Redaktionens vejledning i, hvordan man som almindeligt menneske bør forholde sig til katastrofer i andre dele af verdenen

Gang på gang sker det at folk kommer til mig og spørger, "Hvordan bør jeg som dansker forholde mig til den mængde af terrorisme og ulykke, der eksisterer i verdenen? Jeg vil jo gerne både være in og trendy, men jeg føler dårligt nok, at jeg kan overskue alle katastroferne, og nogen gange har jeg indtryk af, at der dør mennesker et sted i verden, uden at jeg har doneret penge til det, og når nu alle mennesker går og snakker om indsamlinger hele tiden, bør jeg så ikke også give penge?"

For nu at spare mig selv for den tid, det tager at besvare alle disse spørgsmål seperat, vil jeg her komme med guiden til, hvordan man skal forholde sig til indsamlinger, hvadenten det er til Haiti og Thailand, ofrene for terrorangreb på USA, Bali, Påskeøerne, Rømø eller hvor ved jeg.

Problematikken i forbindelse med indsamlinger (i denne forbindelse forstået bredt som alle, hvis vilje til at interagere med dig kun eksisterer i det omfang, du giver dem penge - herunder folk på gaden, folk der ringer på din dørklokke, indsamlingsshows i fjernsynet etc.) er flerdelt. Jeg starter bare et tilfældigt sted.

I den katolske kirke kunne man som bekendt i middelalderen købe sig til aflad for sine synder, altså betale sig fra at få en kortere tid i skærsilden. Det kan godt være, Gud er død, men synden - og særligt skylden - lever i bedste velgående. I den vestlige verden lever den paradoksale idé - idet den netop er et resultat af vores overlegne civilisation - at vi er skyldige. I kraft af imperialisme, i kraft af teknologisk og økonomisk overlegenhed er vi skyldige. Det er en idé, der konkret i Danmark reproduceres gennem den daglige mediedækning og især gennem skolesystemet - det er i denne sammenhæng uvæsentligt. Det væsentlige er at konstatere, at denne forestilling findes, og er en af de vigtigste årsager til det vestlige menneskes trang til at donere penge.

Nu har jeg indrømmet ikke læst en brik af Nietzsche, men namedropping er fedt, og han står bag en demokratikritik, der i det store og hele går ud på, at demokratiet vil udrydde smerten og livets hårdhed. Det er ikke fordi smerte er noget, man bevidst skal opsøge, men man må være sig bevidst om, at lidelse er en del af den menneskelige tilværelse. Lidelse eksisterer i det omfang, den bliver belyst, og lidelse lader sig dårligt gradbøje. Et andet grundlæggende aspekt ved indsamlingernes appel er altså deres utopiske forestilling om en verden uden lidelse eller død - en idé, der kan synes harmløs i sig selv, men må ligge bag enhver form for totalitarisme, i det 20. århundrede personificeret ved Sovjetunionens organiserede mord på et 8-cifret antal mennesker i lighedens navn.

Også i selve donationen findes noget problematisk. Det er den ultimative reduktion af et menneskes skyld og ansvar til dets monetære kapacitet. Et menneske, der kan donere mere, må nødvendigvis i det omfang det i det hele taget er godt at donere noget, være bedre end et andet menneske. Den sociale interaktion mellem mennesker nedbrydes altså til at være en udveksling af skyldforladelse for penge. Men er det at donere penge så at tage ansvar eller fralægge sig ansvar? Hvis ansvar er nemt, er det ligegyldigt. I afladskøbet ligger jo netop skyldforladelsen, og dermed har man opgivet sit ansvar - man har sagt "jeg har betalt penge", og så går man ud på gaden og går forbi folk der falder på cykel uden at spørge, om de har det godt, eller man ser den anden vej, når man en nat ser et voldeligt overfald. Man har købt sig fri af sin forpligtelse overfor sine nære omgivelser og altså populært sagt deponeret sit sociale ansvar hos sin bankrådgiver.

