fedt.

Kommer vi til at høre om, hvordan Derek Walcott skriver, hvordan hans caribiske drømmeverden ser ud, i det hele taget hvorfor hans univers og sprog er så fedt?

Nej. Vi kommer til at høre om postkolonialistiske teoretikere, Bhabha, Spivak, Saïd, og hvordan hele Omeros handler om en postkolonialistisk splittelse mellem englænderen, Major Prunkett, og de indfødte. Vi kommer til at høre om, hvordan "verdenslitteraturen" spiller op mod den vestlige og en masse ævl om kanondannelse eller snarere ikke-kanondannelse. Gad vide hvad Walcott selv ville sige til at man sådan trivialiserer hans værk fordi han nu tilfældigvis kommer fra de Vestindiske Øer?

Og sådan er det igen og igen. Hvad enten faget er tekstanalyse eller litteraturhistorie bliver det egentligt interessante ved litteraturen konsekvent overset til fordel for "at læse de ting, teksten ikke skriver" eller lignende floskuløse bemærkninger, hvis eneste formål er at legitimere ens egen teorilibido og trang til at klemme sit verdensbillede ned over alt og alle. Jeg syntes jo bare, det var fedt at læse - jeg vidste ikke, at man skulle sælge sin sjæl til terrori-regimet (ja, den var sjov hva'?) for at være med her.

Det er næsten lidt forbudt at mene, litteratur er fedt på det her studie. Det skal i hvert fald ikke være "spændende" eller sådan noget. Så er man i hvert fald Dan Brown fan og dermed DF'er, hvis man synes det. Litteratur er tilsyneladende kun brugbart i det omfang det kan strukturaliseres eller dekonstrueres, hvad sjovt nok stort set alle forfattere modsætter sig deres egne værker. Formålet med studiet synes snarere end at få et nært forhold til litteratur at være at stille sig udenfor, at forholde sig så analytisk til litteraturen som muligt, og i det hele taget betragte det som sådan en slags træstykker, vi skal skære til og forme med teori, snarere end som kunst.

Nå, men nok brok, her kommer så mit i al beskeden glimrende løsningsforslag:

Indførelsen af et nyt fag. Udover at skære ned i mængden af teori i de andre fag, vil faget "Litteraturlæsning" blive indført. I dette fag er der intet teori, kun værker. Der vil være en underviser, der forklarer, hvorfor værkerne fungerer og fremhæver de bedste ting ved værkerne. På engelsk kan man i high-schools tage et fag, der hedder music appreciation. Det her kunne passende hedde "literature appreciation". Det handler bare om, hvor fedt litteratur er og hvornår det fungerer. Det bliver et pissefedt fag. Der er heller ingen eksamen, kun mødepligt. Men det blir slet ikke noget problem, for det fag her bli'r så fedt, at folk med glæde står op mandag kl. 7 og bare tænker "Yes mand, litteraturlæsning i dag. Fuck det var lækkert bare lige at læse sådan en 40-50 siders god litteratur i weekenden uden at spekulere over hvordan man kan dekonstruere det, bare nyde det som litteratur og så høre en forelæsning om det i dag."

Hold kæft det er en god idé. Jo mere jeg tænker over det, desto sejere synes jeg, jeg er.

Hvorfor jeg hører klassisk musik

For det første, og for at få det på det rene, er det ikke fordi nogen mener, det er "finkulturelt" eller elitært, heller ikke fordi jeg er vokset op med klassisk musik (jeg har aldrig, bogstaveligt talt, haft nogen nær ven eller familie, der hørte klassisk musik). Og det lyder sikkert mærkeligt, eftersom de fleste mennesker sikkert tænker, at det er grunden til, man hører det "klassiske lort", for nu at citere en af mine ærede læsere.

Nå, men hvad skyldes det så? Jeg vil opstille nogle forskelle mellem klassisk musik og popmusik (som her inkluderer al musik, der ikke er klassisk - jeg har ikke tænkt mig at gøre nogen metodiske overvejelser vedr. definitionen af ordene eller deres eventuelle ulemper osv. - Det er et blogindlæg, bitches):

Kompositionens stramhed: I ethvert stykke klassisk musik er det umuligt at skære nogen væsentlig del af musikken bort uden at musikken mister mening. I de mestvelkomponerede stykker kan man ikke fjerne en enkelt takt, i de mere løse (og lange) kan man procentvist vel aldrig fjerne over 4-5%.

