Hipstere og holocaust - et par ord om autencitet

Af en eller anden grund skal alle mine indlæg på denne blog efterhånden tage udgangspunkt i X-factor. I genudsendelsen som jeg, stærkt medtaget af groteske tømmermænd, i dag overværede, kunne man flere gange høre dommerne tale om "autencitet" som det højeste mål - eller snarere som en særlig ubestemmelig styrke hos visse af sangerne. Foranlediget af et glimrende oplæg om autencitetsbegrebet af KMS i forgårs, vil her følge et par refleksioner over autencitet og dets brug, særligt i politiske sammenhænge.

Først en parafrase af nogle pointer hos KMS. Nogle af de store spørgsmål i holocaustlitteraturen er 'hvad må man skrive om holocaust og hvem må skrive det?' KMS' påstand var, at der i behandlingen af holocaustlitteraturen har været en søgen efter autencitet, som er uheldig. Der blev opstillet en række skel mellem det "autentiske" og det virkelige. Det autentiske er karakteriseret ved subjektivitet og erindring, det virkelige ved objektivitet og historie. Det autentiske rummer mange farer og faldgrubber, og således kan man også se en særlig mytologisering af holocaust som den eneste begivenhed, for hvilken der gælder helt særlige koder for hvordan det er comme il faut at omgås.

Det, forbrugersamfundet efterspørger er netop dette autentiske. Men, er det min påstand, i det autentiske ligger allerede afstanden til det oprindelige: Ligesom mælk er homogeniseret fordi det ikke er homogent, er det autentiske netop adskilt fra det 'oprindelige', og enhver såkaldt "autenticitet" er altså ikke andet end en efterligning, der netop ved sin påtagede autencitet forsøger at sløre den egentlige afstand. Det er autenticitetens problem: Den hævder en lighed mellem det "autentiske" og det oprindelige, som altid er falsk og konstrueret. Man kunne endda med god ret gå så vidt som at sige - Derrida har jo påvist problemerne ved oprindelsestænkningen - at denne oprindelse (det egentligt autentiske) slet ikke har en kerne af betydning, men at denne kerne af betydning netop skabes af det "autentiske". Dermed saver det autentiske så at sige den gren, det selv sidder på over: Dets forbindelse til fortiden er en konstruktion af fortiden, ikke fortiden som den faktisk så ud.

Det er åbenlyst hvorfor sådan en autencitetstænkning er problematisk. Det er en radikalt regressiv tankegang som paradoksalt nok typisk er forbundet med de mest progressive miljøer. Det værste er denne stræben efter "naturlighed" som kendetegner fortalerne for radikal økologi eller de såkaldte "modkulturer" såsom hipstere, hvis autencitetsforestilling netop er en endeløs selviscenesættelse, og på den måde viser det sig altså at det autentiske tilslører det oprindelige. Det autentiske er altid et billede af det oprindelige, forvrænget og uden respekt for det fortidige, kun det nutidige.

Autencitetstænkningen er kendetegnet ved denne mytologiserende fremstilling af fortiden, der altså baserer sig på forestillingen om det autentiskes mulighed - selvom det allerede fra start af har markeret sin endeløse afstand fra det egentligt oprindelige.

Fraser såsom autencitet eller naturlighed tjener dermed ikke andet formål end den endeløse selviscenesættende mytologisering af fortiden.