Lidelse findes kun i det omfang, man er den bevidst, og således gælder altså det fuldstændigt banale faktum, at vi kun er bevidste om ulykken på eksempelvis Haiti i det omfang, vi får den smidt ind ad fjernsynet. Lige nu er der masser af mennesker, der er døende rundt omkring i verden uden der er nogen, der laver indsamlinger til deres fordel. Der er ingen, der læser dette her, der kan afvise, at der måtte være 200.000 andre mennesker et andet sted, der fortjener hjælp lige så meget som ofrene på Haiti. Det vedrører os ikke konkret, hvad end man måtte bilde sig selv det ind. Tabstallene er en statistik. Hvis man går ned på gaden, og tilfældigvis bliver udsat for at se et menneske blive skudt, har dette en uendeligt større betydning for ens liv, end det har hvorvidt tabstallet fra Haiti er 185.768 eller 185.769. Eller 0, eller 1.000.000. På den måde er Haiti altså ikke noget, vi som mennesker kan involvere os i. Og hvorfor er der så så mange der gør det? Det er af mange årsager - det er for at købe sig fri af sine synder, det er for at kunne sige, man har gjort det, det er for at have noget at snakke om så man ikke skal udsættes for den pinlige tavshed, man hader med andre mennesker. Fælles for enhver, der donerer, er, at den egentlige vilje til at hjælpe andre mennesker er forsvindende lille, for man har så mange andre muligheder for at hjælpe andre mennesker, at det slet ikke er noget problem at hjælpe andre mennesker - hvis man ville det kunne man gå rundt hele dagen og hjælpe andre mennesker, man kunne arbejde frivilligt på et børnehjem eller et herberg, og så behøvedes man aldrig nogensinde bekymre sig om fjernsyn eller show eller kommercialisme eller nogen dikkedarer. Men de mennesker, der donerer en masse penge til Haiti, er ikke nede i børnehjemmene på mandag, og det er de ikke, fordi de grundlæggende slet ikke har noget mål om at hjælpe andre mennesker. De vil være en del af den statusindustri, som godhedsindustrien er.

I min have, nej, mine forældres have, ligger et træ. Det ligger der, fordi det ikke gad stå længere, og så lagde det sig ned, midt på græsplænen. Det er et ret stort træ, og i kraft af det har det en vis autoritet, som det udnytter til den slags ligegyldighed, som rigtigt store træer kan udvise overfor omverdenen. Det har bare lagt sig ned på alle de andre små buske, der stod i vejen, og ligger stille og snedækket midt på en stor, grøn scene. Nogen ville sige, det er dødt, men det har altså aldrig været mere levende.

Det skal ikke forstås symbolsk eller allegorisk. Det er bare betragtninger.

Derudover har jeg lige set Tina Lund i fjernsynet. Hun ser flot ud, og derfor har man lavet et fjernsynsprogram om hende. Og så er hun vist nok også god til at ride. I programmet fortæller hun stolt om, hvordan der er nogen, der har produceret en sang kun til hende, som hun så skal lægge stemme til. Ikke fordi hun synger godt. Næh, pladeselskabet er glade fordi hun ser godt ud, og hun er glad fordi hun får reklame. Musikken er produceret med det formål at sælge så mange kopier som muligt, det er dens eneste eksistensgrundlag (jeg ville have skrevet raison d'etre men det skrev jeg i mit sidste indlæg, og det er sådan lidt et påtaget intellektuelt udtryk, men der findes bare ikke rigtigt noget på dansk. Gør der?) og det eneste formål, hver tone i musikken har. Samlebåndet som kulturelt imperativ (jeg ved ikke om den sætning giver mening, men den lyder flot). Imens er der om 6 måneder endnu en årgang af dimittender fra konservatorier rundt omkring, der i 90 % af tilfældene kommer til at beskæftige sig med undervisning af møgunger, der ikke gider musik, altimens de i deres sparsomme fritid måske gør på forhånd umulige forsøg på at få en pladekontrakt. Der er altså bare nogen, der burde stå foran Tina Lund i den pladekontrakt-kø.

I går var jeg til fest. Det første lange stykke tid var der kun piger, og det er ikke fordi jeg er bange for pigelus, men altså, det er rart nok lige at have en eller anden, man kan hviske sjofle kommentarer om hende blondinen på den anden side af bordet til. Udover hende blondinen og en masse andre piger, er verdens sjoveste menneske også til stede. Hun er en asiat, og så siger hun bare en masse mærkelige ting. I min bagstivhed kniber det med eksempler, men jeg kan huske at hun på et tidspunkt fortalte mig om, at hun egentlig godt kunne lide at lave jokes om spædbørn osv., men var lidt i tvivl om, hvorvidt det indimellem var upassende, fordi nogen folk bliver ret sure over den slags. Man ved ikke helt om man griner med hende eller af hende, men man griner i hvert fald. Hun er desværre ikke så pæn, så efterhånden som jeg fik stabiliseret min alkohol/blod-ratio på et passende niveau, begyndte jeg at fokusere på hende blondinen. Jeg synes selv, jeg var ret subtil, men jeg har ladet mig fortælle, at piger er nogen satans psykologer, og på et eller andet tidspunkt bekendtgjorde hun så, at hun havde en kæreste, men i øvrigt synes, jeg er pisseflink. Der er virkelig få ting, der er mere trælse at få af vide af en pige. Hun måtte virkelig hellere synes jeg var en kæmpe-nar.