I et stykke popmusik kan man til gengæld uden store problemer i alle sange fjerne, hurtigt slag-på-tasken-gennemsnit, 70-80%. Hvis, og nu tager vi bare en helt igennem kedelig (men udbredt) opbygning et stykke popmusik formmæssigt kan beskrives som ABABABABAB, kan det altså reduceres til AB uden mening går tabt. Det er den samme musik, der bare gentages. På den måde er musikken blevet reduceret til baggrundsmosaik, der faciliterer at man kan lave alle mulige mærkelige aktiviteter, som fx at tale eller læse mens man hører musik.

Tidslighed: Hvor der i klassisk musik er forløb, er der i popmusik stilstand. Et stykke klassisk musik indebærer udvikling af temaer og spænding, mens et stykke popmusik indebærer - allerhøjest - en veksling mellem to ligevægter. Igen medfører dette, at popmusikken bliver ligegyldig, fordi enhver mindre koncentreret tilgang til musik, medfører at klassisk musik er noget mærkeligt rodet noget, som ikke giver mening - som en trappe, der mangler et trin.

Ambition: Symfonien må rumme alt, sagde Mahler, og med alt mener han hele verden med alle dens følelser. Hvis man tror på musik som et udtryk for følelser, eller som et udtryk for en realistisk virkelighedsgengivelse, eller i det hele taget som kunstnerisk udtryk for alt hvad det vil sige at være menneske, må man finde dette i den klassiske musik. Heroverfor har popmusikken kun den umiddelbare tilfredsstillelse der ligger i et kompromissøgende, banalt lydbillede, en slags ørernes fast-food.

Kunstnerisk indsats: Den klassiske musiks professionelle udøvere er og har historisk alle som én været udelukkende optaget af deres kunst. Hvadenten der er tale om komponister eller optrædende musikere, viger de alle deres hele tilværelse til tilegnelsen af evner og musikalitet. Den klassiske musikers musikalske, tekniske og teoretiske evner er så mange lysår foran den gennemsnitlige popmusikers, at det i sig selv siger noget om den klassiske musiks ambition. Langt de fleste popmusikere er ikke interesserede i andet end at spille et par akkorder og synge lidt.

--

Men er dette ikke bare teoretiske betragtninger, der ikke har noget med lytteoplevelsen at gøre? Nej, det er det ikke. Det er teoretiske refleksioner over et emne, der er funderet basalt i lytteoplevelsen, en skriftlig beskrivelse af det, sanserne allerede har opfattet.

Dette må også forstås som et opgør med en ahistorisk idé - som jeg har indtryk af, at en del mennesker har - om klassisk musik som værende intrinsisk gammelt og popmusik nyt. Dette er ikke tilfældet. Historisk er de to genrer adskilt af kvalitative forskelle, men aldrig tidsligt, hvor skellet før i tiden gik mellem romantisk musik og folkemusik, går det i dag mellem den moderne kompositionsmusik og popmusik, men under ingen omstændigheder giver det mening at opfatte popmusikken som en slags evolution af den klassiske. I det hele taget giver det ikke mening at opfatte kunstarter som noget, der udvikler sig positivt, men det er et andet blogindlæg (som T.S. Eliot har skrevet og kaldte Tradition and the individual talent). Og en lille nuancering til sidst - det skal ikke forstås absolut firkantet. Der er skrevet ambitiøs popmusik og dårlig klassisk musik, men så er den ambitiøse popmusik netop ambitiøs idet den trækker på den klassiske musiks træk. Derfor kan jeg sagtens sympatisere med, at folk vælger at høre popmusik, ligesom nogle vælger at læse svenske krimier eller andre ikke gider gå op i finere madlavning (fx det sidste, i mit eget tilfælde) - sådan prioriterer folk. Her er blot et bud på, hvorfor flere burde høre noget mere klassisk musik. Hej hej.

At forveksle sin pik med et jagtgevær. At dissekere en tunsalat.

