Performativitet hos Rachmaninoff

I det følgende vil jeg se lidt nærmere på hvilke virkemidler en af de teknisk dygtigste komponist-pianister benytter sig af i sine værker. Udgangspunktet er præludiet i h-moll, op. 32 nr. 10 (fra starten og ca. 1 minut frem) og etuden i es-moll, op. 39 nr. 5 (det hele, men især passagen fra 3:05).

Det karakteristiske ved de to passager er selvfølgelig de gentagne akkorder, som man med få undtagelser ellers ikke ser andre steder hos Rachmaninoff eller nogen anden komponist. Det er endda sådan, at en sådan gentagelse af akkorder betragtes som decideret upianistisk, teknisk akavet og akustisk dårligt fungerende. Dette har den uovertrufne tekniker Rachmaninoff selvfølgelig været klar over, så vi står nu altså med følgende paradoks: Hvorfor forfalder denne klaverets mester, der gang på gang beviste sine evner til at skrive fantastiske orkesterklange for klaveret, til et virkemiddel der betragtes som håbløst banalt og umusikalsk netop i hans to allerdystreste og mest desperate kompositioner?

Svaret ligger næsten allerede i paradokset selv. I de mest inderligt desperate og mørke passager hos Rachmaninoff falder kompositionen fra hinanden, den opløser sig i de gentagne akkorder, der ikke længere er så meget et rent musikalsk udtryk, som det er et performativt udtryk - det er et udtryk for komponist-pianistens desperation, det musikalskes ophør til fordel for det emotionelles hamren. Netop her kan opførslen ikke længere skelnes fra kompositionen, den ligger i noderne som ufravigeligt vilkår - præludiet op. 32 nr. 10 kan ikke bare være en indspilning på en plade, det må rumme en visuel idé - i det mindste imaginær - om pianisten, der opfører værket, om de fysiske bevægelser, kompositionen indebærer. Hvis man forestiller sig et "player-piano", som de gamle saloner i vesten havde, der kan spille selv, og spillede præcis som en pianist havde spillet det, har man alligevel ikke samme komposition. Det giver anledning til den tanke, at de to værker er Rachmaninoffs mest idiomatiske, idet de er sammensmeltningen mellem komponisten og pianisten. Det er også en musikfilosofisk påstand - et stykke musik er performativt. Det kan ikke tænkes uden at tænke opførslen.

Dermed viser Rachmaninoff os også instrumenternes grænser - instrumenter har en grænse, man ikke kan nå ud over, hvor der ikke findes andet end de uendeligt gentagne akkorders forsøg på at transcendere deres i sidste ende jordiske bundethed for at opnå musikkens absolutte frihed og mulighed for udtryk. Det er den mulighed, instrumentet er netop et instrument for, men i sidste ende ikke tilstrækkeligt, hvor mennesket og musikken når de yderste kanter, giver instrumentet op og bliver en pude for musikerens forsøg på transcendens.