Jeg fortæller kun det sidste for at man ligesom kan stykke min egen hykleriske overfladiskhed sammen med Tina Lund-historien. Det med træet giver stadig ingen mening.

Reflektioner over en de-Ruth

Så står man der pludselig, med en flaske rødvin i den ene hånd, en cigaret i den anden, og prøver at lade som om man aldrig har lavet andet end at stå der og fryse, og lade som om man kan finde ud af at ryge, og man fornemmer ligesom at den der scene i film, hvor drengen på 15 bliver presset til at ryge af de andre, og hoster og harker, kun afholder sig fra at udspille sig idet man ikke kan finde ud af at inhalere.

Så kan man stå og spekulere på, hvorvidt ens personlighed ændrer sig, fordi ens livsstil ændrer sig, eller ens livsstil ændrer sig, fordi ens personlighed gør det. Den slags kausalitetsspørgsmål beskæftigede jeg mig nu ikke med i situationen, men retrospektivt, da jeg fik chancen for en halvanden times gåtur i Botanisk Have. Det meste af tiden spenderede jeg på at overveje, hvor den livsglæde, der fik en til at klatre op i de træer, med de krogede grene, at kælke ned af bakkerne, og at vade rundt på de frosne søer uden at bekymre sig om, hvorvidt man falder i, er blevet af. Det er den slags glæder, man får, når man er hjemløs for et døgn.

For nu at starte fra begyndelsen, så var jeg fuld. I onsdags var jeg fuld, i torsdags var jeg fuld, i fredags var jeg fuld. Og lørdag skulle jeg tidligt op. Klokken 9:30, for jeg skulle ned i opgangens kælder og flytte ting op. Der var gamle potteplanter og træ. Nej, jeg ved ikke, hvad 10 døde potteplanter lavede i kælderrummet. Derudover var der også et mikroskop - nej, forstørrelsesglas, fortalte Stig, da vi spurgte ham - for Stig havde engang en drøm om at indrette et mørkekammer i kælderen. Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive noget om, hvordan man fik Stigs eget bifald til at smide den drøm ud, men det var før Stig truede mig på livet.

Vi fik da også Fernet Branca. Og guldøl. Og nej, jeg er ikke endnu så alkoholiseret, at jeg kan synes det er fantastisk fedt når man i forvejen har tømmermænd. Men vi blev da færdige på et tidspunkt. Resten af dagen brugte jeg på at udvikle en mindre tristesse, der blev gjort des mere trist af dens egen tilsyneladende manglende raison d'etre. Indtil videre en ret almindelig dårlig dag. Hvis jeg havde vidst, hvordan den skulle fortsætte, havde jeg muligvis bare gjort en ende på tilværelsen der. Nogle gange tænker jeg, at hvis mennesker hver dag aktivt skulle fravælge selvmord, ville der være mange flere selvmord. Det er mere fordi man ikke gider dø end fordi man gider leve.

Nå, men så skal vi holde fællesmiddag i opgangen. I præcist samme øjeblik, sker der to ting:
- Min dørs lås siger klik, og smækker i.
- Jeg indser kun alt for klart, at jeg ikke har min nøgle på mig. Jeg mærker, velvidende at Gud er død, efter i min lomme. Jeg har smækket mig selv ude.

Jeg er så tilpas nærig, at det, at et øjebliks total tankeløshed koster mig 600 kr., forbitrer mig komplet i en halv times tid. Herefter indser jeg så småt, at det er for sent at ændre. Bitterheden har dog bidt sig fast. Efterhånden som middagen skrider frem, er det faktisk meget hyggeligt. De andre er flinke, almindelige mennesker. Som jeg godt kan lide dem. Min nabo er gammel tysklærer i gymnasiet, og kan i øvrigt godt lide klassisk musik. Han har den største samling af tysk litteratur og klassiske CD'er, jeg nogensinde har set. Stig er godt nok lidt en spøjs fætter. Men han er da meget flink.