Og så er der de formiddage, hvor det mest forsonende aspekt ved ens tilværelse er det faktum, at da man brækkede sig liggende i sin seng i nat, lykkedes det at ramme kun dynen og gulvet, og holde lagenet frit. Det er helt utroligt nederen at brokke sig over piger konstant, så det gider jeg ikke.

Man opdager først, at agurker rent faktisk smager og dufter af noget, når det er enormt lang tid siden, man har smagt en. Det er sådan noget, der bare sker når man lige pludselig bor alene, og ting, der bare eksisterede i ens tilværelse, ophører med at eksistere hvis ikke man selv fastholder dem. Agurker for eksempel. Men så købte jeg ind en dag, og jeg kan godt lide tun, men det var ved at blive lidt kedeligt bare at spise tun på brød, og så var det jeg begyndte at spekulere på, hvordan man laver en tunsalat. Eller rettere, hvad en tunsalat består af. I mit tilfælde nåede jeg frem til at den består af tun, løg, agurk og cremefraiche. Og så var det, at jeg kom hjem, og hev agurken frem (hold kæft med jeres Freud), rev indpakningen af, smed den på skærebrættet, greb den store kniv, og skar, og det er altid en fed fornemmelse at skære agurk, for konsistensen er perfekt, hvis kniven er skarp.

Og så var den der, duften af agurk, og af sommer, og af piger, og nu kom jeg sgu til at skrive om dem alligevel.

Boganmeldelse

Hvis "Fear and Loathing" skal forstås lidt meta som en reference til de følelser, der vækkes i læseren ved udsigten til endnu en gang at skulle kæmpe sig igennem et kapitel i teksten - her bruger jeg det begreb en smule løst - så er det den største indsigt, der findes i bogen. Det var ikke uden en vis forventningens glæde at jeg åbnede bogen, der jo skulle være så god, men hurtigt blev jeg klogere.

Grundlæggende lider Hunter S. Thompsons kluntede skrivestil af ét problem - han tror, han ved referat kan kompensere for sin manglende skriveevne. Men god litteratur opstår ikke, idet man skriver "We were speeding down the highway, 100 miles per hour", fordi det er et tal. Om der står 1, 100 eller 250 er fuldstændigt ligegyldigt, indtrykket på læseren er mere eller mindre ens. Man får ikke dobbelt så vild litteratur ved at skrive 200 i stedet for 100. Ligeledes de to hovedpersoners overforbrug af stoffer. Jeg er pikkehamrendeligeglad om de så har taget 150 piller af det halløj de tager, så længe det bare er en regnskabskonstatering i bogen, er det dødt.

Det virker måske som en mindre anke, men har man læst bogen, vil man vide, at det er det ikke, for langt størstedelen af bogen udgøres af den slags ligegyldige talfedteri. Resten udgøres af endeløse oceaner af ekstremt banale indre overvejelser, som helt sikkert er set bedre i Dan Brown eller Twilight. Se følgende, da hovedpersonen overvejer de mulige konsekvenser af at affyre en revolver i ørkenen (han forestiller sig samtalen med betjenten):

Awkward questions would arise: "Well now, Mister . . . ah . . . Duke; you understand, of course, that it is illegal to discharge a firearm of any kind while standing on a federal highway?"
"What? Even in self-defense? This goddamn gun has a hair trigger, officer. The truth is I only meant to fire once - just to scare the little bastards."
A heavy stare, then speaking very slowly: "Are you saying, Mister Duke . . . that you were attacked out here?"
"Well . . . no . . . not literally attacked, officer, but seriously menaced. I stopped to piss and the minute I stepped out of the car these filthy little bags of poison were all around me. They moved like greased lightning!"
Would this story hold up? [Argh!]
No. They would place me under arrest, then routinely search the car - and when that happened all kinds of savage hell would break loose. They would never believe all these drugs were necessary to my work; that in truth I was a professional journalist on my way to Las Vegas to cover the National District Attorneys' Conference on Narcotics and Dangerous Drugs.
"Just samples, officer. I got this stuff off a road man for the Neo-American Church back in Barstow. He started acting funny, so I worked him over."
Would they buy this? [AAARGGHHH!!]
No. [At svare på sine egne retoriske spørgsmål. To gange.] They would lock me in some hellhole of a jail and beat me on the kidneys with big branches - causing me to piss blood for years to come. . . .

