Henrik Jensen om historien

Siden jeg stiftede bekendtskab med hans skrifter, har Henrik Jensen været en af mine foretrukne figurer i den offentlige debat. Med et grundlæggende konservativt syn på verden kortlægger han konsekvenserne af radikalismen og normopløsningen som de moderne samfund er prægede af - især efter 1968. Ved et tilfælde faldt jeg over bogen "Når vi taler om 68" som er en e-mailkorrespondence mellem førnævnte Henrik Jensen og infamøse Georg Metz. Man bliver nødt til at læse Georg Metz' indlæg for at forstå konteksten for Henrik Jensens svar, men de kan med fordel skimmes, og så kan man for alvor høre Henrik Jensen folde sig ud.

Jeg vil give manden selv ordet, og citere en prægnant passage fra Henrik Jensens første indlæg i bogen:

"Livet post-Taulov blev modsvarende fremmedartet og fuld af længsel efter en forladt, 'virkeligere' verden. Med fare for at stramme den kan man måske ligefrem tale om en følelse af syndefald - tab af tro forklædt som et tab af sted. Oplevelsen drev mig ikke blot i retning af historie som fag, men bidrog også til den særlige forståelse af historien, som udmøntede sig langt senere. For mig er den en bekræftelse af barndommen som det bevidsthedsmæssigt evigt tabte land, det sted, hvor de dybeste lag af karakteren og identiteten konstrueres. Den måde, hvorpå verden, virkeligheden, møder barnet, er bestemmende for resten af livet. Længe derefter forestiller den opvoksende sig måske livet som en ubrudt bevægelse frem mod stadig nye horisonter, en sindig overskriden og læggen horisonter bag sig - det var i al fald i høj grad 1960'ernes overgribende forståelse af den personlige udvikling - men et sted må han indse, at han bevæger sig i ring, og gang på gang krydser sit spor i et bestemt mønster, sat med arven og opvæksten. Evigt ejes kun det tabte.
Verden fremstår således for den enkelte som et nomos - som en konkret moralsk samenhæng, et værdi- og normsystem, ageret af en række i forestillingen evige, moralske figurer, begyndende med forældrene og bedsteforældrene, derpå læreren, som i Taulov hed Sørensen, og så videre. Det nomos knytter sig til det givne sted med en næsten religiøs forankring.
Jeg er ikke i tvivl om, at mennesket fødes som et religiøst væsen, hvis naturlige og sociale verden er metafysisk sammenvævet. Kosmos og nomos hænger sammen."