Indtil han har fået tre glas rødvin. Vi har flere gange småsludret om en lidt for højlydt fest jeg holdte en lidt for almindelig hverdag, og han har hver gang godtaget min undskyldning, og sagt at han jo også selv larmer lidt indimellem. På dette tidspunkt har vi en samtale der forløber cirka sådan her:

"Det der onsdag nat, onsdag klokken halv 5, hvis det nogen sinde sker igen, så smadrer jeg dig, smadrer dig, hvis det sker igen, slår dig ihjel. Jeg skulle på arbejde næste morgen og så er jeg sådan set pissehamrende ligeglad med hvad du skal." De første sætninger med en meget seriøs, dæmpet stemme. Det sidste råbende.

Anden deltager: "Hov hov Stig, der er ingen grund til at bande."

Mig: (Lang pause. Lamslået.) "Vi har allerede snakket om det, og du kunne jo sparke i gulvet, hvis du var utilfreds, så kunne jeg jo have gjort noget. Det kan jeg ikke nu."

Ham: "Men jeg sparkede ikke i gulvet."

Jeg undskyldte mig 10 minutter senere, og gik, mens jeg langsomt indså, at et menneske meget seriøst havde sagt til mig, at han ville slå mig ihjel. Jeg tror alle har prøvet at stå i en situation, hvor de bagefter har fortrudt, at de ikke sagde noget andet, eller gjorde noget andet. Jeg tvivler på, at særlig mange i så høj grad har fortrudt, at de ikke hidsede sig op og gav manden en gigantisk skideballe, som jeg gjorde. Men jeg var simpelthen bare mundlam, og brugte resten af aftenen på at fortryde mit eget kujoneri.

Nå, men så skulle tilværelsen druknes i rødvin, og for nu at gøre en lang historie kort, står jeg pludselig i et kollektiv med Karl Marx-plakater på væggen, mærkelige mennesker overalt. De eneste rimelige mennesker i lokalet er tilsyneladende dem, jeg kom med, og en af dem taler jeg med, da en abe vælter ind i ham, og jeg får spildt rødvin udover det hele.

Jeg står udenfor, da det rimelige menneske tilbyder mig en cigaret, og hvis det nogensinde har givet mening at stå med en cigaret i højre hånd og en flaske rødvin i venstre, må det være i det øjeblik. Jeg har fået sovelejlighed hos et af den slags mennesker, der hjælper en, når man har brug for det, og på et relativt tidligt tidspunkt beslutter vi, at det ligesom er nok med den fest, og går tilbage. Her sker der tre ting: Min ven ringer til den føromtalte 17-årige pige, og skræmmer hende med plat poesi (du er det sidste jordbær i skålen, wtf). Jeg taler kort med hende. Man har svært ved at forestille sig, at min dag kan blive værre, indtil den 17-årige psykolog konstaterer at det nok er lang tid siden jeg har fået noget, siden jeg ringede til hende både i nat og sidste nat. Fuck hende. Så bliver min ven kimet ned af piger, og jeg husker, at jeg læser halvdelen af Tom Kristensens "Til Ruth" op for en københavnsk pige, jeg ikke aner hvem er. Jeg var længe sikker på, at digtet hed Deroute, og det havde ligesom også været mere passende.

-----

En lille epilog:
For fire måneder siden havde jeg en sød kæreste og var bare sådan godt tilfreds med det hele. Nu har jeg konsekvente tømmermænd, dårlig samvittighed - uden at være i stand til at afgøre om det er af hensyn til mig selv eller andre mennesker - og en mere og mere zombielignende tilværelse. Det føles ikke så slemt som det lyder. Nogen gange føles det helt godt. I går var bare ikke en af de dage. Som jeg i min patetiske fuldskab i går gentog sikkert et par gange, har en af mine sergenter fra Livgarden sagt noget klogt - og det var vitterligt det eneste kloge, han sagde i de 4 måneder, jeg kendte ham, for han var fandme en nar - nemlig at tiden kan ingen stoppe. Det bli'r altid fredag eftermiddag. Eller i det her tilfælde, søndag formiddag. Indimellem er det ret rart, at ingenting er permanent. Og i dag viste det sig, at alle andre i min opgang synes Stig er en nar, han er alkoholiker, og jeg tvivler på, jeg behøver frygte for mit liv. Det lykkedes mig også at bryde ind i min egen lejlighed, så jeg slap for at betale penge for en låsesmed. Botanisk have er et rigtigt flot og dejligt sted at opholde sig i det her vejr. Det skulle man gøre noget mere.

Så er der fandme heller ikke grund til at være mere emo over at en eller anden alkoholiker siger noget pis til en, og at man smækker sig ude, herregud. Nu gider jeg ikke have ondt af mig selv længere. Det har sgu varet længe nok.