Bemærk hvordan hele historien er skruet sammen udelukkende med det formål at få alt til at fremstå så vildt som muligt. I sit forsøg på rent faktisk at få læseren til at tro på, at det sørme er vildt og spændende, overdynger han os med sine endeløse overvejelser om, hvor utrolig hans forklaring vil virke på politiet. Det hjælper ikke på det, at læseren på dette tidspunkt er så træt af at læse bogen, at man er fuldstændigt ligeglad med, hvorvidt hovedpersonen møder politiet eller ej. Man har ikke det fjerneste forhold til hovedpersonen, eller bogen i det hele taget. Handlingen er i virkeligheden givet efter få sider, og så går resten ellers op i en krampagtig fastholdelse af skrivestilen. Hold kæft hvor jeg keder mig.

Hvis man igen skulle tro, at jeg med vilje har fundet det dårligst skrevne sted i hele bogen, må man tro om. Sådan skriver han simpelthen. Hunter S. Thompson skal brænde op i helvede, og alle der kan lide hans bøger (undtagen Jakob og Rolf) må gerne brænde med.

Panta rhei, fuckfaces.

Tom Waits, skal det handle om. Mest bare om musik, men for nu at prøve noget populistisk-folkeligt og tilfredsstille min vildtvoksende læserskare, kommer det ikke til at være den klassiske af slagsen, i hvert fald ikke som udgangspunkt.

Anywhere I lay my head afslutter Rain Dogs-albummet af Tom Waits, og det er en strålende og genial afslutning. Længe tror man, albummet skal have en typisk Tom Waits velskåret-sentimental, men totalt forudsigelig afslutning, indtil de sidste 45 sekunder af pladen, hvor en smilende jazz-katarsis gør sin entre og forvandler nummeret til et buk, en nobel afsked. Nok om det. Pointen er, at man ikke kan høre nummeret to gange. Dets mening kan kun opleves fuldt én gang, den første gang man hører det. Det betyder ikke, at nummeret bliver værdiløst herefter, men det ændrer karakter.

Det forholder sig tilsyneladende sådan med nærmest al stor musik. Uforudsigeligheden eller bruddet er afgørende karakteristika ved de mest berømte musikstykker. Der er også en vis nostalgi forbundet med i det hele taget at gøre den betragtning. Den virkning, et fantastisk stykke musik har, findes kun én gang. Man kan kun høre de barbariske hammerslag efter 3-4 minutters rolig fløjten i Stravinskijs Le Sacre du Printemps én gang (til gengæld fik man udnyttet den ene gang, premieren, til vanvittige slåskampe over musikken), før det barbariske bliver kedsomt, det banebrydende trivielt. Det samme gælder selvfølgelig litteratur. Man kan selv drage de sentimentale paralleller til livet som sådan og altings forgængelighed og den slags klicherede halløj. Det her blev lidt mere et tilfældighedsindlæg end jeg havde forestillet mig. Hej hej.

Redaktionens vejledning i, hvordan man som almindeligt menneske bør forholde sig til katastrofer i andre dele af verdenen

Gang på gang sker det at folk kommer til mig og spørger, "Hvordan bør jeg som dansker forholde mig til den mængde af terrorisme og ulykke, der eksisterer i verdenen? Jeg vil jo gerne både være in og trendy, men jeg føler dårligt nok, at jeg kan overskue alle katastroferne, og nogen gange har jeg indtryk af, at der dør mennesker et sted i verden, uden at jeg har doneret penge til det, og når nu alle mennesker går og snakker om indsamlinger hele tiden, bør jeg så ikke også give penge?"

For nu at spare mig selv for den tid, det tager at besvare alle disse spørgsmål seperat, vil jeg her komme med guiden til, hvordan man skal forholde sig til indsamlinger, hvadenten det er til Haiti og Thailand, ofrene for terrorangreb på USA, Bali, Påskeøerne, Rømø eller hvor ved jeg.

Problematikken i forbindelse med indsamlinger (i denne forbindelse forstået bredt som alle, hvis vilje til at interagere med dig kun eksisterer i det omfang, du giver dem penge - herunder folk på gaden, folk der ringer på din dørklokke, indsamlingsshows i fjernsynet etc.) er flerdelt. Jeg starter bare et tilfældigt sted.

