Dommerkulten

Et af de mest karakteristiske træk ved senere tids populære fjernsynsprogrammer er tendensen til absolut at inkludere et dommerpanel - en interesse, der startede med de talrige amerikanske advokat-/dommer-tv-serier, og kulminerede med at jura blev reality-fjernsyn, men herfra som bekendt har spredt sig til de talentkonkurrencer, vi kender som X-Factor eller Talent 2010. Men ikke nok med dette - dette dommerpanel er begyndt at sprede sig til endnu andre sfærer, eksempelvis madlavning som i "Kokkekampen" eller "Til middag hos..."-konceptet, hvor værter på skift giver hinanden karakterer.

Således er det altså klart for enhver, at der findes en stigende interesse for dommeren som figur, men hvad skal man ligge i dette? Endelig en tilbagevenden til autoritet, til lovens ord, til en tro på hierarkiske strukturer? Nej, desværre (og selvfølgelig) ikke. Overordnet er denne dommerkult nemlig karakteriseret ved at tilbede dommeren, ikke dommen eller loven, eller dommeren som institutionel funktion, men dommeren på det helt personlige plan.

Denne udvikling ses i amerikanske serier ved det skisme der ofte er mellem en rigid lov og en empatisk, medfølende dommer - der altså bøjer det egentligt hierarkiske og i stedet stiller sig på den dømtes side. I juraen er det som sådan et postulat om lovens karakter - at den er for hård, unuanceret, og kun dommerens menneskelige syn er i stand til at vurdere enkeltsager. Det er dette syn, der føres videre i talentkonkurrencer. Forholdet mellem dommer og deltager er ikke så meget et hierarkisk forhold mellem en ekspert og en amatør, som det burde være, men et interpersonligt forhold mellem to aktører, der bliver 'udjævnet' af at vi kender begges livshistorier - et helt uundværligt element i reality-tv, deltagernes livshistorie. På den måde er interaktionen mellem dommer og deltager her altså ikke en hierarkisk forhold, men et personligt, mellem to historier og to følende mennesker, hvis forpligtelse ikke er for den stringente lov, men for enkelttilfældet. Når denne analogi fra loven føres videre fra juraen og til talentkonkurrence-sfæren ser man de store problemer ved denne udvikling, fordi "loven" jo her er en kvalitetsvurdering, talentkonkurrencens "lov" er talentet, dens empatiske enkelttilfælde er den personlige historie. Således er dommerkulten ikke en tilbagevenden til hierarkier eller ekspertise, men en personificering af det institutionelle, der altså dermed bliver et spørgsmål om medfølelse frem for kvalitet.