Findes perioder?

Ikke hvis man spørger en række nyere skribenter indenfor litteraturhistoriografi. Her er påstanden - lidt kort og karikeret - at ethvert værk ved nærmere eftersyn vil opløse de karakteristika det deler med den periode, det siges at tilhøre - som når man siger at Proust er modernist og man så lynhurtigt af en kæk person med evne til kritisk tænkning som en 12-årig bliver skudt i skoene at Proust faktisk på mange måder minder mere om postmodernismen.

Her et par ord om den metode, kritikerne af periodebegrebet bruger. Først en graf:



Sådan ser virkeligheden ud. Nu kommer der så en kløgtig systematiker og skaber følgende billede:



Aha, aha. Det ser ud som om vores kløgtige systematiker har opdaget en struktur bag prikkerne som kan hjælpe os til at forstå og begribe systemet. Men den tanke får ikke lov at leve længe, før en flok pseudointellektuelle Derrida-misfortolkere kommer løbende, og påviser følgende:



Nu kommer disse kritikere med to angreb på stregen:

1. "Jamen se så på den grønne prik! Se hvor den afviger fra stregen! I virkeligheden har den jo langt mere til fælles med den prik, den blå pil peger på, de er næsten på samme højde! Og den er langt tættere på den blå pil end prikken med den blå cirkel omkring! Jamen se hvor forkert det er at rubricere grøn pil og blå cirkel i samme kategori!"

2. "Det man kan se er, at hvis man ser nærmere, vil alle prikkerne være forskellige fra stregen, ikke en eneste af dem vil være helt identisk - så derfor giver det selvfølgelig ikke mening at tegne stregen."


Det vil være indlysende hvorfor punkt 1 er forkert. Det er en udvælgelse af nogle specifikke karakteristika (i dette tilfælde y-værdien), men hermed overser man at y også i dette tilfælde er en funktion af x, og at de to er uadskillelige.

Også med hensyn til punkt 2 vil jeg trække på naturvidenskaben, her fysikken, hvor det er et aksiom at et punkt aldrig kan ligge præcis på en linie i en graf. Der vil altid være en - omend til tider minimal - afstand mellem de to, men linien findes alligevel som en værdi korrigeret af punkterne. På den måde foregiver linien altså slet ikke at ramme noget punkt - en stråmand opsat af kritikerne af periodebegrebet - men foregiver blot at systematisere punkterne.

Dermed skulle vi nu have bevæget os udover de barnlige forsøg på at underminere litteraturhistoriens grundsten og herfra kunne bevæge os videre mod reelle problemstillinger.

Hipstere og holocaust - et par ord om autencitet

Af en eller anden grund skal alle mine indlæg på denne blog efterhånden tage udgangspunkt i X-factor. I genudsendelsen som jeg, stærkt medtaget af groteske tømmermænd, i dag overværede, kunne man flere gange høre dommerne tale om "autencitet" som det højeste mål - eller snarere som en særlig ubestemmelig styrke hos visse af sangerne. Foranlediget af et glimrende oplæg om autencitetsbegrebet af KMS i forgårs, vil her følge et par refleksioner over autencitet og dets brug, særligt i politiske sammenhænge.

Først en parafrase af nogle pointer hos KMS. Nogle af de store spørgsmål i holocaustlitteraturen er 'hvad må man skrive om holocaust og hvem må skrive det?' KMS' påstand var, at der i behandlingen af holocaustlitteraturen har været en søgen efter autencitet, som er uheldig. Der blev opstillet en række skel mellem det "autentiske" og det virkelige. Det autentiske er karakteriseret ved subjektivitet og erindring, det virkelige ved objektivitet og historie. Det autentiske rummer mange farer og faldgrubber, og således kan man også se en særlig mytologisering af holocaust som den eneste begivenhed, for hvilken der gælder helt særlige koder for hvordan det er comme il faut at omgås.

Det, forbrugersamfundet efterspørger er netop dette autentiske. Men, er det min påstand, i det autentiske ligger allerede afstanden til det oprindelige: Ligesom mælk er homogeniseret fordi det ikke er homogent, er det autentiske netop adskilt fra det 'oprindelige', og enhver såkaldt "autenticitet" er altså ikke andet end en efterligning, der netop ved sin påtagede autencitet forsøger at sløre den egentlige afstand. Det er autenticitetens problem: Den hævder en lighed mellem det "autentiske" og det oprindelige, som altid er falsk og konstrueret. Man kunne endda med god ret gå så vidt som at sige - Derrida har jo påvist problemerne ved oprindelsestænkningen - at denne oprindelse (det egentligt autentiske) slet ikke har en kerne af betydning, men at denne kerne af betydning netop skabes af det "autentiske". Dermed saver det autentiske så at sige den gren, det selv sidder på over: Dets forbindelse til fortiden er en konstruktion af fortiden, ikke fortiden som den faktisk så ud.

Det er åbenlyst hvorfor sådan en autencitetstænkning er problematisk. Det er en radikalt regressiv tankegang som paradoksalt nok typisk er forbundet med de mest progressive miljøer. Det værste er denne stræben efter "naturlighed" som kendetegner fortalerne for radikal økologi eller de såkaldte "modkulturer" såsom hipstere, hvis autencitetsforestilling netop er en endeløs selviscenesættelse, og på den måde viser det sig altså at det autentiske tilslører det oprindelige. Det autentiske er altid et billede af det oprindelige, forvrænget og uden respekt for det fortidige, kun det nutidige.

Autencitetstænkningen er kendetegnet ved denne mytologiserende fremstilling af fortiden, der altså baserer sig på forestillingen om det autentiskes mulighed - selvom det allerede fra start af har markeret sin endeløse afstand fra det egentligt oprindelige.

Fraser såsom autencitet eller naturlighed tjener dermed ikke andet formål end den endeløse selviscenesættende mytologisering af fortiden.