I den katolske kirke kunne man som bekendt i middelalderen købe sig til aflad for sine synder, altså betale sig fra at få en kortere tid i skærsilden. Det kan godt være, Gud er død, men synden - og særligt skylden - lever i bedste velgående. I den vestlige verden lever den paradoksale idé - idet den netop er et resultat af vores overlegne civilisation - at vi er skyldige. I kraft af imperialisme, i kraft af teknologisk og økonomisk overlegenhed er vi skyldige. Det er en idé, der konkret i Danmark reproduceres gennem den daglige mediedækning og især gennem skolesystemet - det er i denne sammenhæng uvæsentligt. Det væsentlige er at konstatere, at denne forestilling findes, og er en af de vigtigste årsager til det vestlige menneskes trang til at donere penge.

Nu har jeg indrømmet ikke læst en brik af Nietzsche, men namedropping er fedt, og han står bag en demokratikritik, der i det store og hele går ud på, at demokratiet vil udrydde smerten og livets hårdhed. Det er ikke fordi smerte er noget, man bevidst skal opsøge, men man må være sig bevidst om, at lidelse er en del af den menneskelige tilværelse. Lidelse eksisterer i det omfang, den bliver belyst, og lidelse lader sig dårligt gradbøje. Et andet grundlæggende aspekt ved indsamlingernes appel er altså deres utopiske forestilling om en verden uden lidelse eller død - en idé, der kan synes harmløs i sig selv, men må ligge bag enhver form for totalitarisme, i det 20. århundrede personificeret ved Sovjetunionens organiserede mord på et 8-cifret antal mennesker i lighedens navn.

Også i selve donationen findes noget problematisk. Det er den ultimative reduktion af et menneskes skyld og ansvar til dets monetære kapacitet. Et menneske, der kan donere mere, må nødvendigvis i det omfang det i det hele taget er godt at donere noget, være bedre end et andet menneske. Den sociale interaktion mellem mennesker nedbrydes altså til at være en udveksling af skyldforladelse for penge. Men er det at donere penge så at tage ansvar eller fralægge sig ansvar? Hvis ansvar er nemt, er det ligegyldigt. I afladskøbet ligger jo netop skyldforladelsen, og dermed har man opgivet sit ansvar - man har sagt "jeg har betalt penge", og så går man ud på gaden og går forbi folk der falder på cykel uden at spørge, om de har det godt, eller man ser den anden vej, når man en nat ser et voldeligt overfald. Man har købt sig fri af sin forpligtelse overfor sine nære omgivelser og altså populært sagt deponeret sit sociale ansvar hos sin bankrådgiver.

Lidelse findes kun i det omfang, man er den bevidst, og således gælder altså det fuldstændigt banale faktum, at vi kun er bevidste om ulykken på eksempelvis Haiti i det omfang, vi får den smidt ind ad fjernsynet. Lige nu er der masser af mennesker, der er døende rundt omkring i verden uden der er nogen, der laver indsamlinger til deres fordel. Der er ingen, der læser dette her, der kan afvise, at der måtte være 200.000 andre mennesker et andet sted, der fortjener hjælp lige så meget som ofrene på Haiti. Det vedrører os ikke konkret, hvad end man måtte bilde sig selv det ind. Tabstallene er en statistik. Hvis man går ned på gaden, og tilfældigvis bliver udsat for at se et menneske blive skudt, har dette en uendeligt større betydning for ens liv, end det har hvorvidt tabstallet fra Haiti er 185.768 eller 185.769. Eller 0, eller 1.000.000. På den måde er Haiti altså ikke noget, vi som mennesker kan involvere os i. Og hvorfor er der så så mange der gør det? Det er af mange årsager - det er for at købe sig fri af sine synder, det er for at kunne sige, man har gjort det, det er for at have noget at snakke om så man ikke skal udsættes for den pinlige tavshed, man hader med andre mennesker. Fælles for enhver, der donerer, er, at den egentlige vilje til at hjælpe andre mennesker er forsvindende lille, for man har så mange andre muligheder for at hjælpe andre mennesker, at det slet ikke er noget problem at hjælpe andre mennesker - hvis man ville det kunne man gå rundt hele dagen og hjælpe andre mennesker, man kunne arbejde frivilligt på et børnehjem eller et herberg, og så behøvedes man aldrig nogensinde bekymre sig om fjernsyn eller show eller kommercialisme eller nogen dikkedarer. Men de mennesker, der donerer en masse penge til Haiti, er ikke nede i børnehjemmene på mandag, og det er de ikke, fordi de grundlæggende slet ikke har noget mål om at hjælpe andre mennesker. De vil være en del af den statusindustri, som godhedsindustrien er.

I min have, nej, mine forældres have, ligger et træ. Det ligger der, fordi det ikke gad stå længere, og så lagde det sig ned, midt på græsplænen. Det er et ret stort træ, og i kraft af det har det en vis autoritet, som det udnytter til den slags ligegyldighed, som rigtigt store træer kan udvise overfor omverdenen. Det har bare lagt sig ned på alle de andre små buske, der stod i vejen, og ligger stille og snedækket midt på en stor, grøn scene. Nogen ville sige, det er dødt, men det har altså aldrig været mere levende.

Det skal ikke forstås symbolsk eller allegorisk. Det er bare betragtninger.

Derudover har jeg lige set Tina Lund i fjernsynet. Hun ser flot ud, og derfor har man lavet et fjernsynsprogram om hende. Og så er hun vist nok også god til at ride. I programmet fortæller hun stolt om, hvordan der er nogen, der har produceret en sang kun til hende, som hun så skal lægge stemme til. Ikke fordi hun synger godt. Næh, pladeselskabet er glade fordi hun ser godt ud, og hun er glad fordi hun får reklame. Musikken er produceret med det formål at sælge så mange kopier som muligt, det er dens eneste eksistensgrundlag (jeg ville have skrevet raison d'etre men det skrev jeg i mit sidste indlæg, og det er sådan lidt et påtaget intellektuelt udtryk, men der findes bare ikke rigtigt noget på dansk. Gør der?) og det eneste formål, hver tone i musikken har. Samlebåndet som kulturelt imperativ (jeg ved ikke om den sætning giver mening, men den lyder flot). Imens er der om 6 måneder endnu en årgang af dimittender fra konservatorier rundt omkring, der i 90 % af tilfældene kommer til at beskæftige sig med undervisning af møgunger, der ikke gider musik, altimens de i deres sparsomme fritid måske gør på forhånd umulige forsøg på at få en pladekontrakt. Der er altså bare nogen, der burde stå foran Tina Lund i den pladekontrakt-kø.

I går var jeg til fest. Det første lange stykke tid var der kun piger, og det er ikke fordi jeg er bange for pigelus, men altså, det er rart nok lige at have en eller anden, man kan hviske sjofle kommentarer om hende blondinen på den anden side af bordet til. Udover hende blondinen og en masse andre piger, er verdens sjoveste menneske også til stede. Hun er en asiat, og så siger hun bare en masse mærkelige ting. I min bagstivhed kniber det med eksempler, men jeg kan huske at hun på et tidspunkt fortalte mig om, at hun egentlig godt kunne lide at lave jokes om spædbørn osv., men var lidt i tvivl om, hvorvidt det indimellem var upassende, fordi nogen folk bliver ret sure over den slags. Man ved ikke helt om man griner med hende eller af hende, men man griner i hvert fald. Hun er desværre ikke så pæn, så efterhånden som jeg fik stabiliseret min alkohol/blod-ratio på et passende niveau, begyndte jeg at fokusere på hende blondinen. Jeg synes selv, jeg var ret subtil, men jeg har ladet mig fortælle, at piger er nogen satans psykologer, og på et eller andet tidspunkt bekendtgjorde hun så, at hun havde en kæreste, men i øvrigt synes, jeg er pisseflink. Der er virkelig få ting, der er mere trælse at få af vide af en pige. Hun måtte virkelig hellere synes jeg var en kæmpe-nar.

Jeg fortæller kun det sidste for at man ligesom kan stykke min egen hykleriske overfladiskhed sammen med Tina Lund-historien. Det med træet giver stadig ingen mening.

Reflektioner over en de-Ruth

Så står man der pludselig, med en flaske rødvin i den ene hånd, en cigaret i den anden, og prøver at lade som om man aldrig har lavet andet end at stå der og fryse, og lade som om man kan finde ud af at ryge, og man fornemmer ligesom at den der scene i film, hvor drengen på 15 bliver presset til at ryge af de andre, og hoster og harker, kun afholder sig fra at udspille sig idet man ikke kan finde ud af at inhalere.

Så kan man stå og spekulere på, hvorvidt ens personlighed ændrer sig, fordi ens livsstil ændrer sig, eller ens livsstil ændrer sig, fordi ens personlighed gør det. Den slags kausalitetsspørgsmål beskæftigede jeg mig nu ikke med i situationen, men retrospektivt, da jeg fik chancen for en halvanden times gåtur i Botanisk Have. Det meste af tiden spenderede jeg på at overveje, hvor den livsglæde, der fik en til at klatre op i de træer, med de krogede grene, at kælke ned af bakkerne, og at vade rundt på de frosne søer uden at bekymre sig om, hvorvidt man falder i, er blevet af. Det er den slags glæder, man får, når man er hjemløs for et døgn.

For nu at starte fra begyndelsen, så var jeg fuld. I onsdags var jeg fuld, i torsdags var jeg fuld, i fredags var jeg fuld. Og lørdag skulle jeg tidligt op. Klokken 9:30, for jeg skulle ned i opgangens kælder og flytte ting op. Der var gamle potteplanter og træ. Nej, jeg ved ikke, hvad 10 døde potteplanter lavede i kælderrummet. Derudover var der også et mikroskop - nej, forstørrelsesglas, fortalte Stig, da vi spurgte ham - for Stig havde engang en drøm om at indrette et mørkekammer i kælderen. Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive noget om, hvordan man fik Stigs eget bifald til at smide den drøm ud, men det var før Stig truede mig på livet.

Vi fik da også Fernet Branca. Og guldøl. Og nej, jeg er ikke endnu så alkoholiseret, at jeg kan synes det er fantastisk fedt når man i forvejen har tømmermænd. Men vi blev da færdige på et tidspunkt. Resten af dagen brugte jeg på at udvikle en mindre tristesse, der blev gjort des mere trist af dens egen tilsyneladende manglende raison d'etre. Indtil videre en ret almindelig dårlig dag. Hvis jeg havde vidst, hvordan den skulle fortsætte, havde jeg muligvis bare gjort en ende på tilværelsen der. Nogle gange tænker jeg, at hvis mennesker hver dag aktivt skulle fravælge selvmord, ville der være mange flere selvmord. Det er mere fordi man ikke gider dø end fordi man gider leve.

Nå, men så skal vi holde fællesmiddag i opgangen. I præcist samme øjeblik, sker der to ting:
- Min dørs lås siger klik, og smækker i.
- Jeg indser kun alt for klart, at jeg ikke har min nøgle på mig. Jeg mærker, velvidende at Gud er død, efter i min lomme. Jeg har smækket mig selv ude.

Jeg er så tilpas nærig, at det, at et øjebliks total tankeløshed koster mig 600 kr., forbitrer mig komplet i en halv times tid. Herefter indser jeg så småt, at det er for sent at ændre. Bitterheden har dog bidt sig fast. Efterhånden som middagen skrider frem, er det faktisk meget hyggeligt. De andre er flinke, almindelige mennesker. Som jeg godt kan lide dem. Min nabo er gammel tysklærer i gymnasiet, og kan i øvrigt godt lide klassisk musik. Han har den største samling af tysk litteratur og klassiske CD'er, jeg nogensinde har set. Stig er godt nok lidt en spøjs fætter. Men han er da meget flink.

Indtil han har fået tre glas rødvin. Vi har flere gange småsludret om en lidt for højlydt fest jeg holdte en lidt for almindelig hverdag, og han har hver gang godtaget min undskyldning, og sagt at han jo også selv larmer lidt indimellem. På dette tidspunkt har vi en samtale der forløber cirka sådan her:

"Det der onsdag nat, onsdag klokken halv 5, hvis det nogen sinde sker igen, så smadrer jeg dig, smadrer dig, hvis det sker igen, slår dig ihjel. Jeg skulle på arbejde næste morgen og så er jeg sådan set pissehamrende ligeglad med hvad du skal." De første sætninger med en meget seriøs, dæmpet stemme. Det sidste råbende.

Anden deltager: "Hov hov Stig, der er ingen grund til at bande."

Mig: (Lang pause. Lamslået.) "Vi har allerede snakket om det, og du kunne jo sparke i gulvet, hvis du var utilfreds, så kunne jeg jo have gjort noget. Det kan jeg ikke nu."

Ham: "Men jeg sparkede ikke i gulvet."

Jeg undskyldte mig 10 minutter senere, og gik, mens jeg langsomt indså, at et menneske meget seriøst havde sagt til mig, at han ville slå mig ihjel. Jeg tror alle har prøvet at stå i en situation, hvor de bagefter har fortrudt, at de ikke sagde noget andet, eller gjorde noget andet. Jeg tvivler på, at særlig mange i så høj grad har fortrudt, at de ikke hidsede sig op og gav manden en gigantisk skideballe, som jeg gjorde. Men jeg var simpelthen bare mundlam, og brugte resten af aftenen på at fortryde mit eget kujoneri.

Nå, men så skulle tilværelsen druknes i rødvin, og for nu at gøre en lang historie kort, står jeg pludselig i et kollektiv med Karl Marx-plakater på væggen, mærkelige mennesker overalt. De eneste rimelige mennesker i lokalet er tilsyneladende dem, jeg kom med, og en af dem taler jeg med, da en abe vælter ind i ham, og jeg får spildt rødvin udover det hele.

Jeg står udenfor, da det rimelige menneske tilbyder mig en cigaret, og hvis det nogensinde har givet mening at stå med en cigaret i højre hånd og en flaske rødvin i venstre, må det være i det øjeblik. Jeg har fået sovelejlighed hos et af den slags mennesker, der hjælper en, når man har brug for det, og på et relativt tidligt tidspunkt beslutter vi, at det ligesom er nok med den fest, og går tilbage. Her sker der tre ting: Min ven ringer til den føromtalte 17-årige pige, og skræmmer hende med plat poesi (du er det sidste jordbær i skålen, wtf). Jeg taler kort med hende. Man har svært ved at forestille sig, at min dag kan blive værre, indtil den 17-årige psykolog konstaterer at det nok er lang tid siden jeg har fået noget, siden jeg ringede til hende både i nat og sidste nat. Fuck hende. Så bliver min ven kimet ned af piger, og jeg husker, at jeg læser halvdelen af Tom Kristensens "Til Ruth" op for en københavnsk pige, jeg ikke aner hvem er. Jeg var længe sikker på, at digtet hed Deroute, og det havde ligesom også været mere passende.

-----

En lille epilog:
For fire måneder siden havde jeg en sød kæreste og var bare sådan godt tilfreds med det hele. Nu har jeg konsekvente tømmermænd, dårlig samvittighed - uden at være i stand til at afgøre om det er af hensyn til mig selv eller andre mennesker - og en mere og mere zombielignende tilværelse. Det føles ikke så slemt som det lyder. Nogen gange føles det helt godt. I går var bare ikke en af de dage. Som jeg i min patetiske fuldskab i går gentog sikkert et par gange, har en af mine sergenter fra Livgarden sagt noget klogt - og det var vitterligt det eneste kloge, han sagde i de 4 måneder, jeg kendte ham, for han var fandme en nar - nemlig at tiden kan ingen stoppe. Det bli'r altid fredag eftermiddag. Eller i det her tilfælde, søndag formiddag. Indimellem er det ret rart, at ingenting er permanent. Og i dag viste det sig, at alle andre i min opgang synes Stig er en nar, han er alkoholiker, og jeg tvivler på, jeg behøver frygte for mit liv. Det lykkedes mig også at bryde ind i min egen lejlighed, så jeg slap for at betale penge for en låsesmed. Botanisk have er et rigtigt flot og dejligt sted at opholde sig i det her vejr. Det skulle man gøre noget mere.

Så er der fandme heller ikke grund til at være mere emo over at en eller anden alkoholiker siger noget pis til en, og at man smækker sig ude, herregud. Nu gider jeg ikke have ondt af mig selv længere. Det har sgu varet længe nok.